Læsetid: 4 min.

Vind og skæv i L.A.

Paul Thomas Andersons ’Inherent Vice’ er en labyrintisk og underholdende, men også lidt for selvoptaget skildring af paranoia og stofkultur i Los Angeles i 1970
12. februar 2015

Inherent Vice, titlen på den amerikanske instruktør Paul Thomas Andersons nye film, er også et juridisk og forsikringsmæssigt udtryk, ’iboende fejl’; det beskriver en genstands indbyggede defekter, altså det, man må kunne forvente naturligt sker med genstanden. De eksempler, der bruges i filmen, er mælk, som bliver sur, og smør, der smelter. Den slags er til at forudse, og det kan man ikke bagefter klage over.

I filmen, der er baseret på en bog af enigmatiske Thomas Pynchon, beskriver udtrykket også hovedpersonen, privatdetektiven og hippien Larry ’Doc’ Sportellos (Joaquin Phoenix) smukke ekskæreste, Shasta (Katherine Waterston). En dag står hun i hans stue og vil have ham til at hjælpe sig med at forhindre hendes elsker, byggemagnaten Michael Wolfmans (Eric Roberts), kone i at tvangsindlægge Wolfman for at få kontrol over hans formue. Doc kaster sig over sagen velvidende, at Shasta til forveksling minder om den slags femmes fatales, man kender fra film og skal være forsigtig med. Snart er han da også involveret i en mere og mere uigennemskuelig sag, hvor hvert nyt navn og spor bringer endnu et navn og spor på banen, og ligesom Doc er også publikum snart ganske rundtosset og forvirret.

Udsyret fætter

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at scenen for Inherent Vice er Los Angeles i 1970, hvor stoffer og paranoia er en del af hverdagen. Doc selv ryger en del hash og sniffer lattergas – han har kontor på en lægeklinik – og ser ikke altid tingene lige så klart, som han måske burde. (Er filmens fortæller, Sortilège, der spilles af Joanna Newsom, f.eks. ikke bare en af Docs hallucinationer?)

Det er vist heller ikke for alvor meningen, at man skal kunne følge med i handlingen i Inherent Vice, der ud over Thomas Pynchons forlæg trækker veksler på alt fra Raymond Chandlers kriminalromaner og Billy Wilders Kvinden uden samvittighed til Roman Polanskis Chinatown, Cheech og Chongs stenerkomedier og Coen-brødrenes The Big Lebowski.

Faktisk er Inherent Vice en slags udsyret fætter til The Big Lebowski, der i forvejen var ganske tosset, og der er øjeblikke af regulær falde på halen-komik, når Doc – Paul Thomas Andersons Dude – igen og igen bliver slået ned eller støder sammen med den hårdkogte kriminalinspektør Christian F. Bjornsen (Josh Brolin), kaldet Bigfoot – muligvis fordi han tramper på alt og alle, han kommer i nærheden af.

Kulørte figurer

Men der er også melankoli og smerte i Paul Thomas Andersons film, som der er det i alle hans film – fra Boogie Nights og Magnolia til There Will Be Blood og The Master – og en underliggende, besk samfundskritik. Den morderiske Manson-familie nævnes flere gange i Inherent Vice, der foregår på et tidspunkt, hvor hippietidens optimisme og kærlighed er afløst af vold, korruption, frygt og lede, ikke mindst takket være Altamont, krigen i Vietnam og voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. Ingen kan man stole på, da slet ikke myndighederne, og alle synes at have skjulte motiver og være en del af en gigantisk sammensværgelse – FBI, forretningsfolk, narkosmuglere, tandlæger, nynazister – der gør det svært for godhjertede idealister som Doc.

Til at begynde med er det sjovt at fare vild i Inherent Vices labyrintiske handling sammen med Doc, ikke mindst fordi tidsbilledet er så overbevisende, lydsporet så inspirerende – både Jonny Greenwoods originale musik og sangene fra dengang, blandt andet af Neil Young, som også har tjent som inspiration for Doc-figuren – og skuespillerne skaber så stort og kulørt et galleri af mindeværdige personer.

Ud over de allerede nævnte skuespillere dukker også Owen Wilson, Benicio Del Toro, Martin Short og Reese Witherspoon op og gør det hele lidt sjovere.

Kreativt kviksand

Inherent Vice er om noget et brillant snapshot af en stemning og en tid lige efter et kulturelt og samfundsmæssigt paradigmeskifte, som har rystet de fleste i deres grundvold. Det er forførende nemt at fortabe sig i de flotte detaljer i form af kostumer, rekvisitter og det fantastiske produc-tion design, der rammes smukt ind af Robert Elswits kamera, ligesom det er underholdende at følge Doc og hans forsøg på at redde sig selv ud af det kviksand, han er havnet i.

Men filmen, der varer 148 minutter, går efter nogen tid i stå – eller bevæger sig i ring – og bliver monoton i sin insisteren på ikke at have retning eller stringent plot.

På sin egen idiosynkratiske og indimellem lidt for selvoptagne facon er Paul Thomas Anderson i gang med i sine film at fortælle historien om det moderne Amerika med iboende fejl og alting. Det ville dog have været nok med 120 minutter – eller måske endda blot 90 minutter – til at indånde røgen fra denne filmiske joint rullet af en af USA’s mest begavede og eksperimenterende filmskabere.

’Inherent Vice’. Instruktion og manuskript: Paul Thomas Anderson. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu