Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Scofields geni kan ikke holdes nede

Selv i en selvbestaltet ydmyg rolle som ’one of the guys’ sammen med DR Big Bandet stjæler jazzguruen John Scofield billedet
Vinterjazz 2015. John Scofield & DR Big Bandet i DR Koncerthuset.

Vinterjazz 2015. John Scofield & DR Big Bandet i DR Koncerthuset.

David Leth Williams

Kultur
11. februar 2015

 

Som ved andre lejligheder, hvor guitarlegenden John Scofield optræder som solist med big band, bænker han sig på lige fod med blæserne og rytmegruppen DR Big Bandet. Først langt inde i koncerten lørdag aften kan han ikke længere holde trangen til at spille stående i fuld figur tilbage. Plads til sine medspillere gav Sco rigeligt af – det vender vi tilbage til.

Vi kender ham mest fra ensemblejazz, enten som anfører eller ligesindet, men i løbet af et kunstnerliv, der spænder over fire årtier, er der snart ikke den konstellation, han ikke har spillet i. Jim McNeely, der var DR Big Bandets chefdirigent fra 1998 til 2003, har Sco spillet en del med i starten af sin karriere, og netop han stod for at arrangere de fleste af den 64-årige amerikaners kompositioner, som vi hørte i Koncerthuset.

Særligt rytmegruppen var i fokus, blæserne havde McNeely tildelt langt mere diskrete roller, end når DRBB spiller uden solist. Næsten for diskrete kunne man indvende, selv om det er sympatisk at tage hensyn til aftenens gæst. Som modspil til en veteran må man godt trække tungere skyts ned fra reolen. Desto mere kunne man glæde sig over ikke mindst Henrik Gundes indledningsvis vrede og forvrængede Fender Rhodes-klaver, som han håndterede storsmilede; det var tydeligvis en stjernestund for ham at gnubbe skuldre med en af de store, og Gunde levede fuldt op til opgaven.

Aftenen stod ikke i det egofikserede solisteris tegn, hvilket blev demonstreret sent i koncerten, hvor den solide Søren Frost nedbarberede en trommesolo til næsten kun at bruge tamburin – men hvilket indslag i al sin herlige enkelhed!

Jordnært og svimlende

Scofield er som altid evigt omskiftelig i sit spil, hvad angår genre, stil og attitude. Kun guitarmodellen forblev den samme, hans signatur: Ibanez JSM100. Han holdt næsten sig selv lidt nede, ofte trak han mere over i det enkle bluesprægede end det modulerende jazzede, som om han tænkte: »Det her har jeg spillet så meget, nu giver jeg plads til yngre kræfter.« Men Scos geni skinner altid igennem, og det er fascinerende at høre hans spil præget af konstant vekslen mellem at anslå strengene med plekter eller direkte med fingrene. Undertiden kunne udtrykket dog blive en anelse til den tørre side, hvor en dvælen ved lange toner, nogle flere oaser, med enkle midler kunne have skabt en saliggørende afveksling.

Hovedparten af kompositionerne var hentet fra Scofields bagkatalog fra 1990’erne. »Go Blow« (arr. Florian Ross) med et flot parløb mellem saxofonist Karl-Martin Almqvist og Sco. Den i forvejen lettere svimlende »Slinky« i 5/4-takt i en version ved McNeelys hånd, som især havde overladt basunerne til at gøre os endnu mere søsyge, mens Peter Jensen leverede en velplaceret basunsolo messende over et tretonemotto.

Den følsomme side af Sco fik vi at mærke i Billy Eckstines »I Want to Talk About You« (arr. McNeely), hvor den gamle ræv også gemte på overraskende fraseringer, spillede duet med sig selv eller kom med delikate chokvirkninger. »Boogie Stupid« var koncertens nyeste komposition, hentet fra 2013-albummet Überjam Deux, og her et godt stykke inde følte Sco for første gang behov for at rejse sig fra sin komfortable stol og indtage fuld bluespositur med grimasser und alles.

Men netop her oplevede jeg ham som mest statisk, her ville flere accelerationer have gjort underværker; til gengæld bidrog DRBB-basunist Peter Jensens arrangement med dejligt spicy detaljer såsom en passage med tilsyneladende uendeligt opadstigende blæsere, og besnærende var også et andet sted, hvor blæserne og rytmegruppe pludselig spiller i hver sin toneart.

Overordnet betragtet var koncerten en stor oplevelse, men som nævnt ønskedes mere modspil fra bandet og fra McNeelys arrangementer og flere steder mere variation fra Scofields guitar. Måske skulle man bare have ført idéen med at lade Peter Jensen arrangere en af kompositionerne videre og have bestilt flere yngre kræfter til at bringe Scofield i big band-version op til dato.

John Scofield og DR Big Bandet dirigeret af Steen Hansen i Koncerthuset 6. februar spillede ud over Eckstines ’I Want to Talk About You’ udelukkende kompositioner af Scofield: ’Go Blow’, ’Slinky’, ’Boogie Stupid’, ’Wabash III’, ’Meant to Be’, ’Green Tea’, ’Donna’ og ’Groove Elation’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her