Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er SÅ meget Kirsten Hammann

Man kan jo ikke skrive en god roman om noget så poppet som lykke, så ’Alene hjemme’ handler om at være ulykkelig i en vestlig overflod. Med Bhutan – det eneste land i verden, hvor man opererer med begrebet bruttonationallykke – som baggrund
Kirsten Hammann formår at flytte en uhåndterlig følelse af uformåenhed, skyld og fiasko over i et fysisk rum og en fysisk krop.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
27. februar 2015

Det mylder af tanker om, kort sagt, verdens undergang, der vælter frem i Kirsten Hammanns nye og syvende roman, kommer fra hovedet på 38-årige Sara. Hun er en lidt besynderlig ikke-personlighed, en slags beholder for selvhjælpsbøger med buddhistisk inspirerede titler som Nuets kraft og Elsk det som er, en beholder for fremtidsforskeren John L. Petersen, der forudsagde den finansielle krise i 2006, og for Al Gores ord om den globale opvarmning i dokumentarfilmen En ubekvem sandhed – i øvrigt kilder, forfatteren takker i en note bagerst i bogen. Det er også Sara, der i flere betydninger er det, titlen siger: Alene hjemme. Men »hun vil hjem, helt hjem, dvs. have et barn og en familie.«

Indtil videre har Sara fået møvet sig ind i lejligheden hos Philip, en self made man, fraskilt og med en 10/4-ordning. Når Philips to døtre dukker op, er de lige ved at ligne en rigtig familie. Men ingenting er sikkert for Sara, hun lever »oven på en faldlem«. Hun figurerer ikke på skødet til herskabslejligheden, og hver dag er hun parat til, at Philip afslutter deres forhold. Oveni er der romanens hjemløse alenekvinde nummer to, den yppige og spændende udgave af Sara. Hun har sneget sig ind i lejligheden oven over Philips, mens ejeren er i London. Langsomt begynder hun at invadere den lejlighed, Sara har invaderet – med tårer, hjælpeløshed og hjemmelavede flødeboller til hele den sammenbragte familie. Én af flødebollerne er dekoreret med Saras navn, og så er læseren med ét en Miss Marple eller en Hercule Poirot, for dét kan Kirsten Hammann lige så godt; altså liste en krimi med i pakken, nu hun er i gang med at mixe damebladsråd, selvhjælpsbøger og dommedagsprofetier.

Men krimien skal ikke løses som krimi. Flødebollen er måske/måske ikke forgiftet. Den er bare et af mange eksempler på, hvor farligt det er at være Sara, hvor udsat det føles at være hende. Og hvor grotesk Hammanns satire er. Man kan le, men det er faktisk lige til at tude over, »men det må Sara heller ikke. For man må ikke være et offer!«

Ikke noget liv

Det groteske begynder allerede med den første sætning, der lyder: »Sara er forkert«. Og hvordan skal det så forstås? I Alene hjemme lader det til at skulle forstås ganske konkret: »Hendes skelet er vokset forkert sammen, så det er helt skævt, knoglerne vender den forkerte vej og stikker ud de forkerte steder.«

Det er så meget Kirsten Hammann, som det kan blive, at flytte en uhåndterlig følelse af uformåenhed, skyld, selvbebrejdelse og fiasko over i et fysisk rum (lejligheden) og en fysisk krop (Sara). I Fra smørhullet (2004) var det vinduerne i Søren og Mettes lejlighed i Amaliegade, der helt uden forklaring og forankring i virkeligheden blev malet sorte. I Alene hjemme er det Saras abnormitet, der er romanens uvirkelige virkelighed. Hendes forkerthed uddyber hun sådan her til veninden: »Og jeg har ikke noget liv.« Hvorefter der på Hammann-vis tilføjes: »Det er stykket mellem hoften og brystkassen, hun mener. Hun løfter op i sin cardigan og viser det.« Og hvis læseren stadig er i tvivl om, hvorvidt ordene skal tages bogstaveligt eller ej, så står der videre, at der faktisk mangler »cirka 20 cm på midten af Saras krop«.

Det er sjovt at gå med på tankegangen. Kan det være begyndt med udtrykket »en rigtig mand«? Altså hvis der findes noget sådant, så må der også findes »en forkert kvinde«? Eller kommer sætningen »Sara er forkert« sig af alle de gode råd, der gives om, at kærlighed bare handler om at finde »den rigtige«? Der er nærmest sådan en Snøvsenlogik i Alene hjemme. Eller hov! Mangler Sara helt enkelt det stykke af kroppen, hvor den gravide mave skulle være vokset frem?

Der optræder tre film i romanen, nemlig Sofies valg, Betty Blue og så den, »hvor Demi Moore får tilbudt at gå i seng med Robert Redford for en million dollars og bruger en hel nat med sin mand […] på at tale og føle og græde og være bange, indtil de endelig i fællesskab beslutter, at hun skal sige ja«. Filmvalgene er ikke dybt originale eller fancy, faktisk er de lige så kedelige som Sara, men de fortæller om de (eneste) tre kvinderoller, hun kan se for sig: den hellige moder, den sindssyge og lidenskabelige femme fatale og den prostituerede.

Sara er ingen af dem, hun er stadig et barn. Hendes barnlighed crasher med al den viden om verden, hun er bebyrdet med. Hele tiden kører romanen ud og længere ud ad tankebanerne i Saras hoved. Så er det hjemmepleje, så cupcakes (»kageverdenens svar på Barbiedukken«), levende skildpadder som nøgleringe i Kina, om al den svært nedbrydelige stanniol, der bliver brugt på frisørsalonerne for at lave lyse striber i kvindernes hår, »dag ind og dag ud for det naturlige skandinaviske look«, om især graviditet og skilsmisseramte familier, om lykkelandet Bhutan i Himalayas bjerge, hvor man opererer med begrebet bruttonationallykke – og så naturligvis om verdens undergang som sådan.

Ustoppelig

Saras tanker stopper ikke. Det er et af romanens særkender, at den ikke kan stoppes. For Sara kan ikke stoppes, hun er som et lille barn, der plager. Ustoppeligheden og så Hammanns evne til at komprimere. En kage, man blev snydt for, et dødsfald i familien og at blive dumpet kan snildt rummes i samme åndedrag, i samme sætning.

Har Hammann så skrevet endnu en samtidsroman, der spidder tidsånden? Ja, det har hun. Alene hjemme er en ægte Hammann. Det vil sige tilsyneladende lige så let som dårligt tv og selvhjælpsbøger, men når man læser nærmere efter er den knusende sort, skarp og kritisk. Sara må rejse helt til Bhutan for at bevise sin selvstændighed over for Philip, men det fjerner heller ikke smerten. Kun når hun sover sig væk fra det hele, oplever hun en slags lindring.

Alene hjemme
Kirsten Hammann
Gyldendal
320 sider
299,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her