Læsetid: 4 min.

En svensk knudemand kommer til ære

Dokumentarfilmen om den sammensatte svenske popskjald Björn Afzelius er både et tidsbillede, et stykke musikhistorie og et vemodigt studie i den skandinaviske folkesjæl
Björn Afzelius fastholdt hele sit liv, at han dybest set var en bondeknold. Hans ulykkelige opvækst prægede både hans letforståelige og folkelige lyrik, og gjorde ham utilbøjelig til at løse sine personlige problemer.

Arkivfoto fra filmen

4. februar 2015

Da Björn Afzelius i 1989 var på turné i Danmark, købte han på en tankstation et kassettebånd med »en dansk tjej vid namn Anne Linnet«. Resultatet af det spontane indkøb – Afzelius’ storsælgende og enormt succesfulde fortolkning af Anne Linnet-nummeret »Tusind stykker« – har lagt navn til filmen Tusen Bitar, som DOXBIO har udvalgt til at åbne sæsonen. Magnus Gertten og Stefan Bergs dokumentarfilm fra 2014 tegner et portræt af den svenske popskjald, der døde i 1999 bare 52 år gammel.

En kunstners tidlige død vækker ofte nysgerrighed. Så kører rockmytologien for fuldt drøn. I Tusen Bitar betjener instruktørerne sig ret oplagt af et klassisk frontstage/backstage-greb, hvor vi langsommeligt og indfølende, men med pertentlig svensk grundighed når bag om den hemmelighedsfulde musiker, der vægrede sig ved at stille sit følelsesliv offentligt til skue.

Fortællingen drives fremad af en tidslinje, der slår intelligente krumspring: Den afgørende brik i puslespillet, morens selvmord, falder først på plads to tredjedele inde i portrættet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henriette Nielsen
Henriette Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Der var nu ikke meget 'efterdønninger' tilbage af hippietiden i 80'erne.
De klingede ud, da du blev født.

/O

Bo Carlsen, Henrik Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Nu forstår jeg bedre hvorfor jeg aldrig har brudt mig om Bjørn Afzelius (´musik), selv ikke engang da jeg forsøgte og gik så langt som til koncert med ham (og Benny Holst og måske var Poul Dissing også med?) Den/han har været for - ødelagt, og jeg har kunnet høre det. Det har altid undret mig, at mange andre ikke kunne.

Sören Tolsgaard

Store kunstnere har ofte levet over evne (Bjørn Afzelius, Cornelis Wresvijk og Carl Bellman for blot at nævne nogle af de største svenskere); Livserfaring øger talentets spændvidde, om end det for andre synes vigtigere at være stueren.

Jeg synes i øvrigt der er tilpas langhårede efterdønninger af hippietiden over Bjørn Afzelius, Billy Cross, m.fl. i denne koncert fra 1989:

https://www.youtube.com/watch?v=sJ6QrpaIapA

Kasper Andreasen

I anmeldelsen kan man læse at "venstrefløjens forstokkede smagskriterier ... ikke kunne rumme Afzelius’ forkærlighed for country og western", Bortset fra at ingen i 80erne kunne rumme country og western, er det en anden historie jeg husker.
Afzelius var en megastjerne på venstrefløjen. Jeg har været til utallige koncerter med ham, og hvad enten det var på 5-øren, på Roskilde Festival eller indendørs, var der altid fuldt.
Torben Bille skrev dengang om venstrefløjens dyrkelse af Afzelius at det var typisk at vi var så vilde med ham, mens den mere dybsindige Michale Wiehe var mindre populær.
Kunne man forestille sig at der ikke findes ét billede af venstrefløjen, at vi både var vilde med Afzelius og samtidig var opmærksomme på at han kunne være banal, og at vi både kunne lide Afzelius og Wiehe? Og kunne forestille sig at der kommer en dag hvor Information ikke altid skal lange svinere ud når venstrefløjen omtales?

Knud Chr. Pedersen, Karsten Aaen, morten andersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Ja, 'Information' er modig. Et æselspark til (en iøvrigt aldrig defineret) venstrefløj er altid populært på avisen. Så træder man ikke op mod virkelige magthavere, men marker sig samtidig som 'uafhængig'.

Knud Chr. Pedersen, Karsten Aaen og morten andersen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Det handler ikke om at være stueren, det handler om at have en samvitighed, overfor ens nærmeste
og ikke bare buldre derudaf i et egotrip. Og så iøvrigt give pokker i resten. At mange store kunstnere
praktiserer dette, undskylder ikke hensynsløsheden.

