Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Vi venter på det europæiske forfald

På tysk initiativ havde en fælleseuropæisk dramaserie i aftes premiere på DR og flere andre tv-stationer på kontinentet. Europa ville have en bid af den danske dramasucces. Men skal man nødvendigvis give folk det, de beder om?
Dramaserien ’Mord uden grænser’ kunne få os til at se det europæiske forfald i øjnene, men det kræver, at karaktererne ikke bare er genbrugte karakterer fra bl.a. ’Rejseholdet’ og ’Ørnen’. Foto fra serien: Frederic Batier
Kultur
23. februar 2015

Vi er vidner til den vestlige verdens selvmord i DR’s nye dramaserie Mord uden grænser. Menneskelivet er i sig selv reduceret til en vare, der handles over grænser og stuves sammen i et gammelt hotel, hvor sexindustriens og fødevareindustriens slaver bor dør om dør – og dør. Et slags drifternes motel. Alt sammen kontrolleret af en kriminalitet, der er grænseløs i både fysisk og moralsk forstand, men ikke påviseligt illegal. Lovens håndhævere står magtesløse over for den. Civilisationen nedbryder sig selv. Så hvis det var forestillingen om en fælleseuropæisk fortælling, producenterne havde i tankerne, da de tog initiativ til at skabe et fælles europæisk tv-drama, så er det lykkedes for dem. Et portræt af et samfund, der har frigjort sig selv fra værdier og ideologier. Men måske ikke et, vi har lyst til at være en del af. Og spørgsmålet er, om serien vil formå at få os til at se det som det selvportræt, det kan blive, fremfor bare at kaste et blik ned i samfundets bærme fra behagelig afstand.

Det første er det, som Nordic Noir har udviklet sig til at kunne, men kan det fungere i europæisk skala? Vi er blevet forvænte her i landet. Niveauet i danske dramaserier er gennem de seneste 20 år steget så markant, at de i nogle tilfælde kan måle sig med de amerikanske serielle samfundsportrætter, der ikke bare har to manuskriptforfattere, men 30, og som ikke bare har 30 millioner til produktionen, men 300.

Den succes har været med til at sikre, at DR kan udvikle nye talenter som Maya Ilsøe, der står bag den roste Arvingerne. Det er i lyset af dén succes og dén udvikling, vi bedømmer DR’s nye dramaserie, Mord uden grænser, der havde premiere i aftes.

Og så bliver skyggerne lange. Peter Thorsboe og Mai Brostrøm har skrevet manuskriptet til det paneuropæiske tv-projekt, der er initieret af en tidligere producent på ZDF og finansieret af en lang række europæiske filmfonde og tv-stationer – resten af Europa vil have Nordic Noir kastet ind i deres egne stuer. Men skal man nødvendigvis give folk det, de beder om?

Kriminalitet uden grænser

Det er den grænseløse kriminalitet, der spiller hovedrollen i serien. Mordene på fire litauiske kvinder afslører et netværk af organiseret menneskehandel, der er i berøring med alle samfundslag i flere europæiske lande – politifolk fra Danmark, Tyskland og Belgien skal samarbejde om opklaringen.

Allerede i første afsnit flytter mistænkeliggørelsen sig fra én person til ’noget større’, og vi kan sikkert vente os, at en hæsblæsende tur gennem den europæiske underverden fører os uventede steder hen.

En idyllisk alpehytte forvandles til et slagtehus, et gammelt hotel afsløres som bordel og sweatshop, og den øverste polititop forsøger at obstruere efterforskningen. Alt sammen filmet med Nordic Noirs veludviklede sans for det imposante panorama og med scenografien som medspiller.

Særligt vellykket er scenen, hvor den foreløbig mest interessante og velspillede karakter, belgiske Alicia Verbeek (spillet af Verlee Beatens), ses slæbe sin racercykel med ind på Antwerpens majestætiske politigård, der med sine overdimensionerede rum og døre konstant forsøger at få Alicia til at føle sig som den lillebitte kvinde, som hendes mandlige kollega og moderlige chef også opfatter hende som. Men hun lader sig ikke påvirke af, at dørhåndtagene sidder i skulderhøjde.

