Læsetid: 3 min.

Vise for en forsvindende mand

Med ’Mennesker bliver spist’ er Erik Clausen på hjemmebane. Ja, faktisk er hans hovedperson – spillet af ham selv – så meget på hjemmebane, at ingen rigtig længere lægger mærke til ham. Det er der kommet en ganske vellykket film ud af
Det hele begynder at smuldre for automekanikeren Herluf – eller Luffe, som hustruen kastrerende kalder ham. Og en dag ender han med at forsvinde.

Det hele begynder at smuldre for automekanikeren Herluf – eller Luffe, som hustruen kastrerende kalder ham. Og en dag ender han med at forsvinde.

Nordisk Film

26. februar 2015

Vi er plantet midt i den gennemsnitlige del af nationen, i det pæredanske Danmark som Erik Clausen både har forsvaret og angrebet.

I middelklassen som har vokset sig stor og velnæret i det danske koryfæs levetid, i den klasse som huser så mange, der har mistet forbindelsen til egne arbejderklasserødder. Hvor kaffen stadig er socialt bindemiddel, og alkoholen er smørelsen, der kan få det hele til at glide lidt lettere og lunere. Dér ude i parcelhusene, hvor ægteparrene er gledet godt og gevaldigt fra hinanden. Det er der plads nok til, efter at ungerne er flyttet hjemmefra. Også hos automekanikeren Herluf (Clausen) og socialrådgiveren Ingelise (Bodil Jørgensen). Han har ikke flyttet sig en millimeter og hygger/nosser bare rundt i sit lille, uendeligt lille hjørne af verden. Hun har fået sig en yngre, veltrimmet elsker på kontoret. Blomstrer, mens han visner.

Han lugter af mug udbryder Ingelise en aften, hvor hun ikke vil knalde. Den arbejdsløse, designeruddannede datter Gitte (Lærke Winther) er dødtræt af at høre hans fortærskede historier om arbejdslivets velsignelser. Og den kommende – tredje – svigersøn Malthe (Rasmus Botoft) synes vist bare, at han er udannet og ynkelig. Clausens Mennesker bliver spist er en vise for en forsvindende mand. Om en mand der holder af simple fornøjelser i livet. At nusse i drivhuset, at fikse en bil, at holde af sin kone. Og at gå tur med hunden, hvis han ellers måtte få sådan en.

Angsten derinde

Det hele begynder at smuldre for Luffe – som hustruen kastrerende kalder ham – ikke mindst erindringen. Da han glemmer at montere et bremsekabel, bliver han tvunget til sygemelding fra værkstedet. Og så ender han med for alvor at forsvinde, faktisk helt til Polen.

Hans forsvinden bliver hurtigt til et anliggende for nabolaget og for familien, og Erik Clausen benytter sammen med sin datter og medmanuskriptforfatter Louise Clausen krisesituationen til at hele gamle sår og afklare misforståelser i omgangskredsen. Alt imens Herluf hjælper sine nye venner i Polen, hvor der er fattigt og slagfærdigt. Der kæmpes også for et materielt bedre liv på en indædt måde helt modsat Danmark, hvor vi vist mest er bange for at miste. I hvert fald er vi alle sammen pissebange deroppe, bemærker den ene polak, som bruger Herluf på sit værksted. I det hele taget er angsten inde bag komforten en grundtematik. Mænd er nogle skvat, bemærker Herlufs veninde: »De ved ikke, hvad de vil. Og når de så finder ud af det, så tør de ikke.«

Mennesker bliver spist har således en ærligt talt ret rørende elegisk tone, fordi den kommer til at handle om det tabte, de missede muligheder, dagene der drukner i nærsynede gentagelser, hvor vores elskede glider mere og mere i ét med det slidte interiør. Og så er det alt sammen pludselig for sent.

Kærlige lussinger

Vi overværer et drama om at hænge i livet med det yderste af fingerspidserne. Men det foregår selvfølgelig med et clausensk lune, hvor der uddeles kærlige lussinger til pæredanskerne. En privat eftersøgning af Herluf i det lokale vådområde er mere en social begivenhed og en undskyldning for at drikke en Gammel Dansk.

Ikke alle dialoger eller punchlines er lige skarptslebne, og ikke alle mål for komikken er lige overrumplende. Nicolas Bro får således med slet skjut væmmelse sagt: »Du kyssede én fra Dansk Folkeparti.« Ja ja, sølvræven kan stadigvæk lange ud efter højrefløjen. Men det er nu mest af alt komisk staffage på en grundlæggende både tragisk og tilgivende historie.

Jeg ville ønske, at soundtrack-musikken ikke var så udglattende, at den ikke insisterede på at trisse rundt om fortællingen og love os jovial underholdning, og at det alt sammen nok skal gå. For der gemmer sig en eksistentiel kniv i filmens hyggelige pudevår. Og den stikker dybt.

Under rulleteksterne – hvor Kim Larsen synger om, at festen er forbi – efterlades man med fornemmelsen af at have overværet en mand finde sig til rette i afskeden. Det har sat sig som en serie dvælende langsomme, dybt vemodige klaverakkorder, der ikke er blevet spillet højt i filmen, men er blevet afviklet ganske tyst på vores følelsesregisters tangenter.

’Mennesker bliver spist’ Instruktion: Erik Clausen. Manuskript: Erik Clausen og Louise Clausen. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu