Tilværelsen kan være så ironisk, at det næsten ikke er til at bære. Jeg var selv nødt til at foretage en billedsøgning for at forsikre mig om, at Noma ud over en New Nordic-luksusrestaurant virkelig også er navnet på en infektionssygdom, der angriber vævet i mundregionen og underansigtet, og som forårsages af underernæring og dårlig hygiejne. Men den er altså god nok. Og her tager Sort/Hvids nye tværæstetiske performanceinstallation sit udgangspunkt: i spændingsfeltet mellem et vestligt dekadencesymbol og et udpræget tredjeverdensproblem.
Forskellene mellem rig og fattig er et vanskeligt emne at tage under æstetisk behandling uden at blive enten kristent pegefingermoraliserende eller ulideligt ulandskalenderpatroniserende. Spis nu op! Tænk på de små børn i Afrika. Du kan blive fadder.
Ved første øjekast kan Noma godt ligne et stykke skyldsporno, der umiddelbart ligger et stykke fra den nøgterne og underspillet humoristiske, men også skarpt politiserende linje, som har kendetegnet Sort/Hvid under dramatikeren Christian Lollikes kunstneriske ledelse.
Ambivalent hyggestemning
Men her er vi så på Mezzaninen i Charlottenborg. Noma er bygget op omkring måltidet som social institution. Vi befinder os vist i en restaurant? Det ligner i hvert fald en restaurant, men en lidt forskruet én af slagsen. Der er halvmørkt. Til lyden af diskret loungemusik bliver vi bænket i et dyrt udseende møblement af servile performere, der taler høfligt og lavmælt. Den grå lak på deres negle får dem til at se ud som om, de allerede er døde.
Her hersker en ambivalent hyggestemning. Man føler sig velkommen og veltilpas, men også skyldig og eksponeret. Reagerede jeg mon samvittighedsfuldt nok, eller blev jeg bare afsløret som en privilegeret vestlig ædedolk, da tjeneren præsenterede anden ret på menuen: en af de mudderkager, som var den primære ernæringskilde efter jordskælvet på Haiti i 2010? I de mest velfungerende øjeblikke lykkes det at skabe et midlertidigt rum, der både er velkendt og fremmedartet. En let virkelighedsforskydning, der minder om en situation fra hverdagen, men som undergraver og forvrænger de sociale koder knyttet til måltidet. Vi konverserer høfligt, men finder så os selv i færd med at beskrive smagsnuancerne af det klordesinficerede vand, der fyldes i glasset fra en medicinsk droppose af gennemsigtig plastik.
Der er nogle svulstigt barokke modstillinger i omløb: nydelse og sygdom, frås og elendighed. Men modstillingerne virker ikke blot som æstetiske konstruktioner til at fremme en bestemt pointe, de er snarere blot et udsnit af virkeligheden, der skæres i skiver og serveres tavst på en tallerken foran os: Værsgo, spis. For eksempel, når man i stedet for et menukort får overrakt et fotografi af en cirka 10-årig afrikansk pige med et grotesk vansiret dødningesmil og bedrøvede øjne. Bon appetit.
Chokeffekten er tiltænkt, men ikke hentet ud af det blå. Hvis Noma chokerer, så er det, fordi den sociale virkelighed er chokerende. Her bliver vi samvittighedsfuldt venstresnoede kulturforbrugere udstillet som det, vi er, uanset om vi forsøger at bortforklare det med Max Havelaar-kaffe og kooperativt dyrkede grøntsager: en global overklasse, der nyder godt af andres elendighed.
Du er bakterien
Stykkets pièce de résistance er det spektakulære loftshøje kranium bygget af mad. Performeren Mija Milovitj (også kendt fra det navnkundige Kvindebandet) fungerer som en slags levende kommentarspor, når hun skiftevis agerer kabaretsangerinde og overentusiastisk realityshowvært, der styrer hungerspillets gang.
»Nu skal vi spille Noma-spillet. Se på hovedet. Formålet med spillet er at spise hovedet. Du er bakterien,« lyder den kortfattede instruktion på de omdelte sedler.
Hvor stykket indtil nu har puffet os blidt i ryggen med forholdsvist subtile virkemidler, så kommer pointen nu rullende ind fra højre i stor stil – det velkendte ’du tvinges til at tage stilling’-mantra, som har præget samtidskunsten, siden den såkaldte relationelle æstetik gik sin sejrsgang i slutningen af 1990’erne.
Men man kan spørge, om grebet i dette tilfælde virkelig virker så bevidstgørende? For passer det virkelig, at vi tvinges til at tage stilling, når vi sidder i en københavnsk kunsthal og spiser haitianske mudderkager? Gnistrer refleksionerne over vores hvide, vestlige privilegier som lynild imellem hjernens synapser, når vi smager på en vitaminberiget FN-nødration? Eller er vi i virkeligheden bare overladt til et gammelkristent skyldskompleks uden udveje?
For problemet i dag er vel ikke, at vi ikke er bevidst om vores egne privilegier og lever i vores små gated communities i afskærmet lyksalighed fra fattigdom og elendighed. Det handler nok snarere om, at vi er fanget i strukturer, vi sagtens kan identificere, men ikke magter at ændre. En slags oplyst falsk bevidsthed, hvor vi tynget af hvid skyld fortsætter vores komfortable liv, fordi vi kan. Vi ved godt, at man mange steder i Afrika skal gå adskillige kilometer hver dag for at hente rent vand. Men afholder det os fra at købe lækkert ind i Irma?
Når det så er sagt, så lykkes det Noma at knytte forbindelser mellem diametralt modsatte verdener, som i den daglige medierede virkelighed holdes adskilt af grænsebomme og toldbarrierer – men alligevel konstant kompromitteres af mennesker i hobetal, der sætter livet på spil for at overleve af krummerne fra vores uafbrudte ædegilde.
På den måde er Noma et dristigt stykke socialt og politisk engagerende scenekunst. Og efter besøget på Sort/Hvids underlige spisested er det svært igen at samles omkring bordet, som om intet var hændt. Nu ligner et almindeligt restaurantbesøg nærmest en pervers kulthandling, der har til formål at holde den foragtelige fattigdom væk fra vores åsyn og befæste vores status som overlegne. Den dårlige smag i munden er ikke sådan lige til at skylle væk.
’NOMA’. Kunstnerisk koncept af Andreas Liebmann, Derek Lesher og Dorte Holbek. Tekst og instruktion Andreas Liebmann. Opføres som performance i Kunsthal Charlottenborg frem til 28. februar 2015 og kan i spilleperioden også ses som installation i Charlottenborgs åbningstider.