"..... som musikhistorie betragtet er filmen også en lektion i venstrefløjens forstokkede smagskriterier, der ikke kunne rumme Afzelius’ forkærlighed for country og western. De genrer blev forkastet som systembevarende amerikansk kulturimperialisme, der umuligt kunne udtrykke folkets politiske forhåbninger. Men en sang, som ironisk nok ikke har modstået tidens tand, er den selvhøjtideligt fladpandepolitiske »Bläckfisken« om kapitalistisk udbytning – den første sang, som Afzelius i starten af karrieren bidrog med til det Mikael Wiehe-styrede Hoola Bandoola Band."

Øh, det her er direkte forkert. Hoola Bandoola Band var altså Michael Wiehes og Afzelius's fælles projekt. Og barn. Og blev styret af dem begge to. Og det er også forkert, at Afzelius havde en forkærlighed for country og western! (hvad der så menes med dette!) Afzelius havde en forkærlighed for folkemusik! Også dansk, svensk, norsk, bulgarsk, finsk, tjekkisk, italiensk folkemusik havde han en forkærlighed for. Mange af hans sange er netop inspireret af f.eks. italiensk eller korsikansk folkemusik. Og alle på det Anna Ullman kalder for venstrefløjen i 1970erne havde en forkærlighed for folkemusikken. Derfor så man - også i DK - gamle folkeviser blive taget op igen. Og sunget af f.eks. Trille og Kræn Bysted (senere Lars LIlholt Band).

Afzelius har sikkert ment? at visse country og western sange var udtryk for folkemusikken i og fra USA. Og deri har og havde han jo ikke helt uret. Alle på venstrefløjen i 1970erne skrålede i hvert fald med på Arlo Guthries 'this land is your land, this land is my land.'

Og alligevel skal vi, lige til sidst, synes Anna Ullmann, have klicheen om musikeren, som har en kvinde i hver by. Og favner en ny kvinde hver nat. Fordi sådan er mandlige musikere jo bare, ikke sandt.... eller hyr?

Henrik Christensen, Sören Tolsgaard og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

@Gert Selmer Jensen

Ikke så snart begynder du at se den slette side af menneskets karakter før du automatisk kaster et slør over dets naturs gode side. (Hazrat Inayat Khan)

At Björn Afzelius pga. af åbenlyse karakterbrist blot skulle være et buldrende egotrip uden samvittighed synes at være et fuldstændig unuanceret syn på sagen. Apropos kærlighed til folkemusik var han måske allermest inspirerende til sidst:

https://www.youtube.com/watch?v=HUwOdTQ1cGc

https://www.youtube.com/watch?v=RY_6gjJUHEk

Jeg kan fortsætte med Måne over Corsika

https://www.youtube.com/watch?v=0Cte6U622Hs

Og med Bland bergen i Glencoe

https://www.youtube.com/watch?v=mOcZge2Bsdc

Og nævne, at sangen På egne vinger skrev han til sin ældste datter, da han vidste han skulle dø. (i 1999) det år hun, datteren, blev student. Og også nævne at her kan man se et fint interview med hans ældste datter:
https://www.youtube.com/watch?v=aSFWX94ZTBA

Gert Selmer Jensen

Søren Tolsgaard-10:52-
Hos masser af andre store kunstnere, overrasker, en hensynsløs, promiskuøs, livsførelse mig ikke.!
Men lige i Bjørn Afzelius`s, tilfælde, synes jeg der var et paradoks, i.f.t. hans følsomme poesi.
Det var overraskende, og for mig skuffende. Det skal dog ikke udraderer hans bedrifter udi musik-
ken, og hans holdninger i øvrigt.

Henrik Christensen

Hold da helt op. Sikken et eftermæle at få klistret på sig.

Jeg husker Afzelius som en musisk forkæmper for de undertrykte imod uretfærdighed, især i mange spansktalende regioner. Jeg husker koncerter med ham og Wiehe af høj kvalitet og idealistiske i deres budskab. Det var stort, jeg lytter jævnligt til det stadig, og gyser ved tanken om, hvor meget værre forholdene er blevet selv i et land som vores.

Æret været Björns minde!

Gert Selmer Jensen, Sören Tolsgaard, Karsten Aaen og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

@Gert Selmer Jensen

"Det skal dog ikke udraderer hans bedrifter udi musikken, og hans holdninger i øvrigt."

