Læsetid: 4 min.

Der var nogle, der sagde ...

Det er svært at blive klog på, hvad der egentlig er op og ned med Springer Søren, Salim-Salim Sasser og alle de andre rødder i Thomas Thurahs ti historier om en drengs opvækst i 1970’ernes Silkeborg. Men det er netop det fine ved den
10. februar 2015

Leifs far var borgmester. Så lidt skal der egentlig til, så hører vi allerede efter, spændte på historien om, hvordan det egentlig var fat med Leif. Thomas Thurah, som jo er en skrap analytiker, ved godt, hvordan man anslår en stemning, og hvordan man allerede fra overskriften har læseren på krogen. Og det greb bruger han i ni af de i alt 10 fortællinger i sin nye bog, der netop hedder Leifs far var borgmester. Den handler om at vokse op i provinsen, og den bindes sammen af, at det formodentligt er det samme jeg, der taler, og at de alle sammen udspiller sig i 60’erne og 70’ernes Silkeborg. »Det samme jeg«, skrev jeg, og det er så alligevel nok heller ikke helt sandt, i og med at dette fortællende barnejeg er forfatterens litterære konstruktion, skabt over en hel barndoms oplevelser.

Vi er i Silkeborg, byen, der i 1972 tog tilnavnet ’Bilernes by’, i en brydningstid, hvor de gamle former er ved at falde, selv om kvinder stadig kan høre sig omtalt som inkluderet i ’revisor Nøragers’ eller blot gå under tilnavnet ’Fru Foto-Frands’. Men de nye tider er på vej, det er tider, hvor selv en driftig bilsælger kan blive borgmester og lade sig fotografere med hænderne om halsen på den småkriminelle pølsemand alias Bræk-Pølse eller Knæk-Pølse i lumsk forbrødring. Det er en tid, hvor hippierne manifesterer sig på byens seminarium, og hvor nøgenbadning pludselig bliver et væsentligt emne i byens avis.

Barnejeg’et

Avisen er byens stemme. Det er her, debatterne foregår; det er her, de voksnes sandhed måske lader sig afkode, men selv om man er en begavet lille dreng med analytiske evner, er det ikke alle brikker, der passer sammen. Der mangler ligesom altid noget i puslespillet, når barnet forsøger at forstå ’wie es eigentlich gewesen’. Og det er denne mangel, som historierne på hver deres måde kredser om. Det er barnets stemme, der forklarer, men gennem barnet taler også det, han har hørt og læst og opsnappet fra de voksne, som her, hvor rygterne om borgmester Allans forsømte kone går gennem byen:

»Der var nogle, der fortalte, at de havde ligget i en båd ude på søen og set, hvordan han jagtede hende rundt i stuerne, den her lille skygge, som var det eneste, man så, og hørt hende skrige op om, at han ikke måtte slå hende. Der var også en, der arbejdede oppe på sygehuset, som sagde, at hun engang var blevet kørt op på skadestuen af Allan, hvor han havde smadret hende fuldstændig, så øjnene var klappet sammen, og munden havde lignet noget fra en slagterbutik.«

(Bemærk grammatikken, som også har sine barnagtigheder). Siden kommer så barnets eget ræsonnement:

»Der er mærkeligt at se, hvordan mennesker pludselig kan blive helt forandrede, både i måden, de ser ud på og taler på, og sådan, som de føles. Det er, som om en eller anden dims indeni holder op med at virke, og så går de lige så langsomt ud.«

Det er godt set, og godt fastholdt af den voksne forfatter.

Erindringens summen

Det er ikke så let, som det lyder, at være loyal over for barnets stemme, uden hverken at forråde eller sentimentalisere det, men jeg synes, at Thurah kommer hjem. Det gør han blandt andet ved at lade historierne stå ret uforløste hen, hvilket kan være ret provokerende, når vi i bedste gotiske stil er med oppe på nonnernes soveværelser, hvor hemmelige beboere måske holder til. Vi får heller aldrig svaret på, hvor Søren Spring blev af, efter han sidst blev set nøgen ved Aggerholm. Havde Thurah sat sig for at fortælle noveller, så var der blevet samlet op. Men virkeligheden lader sig ikke samle op, som andet end en summen af egne og byens stemmes erindringer. Det er det materiale, der er, og derfor fylder gisninger og ord som ’måske’, ’jeg ved ikke’ og det ’kan være’ en del.

Vi hører ikke, hvad der videre skete hypnotisøren Salim-Salim Sasser med den stearinagtige hud og den metalliske stemme, som kunne få alle til at sove (og her vil for nogles indre blik manifestere sig en vis Ali H., der også kom fra Silkeborg) men som måske fik sin klinikdame med på lidt for meget.

Provinshalvfjerdsere

I Byen og verden (1992) lod Peer Hultberg Viborg tale, og der blev fortalt mange artige historier. Den tilgang til byens sladder har Thurahs fortæller ikke, det er på alle måder et mere ydmygt projekt. Men ikke et mindre smertefuldt projekt. Børnenes/de unges verden er en anden end de voksnes verden, ja, faktisk er det, som om der slet ingen egentlig kontakt er mellem de to verdener. Drengen fortæller ikke meget om sin egen verden, kun i samlingens første historie, der foregår på værelset hos storebror, hvor leddeløse rødder mødes for at ryge, drikke og sniffe lim (åh provinshalvfjerdsere, hvor kan man se det for sig), får man lige kort at vide, at det ikke står helt så godt til nedenunder, i alle fald er både far og en søster døde.

Ni ud af de 10 historier handler om byen og er fortalt af denne her måske sammenlagt 13-årige dreng. Den 10’ende er mere kompleks, her er der flere fortællerstemmer på spil. Hvis man fortæller om andres liv, må man selv give noget tilbage, sådan tænker jeg, at logikken er, og det gør Thurah i »Murermesteren og hans kone«, en utrolig fin og kompleks fortælling, hvor det direkte afløses af det underspillede, og igen, her kan der heller ingen absolutte sandheder trækkes frem, for faktum er jo, at heller ikke de voksne ligger inde med dem, slet ikke når de skal redegøre for, hvad der egentlig skete i et ægteskab.

Thomas Thurah: ’Leifs far var borgmester. Historier’. Sider 264, kr. 250. Gyldendal.

Mai Misfeldt er kritiker ved Kristeligt Dagblad

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu