Læsetid 5 min.

Voksenliv med sarkastisk schwung

Stine Pilgaard erstatter den småforkælede, ungdommelige hjertesorg fra sin perlende debutroman, ’Min mor siger’, med en lidt ældre, brydsom hverdagslykke i efterfølgeren ’Lejlighedssange’ og holder virtuost charmen oppe hele vejen
Jegfortælleren i Stine Pilgaards nye roman skriver lejlighedssange til sine naboer, som skaber sammenhæng og mening i både deres liv og for en stund i hendes eget.

Jegfortælleren i Stine Pilgaards nye roman skriver lejlighedssange til sine naboer, som skaber sammenhæng og mening i både deres liv og for en stund i hendes eget.

Jakob Dall
20. februar 2015

Om det var scenen, hvor fortælleren blamerer sig til personalefesten på det ugeblad, hvor hun arbejder – ved at danse tæt med den clairvoyante brevkasseredaktør fra ’John ser alt’ – der gjorde udslaget, eller om det var den ømme scene, hvor hun og kæresten betuttede flytter ind i voksenlivet i egen andelslejlighed i en århusiansk forening, hvor man kommer hinanden en hel del ved, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg ret hurtigt måtte overgive mig til Stine Pilgaards anden roman Lejlighedssange, og det i en grad så jeg, forstenede eksilårhusianer, på det nærmeste fik lyst til at flytte hjem til Århus.

Pilgaards jegfortæller er sidst i tyverne og vil vistnok gerne skrive bøger, men skriver for tiden mest horoskoper til ugebladet, og så producerer hun i en lind strøm titlens lejlighedssange til alle naboernes mærkedage. Disse to fordringsløse genrer, horoskoperne og sangene, bruger Pilgaard behændigt til at strukturere sin roman. Hvert af de 12 kapitler indledes med et af fortællerens horoskoper, hvis komiske og fuldstændig arbitrært udseende forudsigelser kobles løst ind i det følgende kapitel. Jegfortællingen er holdt i dramatisk nutid og flyder charmerende og nogenlunde kronologisk fremad gennem fortællerens hverdag, indsvøbt, som den er, i de mere eller mindre forpligtende fællesskaber, som andelsboligforeningen, familien, venskaberne, arbejdspladsen og ikke mindst parforholdet udgør.

Pilgaards prosa ligner sig selv fra debuten, letbenet og humoristisk, båret af præcise iagttagelser med sarkastisk schwung og morsomme, mundrette dialoger. Livet i andelsboligforeningen med generalforsamlinger, fællesspisning og arbejdsdage fylder godt op, men i skarpe associative lynsnit får Pilgaard, f.eks. via en gåtur rundt om Brabrand Sø med en barndomsven, trukket et frisk spor gennem fortællerens opvækst, fra talepædagoger over tandbøjler til Thelma og Louise. Glimtene balancerer sentimentaliteten perfekt og underbygger troværdigt fortællerens stemme.

Undervejs tages der kærligt knald på alle kulturens tykkeste klicheer med en teknik, som drypvis – f.eks. i de ret kostelige scener mellem fortælleren og hendes noget mere romantisk anlagte søster – kan minde om en radikaliseret udgave af Min bedste vens bryllup (uden konform lektie på bundlinjen!), men der er mange grunde til, at Lejlighedssange hæver sig højt over de romantiske komediers metervare.

Hygge og heteronormativitet

En grund er den underspillede tilstedeværelse, som fortællerens kæreste, der udelukkende omtales i kønsneutral anden person (’du’), har gennem hele romanen. Det giver en fin åbenhed og kaster lys over, hvordan sociokulturelle kontekster som køn og seksualitet farver vores syn på mennesker mere, end vi er bevidste om, at kærestens køn ikke lader sig afgøre med grammatisk sikkerhed. Selvom romanens afdækning af, hvordan diverse ’normaliseringsmekanismer’ i al deres velmenende ensporethed virker gennem nære relationer, mest peger på, at det er en pige.