Godt så;) - og såvidt jeg forstår kæder filmen "paradokset" sammen med faderens vold og moderens svigt, som gjorde ham sårbar, flygtig og ensom på det personlige plan; meget sigende er hans største musikalske succes vel 'Sång Till Friheten' -

https://www.youtube.com/watch?v=9w1lCmXblKQ

Et budskab, der også runger historisk i en af hans sidste moderne folkeviser, 'På Mäster Olofs Tid' -

https://www.youtube.com/watch?v=bBy618hWeMg&list=PL60C6DD500E9D8C64

Gert Selmer Jensen

Søren Tolsgaard-23:31-
Jo, jeg ser en klar linie tilbage til en opvækst, med faderlig vold og moderligt svigt. Og det kan jo være næsten umuligt at lægge fra sig i èn menneskealder.
Men et interview, med hans datter, adskillelige år efter hans død, gav indtryk af et dybt såret menneske, ude af stand til at tilgive. Så det må have været slemt. Og på den måde kan man sige
at det store svigt er videregivet. Og det er sørgeligt. Ringen burde have været brudt, om menneskeligt muligt. Afzelius`s Bedrifter har haft sin pris. Og selvom de har været store, synes
jeg også bagsiden af medaljen skal med.
Og nu sætter jeg, "Mit Hjårtas Fågel", på grammofonen. For det er stort.!

Sören Tolsgaard

Ringen af vold og svigt synes dog brudt, idet Afzelius ganske vist var flygtig og uansvarlig i forhold til kvinder, men - om end ofte fraværende - synes at have næret umådelig omsorg for sine børn (døtre), som han trods sine mange eskapader vistnok kun efterlod to af.

Det er nærliggende at sammenligne med en anden jubilerende vandbærer og musiker, Bob Marley, som ligeledes havde en karismatisk position - politisk og spirituelt - samt et løsagtigt forhold til kvinder - det ligger unægtelig ofte til den maskuline førerskikkelse, en urgammel drift, som kun i bedste fald kan tøjles af karakter og/eller en stærk partner. I Marleys tilfælde - og som stadig udbredt i den tredje verden - resulterede det i talrige børn med et uoverskueligt antal kvinder, hvilket den kølige svensker Afzelius vel tilstræbte at undgå.

Selv om vi ikke kan videregive alle erfaringer til næste generation, som må gøre deres egne, synes livets cyklus dog baseret på viljen til at formidle dem. Ifølge Wikipedia var Bob Marleys sidste ord til sønnen Ziggy: "Money can't buy life", mens Björn Afzelius i "Tanker ved 50" nedfældede denne lære:

Femtio fyllda, med fullvuxna barn
På väggen hänger trofeer på rad
Men guldskivor har inget värde för den
Som är ensam igen..

https://www.youtube.com/watch?v=HUwOdTQ1cGc

Og med afslutningsordene i "På Egna Vingar" forvandlede bondesønnen, opkomlingen og knudemanden på smukkeste vis sin personlige kamp til et eviggyldigt budskab til sin datter - samt til os alle:

Vad fick du med dej ifrån mej?
Vad hann jag nå'nsin lära dej?
Kanhända det att jag älskar dej,
långt mer än jag nå'nsin älskat mej;
Också nu, när du är nitton år?

Kanske du minns dom ord jag sagt
om hur man får en rofylld natt?
Man känner på sej i sin själ
om nå't man gjort en dag var fel;
Långt innan man blir nitton år.

Så flyg, min älskling, flyg iväg.
Känn hur din egen vinge bär.
Var som du är, varthelst du går,
det är mitt allra sista råd;
Trots att du nu är nitton år.

https://www.youtube.com/watch?v=RY_6gjJUHEk

Gert Selmer Jensen

"Vingerne", erhverves, eller demonteres, længe før det 19. leveår. Sørgeligt men sandt. Uendelige
forsøg på at "rette op", i 24. time, har sjældent båret frugt. Det er her en grundfæstet "Karakter",
kan gøre forskellen. Der findes også maskuline førerskikkelser, med en stærk karakter.
Jeg erkender også, at det måske endda er undtagelsen, snarere end regelen.! Clinton-Kennedy-
Kahn-Kissinger-Krag-Hendricks-Jagger, etc. etc. , listen er lang, nærmest uendelig. Kendetegnende for dem alle, er at de tror de kan gå på vandet, og iøvrigt er hævet over enhver hen-
syntagen til deres omgivelser/mennesker. Måske lyder som en moralist her, men jeg har det bare
ikke godt, med den ovennævnte selvopfattelse.! Den er mig i den grad imod.
Men fred være med Afzelius, så slem var han måske heller ikke.
Endeligt, du kan gøre hvad du vil, du skal bare ikke blæse og have mel i munden samtidigt.