Hun cykler hen ad marmorgangene og hamrer sin knytnæve i de massive træborde.

Lettere komisk er det dog at se, hvordan man har beklædt væggene i konferencelokalerne på politigårdene med samme mørke træpaneler for at illudere, at politiholdene fra Danmark, Beligien og Tyskland sidder i det samme Nordic Noir-lokale, mens de taler sammen via videolink.

Vellykket skift fra land til land

Men det er selvfølgelig også det, der er udfordringen for denne serie: at få en historie, der foregår i forskellige nationer og befolkes af forskellige nationaliteter, til at hænge sammen. Men det virker faktisk, som om det er lykkedes for konceptuerende instruktør Kathrine Windfeld at få skuespillerne til henholdsvis at huske og glemme afstandene, alt efter hvad der er relevant for seriens plot og troværdighed.

Skuespillerne skifter fra belgisk til tysk til dansk og tilbage til engelsk, uden at det distraherer.

Efter første afsnit ligner Mord uden grænser en sammenklistring af forskellige udklip fra manuskriptforfatternes scrapbog fra tidligere succeser: Livvagterne, Ørnen og Rejseholdet. Karakteren Alicia Verbeek er Cecilie Stenspils karakter Jasmina El-Murad fra Livvagterne: Hun er drevet af sin indre indignation og ikke af institutionaliseret lov og ret. Hun er antiautoritær og antifeminin.

Danske Harald Bjørn (Lars Mikkelsen) er en sammensmeltning af Jens Albinus’ karakter Hallgrim Hallgrimsson fra Ørnen og Lars Brygmans Thomas La Cour fra Rejseholdet: Han har naturlig autoritet, er veltrænet som en jægersoldat, mystisk og intellektuel humanist og suppleres af en hustru, der er retspsykiater og dermed kan bidrage med stærke profilanalyser som »Enten er en gerningsmand drevet af begær, eller også er det noget andet.«

Tyske Jackie Mueller (spillet af Jasmin Gerat) er Charlotte Fichs Ingrid Dahl fra Rejseholdet. Hun er den kvindelige mellemleder, der arbejder for meget, så det går ud over hendes familie. Ingrid Dahl er splittet op i to: Muellers kriminalassistent er blevet placeret i efterforskningen af sin far, Müllers overordnede. Så er nepotismen, den evige jagt efter anerkendelse og det problematiske faderforhold også på plads.

Adskillige af de andre karakterer kan også genfindes i forfatternes bagkatalog. De taler bare mærkeligt. Så her har europæerne indtil videre fået, hvad de bad om: et sammenkog af danske tv-succeser med europæisk krydderi.

Og hvad så? Kunne man med rette spørge. Hvis skabelonerne fungerer? Og det er helt rigtigt.

Men det er først, hvis karaktererne får lov til at overskride tuschstregerne, det begynder at blive relevant som andet end en krimiserie med mørke træpaneler.

Det er dét, der bliver interessant at følge i Mord uden grænser: om kriminalitetens grænseløshed og civilisationens selvmord får lov at smitte af på karaktererne, så vi kan se det europæiske forfald lige i øjnene.

’Mord uden grænser’, afsnit 1: DR1 i går kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Einar Carstensen

Kan vi ikke slippe for undertekstede undertekster. Bynavne optræder to gange på skærmen HVER gang, det er da at tale ned til seerne.
PS der taler flere sprog end anført i artiklen, jeg hørte også svensk.

Jørgen Christian Wind Nielsen

Hvor er det dejligt med en tv-serie, der afspejler den europæiske virkelighed: Den sproglige mangfoldighed. Lad os få mere af det!

Torben Nielsen

Mobildækningen er ret god på bjerget.