En anden er, at kapitlernes lette, narrative flow brydes rytmisk af i alt 24 sange. De sange, der møder læseren, er nemlig ikke de rimede bestillingsarbejder, f.eks. på melodien fra Anne Linnets »Forårsdag«, som fortælleren i fiktionen flittigt skriver til (selv om det også kunne have været sjovt at læse bare en enkelt af dem), men små, delikate prosastykker, ’Sang om vandfald’, ’Sang om hygge’, ’Sang om synder’ o.s.v., hvori fortællingens tid fryses for et minut. Omtrent hver anden adresserer parforholdet, den svære tosomhed, hvor hverdagens fysiske nærhed og eksistensens åndelige afstand mellem mennesker ever so slowly tager livet af selv den hedeste passion, men (måske?) efterlader en sprød kærlighed, man kan leve længe på. De øvrige stiller skarpt på andre aspekter af fortællerens omverdensrelationer og afdækker deres lige så uvægerlige dobbeltbundethed. Hendes maniske snakkesalighed, som er svanger med tavshed, og den muntre antropologiske nysgerrighed, hvormed hun knytter sig til folk, men som også tegner afstanden til de andre op. Eller de turnerer behændigt det konforme forventningspres fra familie og venner, krav om hygge, høflighed, mange undskyldninger og almindelig heteronormativitet, og frem for alt formeringskravet, der som bekendt intensiveres ved indgåelse af fast, voksent parforhold.

Hvis de ’Monologer fra en søhest’, som afbrød fortællingen i Pilgaards muntert selvudleverende debut Min mor siger, blev lidt trættende i deres monomane eks-tematik (’åh, alle mine ekselskere, som har formet den jeg er’), og i nogen grad føltes som noget navlepilleri, der skulle overstås, så man kunne komme tilbage til den kækkere historie, fungerer lejlighedssangens figur her sprudlende som Pilgaards passage fra den sarkastisk selvcentrerede ungdomsroman til den mere komplekse kollektivroman.

Fine, røde tråde

Det er gennem sin sangskrivergesjæft, at fortælleren møder sine naboer, netop når de står over for vigtige livsbegivenheder: »Mine vers spandt en lille rød tråd i folks liv og skabte den sammenhæng, de ledte efter. De kunne se hinanden i øjnene og sige, at intet kunne have været anderledes, selv om alt kunne have været anderledes, og ingen mening fandtes.« Det raffinerede er imidlertid, at efterhånden som naboernes historier indtager romanen, spindes de fineste røde tråde på kryds og tværs mellem fortællerens og alle de fortællende naboers historier – og mellem historierne i historierne – for den brogede naboskare giver os både græske rapsoder, skagensmalere og islandske skjalde med i købet. I de sange, som bryder nutidsfortællingen, trækker fortælleren netop de røde tråde, som andre menneskers historier forsyner hende med, op gennem sit eget liv og samme flygtige meningsfylde, som hun tilskriver sine lejlighedssange, får lov at opstå i hendes eget liv – og fordufte igen, men ikke uden at efterlade et ømt ekko, som hun og vi kan tage med os videre.

Selv om den er besnærende letlæst (min datter på snart 12 samlede den op fra køkkenbordet, og var også godt underholdt) og stiller sig uprætentiøst an, så er der masser af kunstnerisk formgivning, kompositoriske koncepter og litterære referencer på spil i Lejlighedssange. De virker bare uden at knirke, fordi form og indhold i denne roman går op i den smukkeste enhed. Sammen med hendes uforlignelige øre for det talte, danske sprog og sansen for den sarkastiske drejning af enhver situation, kan Pilgaards kunstneriske subtilitet godt illudere ukunstlet ’lige ud ad landevejen-prosa’, men her skal man ikke lade sig narre. Det, Stine Pilgaard præsterer er langt sværere end at skrive en god lejlighedssang.

Stine Pilgaard: Lejlighedssange. Samleren. 200 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
    Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu