Læsetid: 5 min.

Smertefuld dvælen ved lus og urin

Olga Ravn giver metaforerne lang snor i sin nye roman. Det forbliver en temmelig lukket spøgelsesfest, indtil døren slås op på vid gab til hengemte traumer fra en barndom i sammenbragte familier
Med spøgelsesmotivet knytter Olga Ravn an til den gotiske roman.

Ulrik Hasemann

13. februar 2015

Olga Ravns romandebut Celestine er fortalt af en yngre kvinde, der bor og arbejder som lærer på en kostskole et sted i det mørke Jylland, mens hun kæmper med et kuldsejlende kærlighedsforhold og med at forlige sig med en rodløs opvækst.

I denne proces fascineres hun af spøgelseshistorien om pigen Celestine, der i 1500-tallet blev muret inde i en væg af sine forældre som straf for løsagtig adfærd. Hun forsøger at lade sig besætte af spøgelset, og begynder bl.a. at ’spøge’ om natten på skolens gange.

Med spøgelsesmotivet knytter Ravn an til den gotiske roman; en genre, hvor landskabet hyppigt bliver djævelsk levende og udpensler de kuede ungmøers undertrykte drifter i forvansket form. Men i Celestines gotikpastiche er det, som om djævelskaben mangler. Det flittigt besjælede landskab bliver aldrig truende, ligesom vi aldrig hører spøgelsets skoggerlatter eller får fortællerens angivelige vrede at føle.

Lyrisk prosa kan vinde ved at være drypvist dunkel og tåget i sine billeddannelser, men med fare for at afsløre grel mangel på poetisk sensibilitet på egen konto må jeg tilstå, at jeg meget langt ind romanen følte, at jeg var brudt ind til en lukket fest. Kunstfærdige metaforer afløser besjælinger, som afløser metonymier, og den ene sammenligning slynger sig over i den næste. Et eksempel fra starten af bogen, mere eller mindre tilfældigt valgt, lyder:

»Det bliver aldrig helt mørkt i juni. Hyldeblomsterne gløder. Pigerne går i seng, tavse som dyner, som hver deres kommende skaldyrsforgiftning. Haven blinker med sit store sorte øje tomt ud mod universet: en våd broche fra Disney Sjov. Hvad siger man? Syrenen blomstrer som en fader, der slår sin datter. Hendes område, under enhver ting, pumpet fuld.«

Retningsløs

Sådan er alting hele tiden som noget andet. Til tider noget ganske opfindsomt andet, men ikke altid lige til at se for sig. Nogle motiver kommer igen, mens andre kun optræder en enkelt gang – brochen fra Disney Sjov er blandt de sidste – men det er de færreste af dem, der når at materialisere sig. Der er simpelthen for mange, de peger i alt for mange retninger. Ind i mellem rejser et billede sig, en overraskende sansning opstår, men sekundet efter mudres den af fire nye sammenligningsled, som forbliver dunkle, og indimellem så uskarpt formulerede, at det bliver irriterende vrøvlet.

Koblingen mellem spøgelser og skilsmisseramt familie er set før i dansk litteratur. I 2008 skrev Pablo Llambías den enkle, men suveræne legering af spøgelsesgotik og ungdomsroman Rasende. Det, der frem for alt bar Llambías’ roman var affekten, energien i den vrede spøgelses-teenagers stemme, når hun gik til angreb på de voksnes paradevirkelighed.

Netop affekten er det, Ravns fortæller ikke kan levere. Den hengemte sorg, hun føler, lader sig ikke oversætte til levende raseri. Hun er blevet voksen, og teenageren er der ikke længere til at skrige det ud. Nu er der jo ingen, der siger, at dæmoni og had skal drive enhver fortælling, bare fordi der er et spøgelse med, men når fortælleren bliver ved med at erklære disse følelser – »Jeg vil hade, det skal holde mig oprejst, det skal holde mig underholdt« – vil jeg også gerne mærke det i sproget.

I stedet siver fortællingen retningsløst ud i billede efter billede og selvom den sprøde, materielle overfølsomhed, hvormed Ravn i sine debutdigte, Jeg æder mig selv som lyng, sirligt broderede det pigede, det vilde, og det vrede med det gustne, sortrandede og ulækre, også giver sig til kende i Celestine, så bliver den ikke rigtig strømførende, når den kobles sammen med det tågede spøgelsesspor.

Gnistrende skarpt bliver det til gengæld når Ravn i bogens anden del når frem til de erfaringer, som den udflydende og blodfattige, men manisk metaforspruttende, kostskolelærer forgæves søger at bearbejde med sin fikse spøgelsesidé. Så lyser mørket pludselig op fra siderne, den hengemte ensomhed og skamfulde, hjemløse sorg, det skilsmisseramte barn kan opleve i så mange former og farver – pakket ind i velmenende voksnes forskellige grader af bortforklaringer – fanges så gribende, at det må gøre ondt på enhver, der har været i berøring med en moderne familie. Der er en rådstukken klarhed i barndomsbillederne, deres smertefulde dvælen ved lus og urin og de tomme værelser hos de nye familier, der brutalt og nødvendigt lever livet videre i delebarnets regelmæssigt tilbagevendende fravær.

Creepy

Og sjovt nok er det også her, hvor de gotiske manerer synes trængt længst i baggrunden hvor natten ingen tentakler har, hvor himlen ikke bløder æggehvide, og ingen hvidklædte adelsfrøkner savler sølvglimmer i fortællerens ansigt at spøgelsesmotivet finder sin berettigelse.

Et sted får fortælleren øje på en tidligere stedbror i en bagelshop og flygter uden at give sig til kende. Herefter oplever hun, hvordan der er sket noget med hendes udseende. De bekendte, hun passerer på gaden, kan ikke længere kende hende. Spøgelsesfølelsen bliver pludselig vedkommende og creepy. Man mærker, hvordan de relationer, som først blev pushet frem af nyforelskede forældre, men som viste sig ikke at blive varige, hjemløst går igen i det voksne barn.

Her er Ravns greb om prosaen sprødt og sikkert. Hverdagsscenen bygges følsomt op, blot for at knække over i en unheimlich effekt fulgt af sorgfuld indsigt, som her materialiseres i originale billeder med fin resonansbund:

»Der er mange mennesker, jeg har været, som jeg knap nok kan komme i tanke om længere. Jeg fortæller mig selv historierne for at beholde ansigtet på. Historierne har så gjort det ud for, hvem jeg var. Nu kan jeg ikke længere genkende dem. De virker underligt afskallede som appelsiner og ligesom krogede grene i mørket og regnen på bunden af en bog, man har læst som barn.«

Det kunne være en pointe, at det tager så lang tid at arbejde sig frem imod det, der virkelig brænder på. At hundrede siders forgæves spøgelsesjagt er påkrævet for at finde ind til de spøgelsesagtige følelser, som barndommen gemmer på. At bogens første del således kuldsejler, fordi den nødvendigvis må. Men Ravns prosa er ikke helt klar nok til at understøtte sådan en læsning. Hun nænner måske ikke at lade Celestine-projektet kollapse med eftertryk, lade metaforfeberen og de gotiske landskabsbesjælinger kamme over i åbenlyst delirium.

I anden del beviser Olga Ravn, at hun kan bruge sine billeder til noget, at hun, som få, kan bringe fedtede insekter, glas med daggammel urin og juveler man sutter på til at tale, men hun formår alligevel ikke at afmontere første dels overbroderede slingrevals.

Celestine. Olga Ravn. Gyldendal. 168 sider. 199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu