Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Arkitektur som civilisationens affald

Det er rendyrket civilisationsmelankoli, når den tabte verdens arkitektur fortæller historien om fremtiden, der aldrig blev. To film tager fat i det tomrum, der opstår, når en epoke tjekker ud, og en anden ikke får fat
Filmen ’Grande Hotel’ er rendyrket arkitektonisk kolonikitsch. Det fine luksushotel i Mozambique fik en kort levetid og står nu tilbage som rå beton. Foto fra filmen
Kultur
20. marts 2015

En ung kvinde står bøjet over en zinkbalje fyldt med vand på et råt betondæk i et stort åbent rum. Det ligner en byggeplads, hvor alt er gået i stå. En lille nøgen dreng sidder i vandet. Hun vasker med hurtige bevægelser hans ansigt, arme og ryg. Og løfter ham så op af vandet, så kroppen kan tørre i den varme luft. En kvinde kommer slentrende forbi og giver ham et forsigtigt dask i numsen og griner for sig selv, mens hun roligt går videre.

Scenen udspiller sig i havnebyen Beira, Mozambique. Nærmere bestemt i ruinerne af Grande Hotel, der stod færdig i 1955 som et luksuriøst badehotel og kasino for den portugisiske kolonimagts overklasse. Her muntrede vestlige politikere og filmstjerner sig, når de en sjælden gang forvildede sig til Mozambique. Filmen af samme navn, Grande Hotel, fortæller historien om de skæbner, der har skabt sig et hjem i bygningen, efter den blev forladt af portugiserne. Hotellet er en hvid elefant, et megalomant projekt, der ikke overlevede længe.

Allerede få år efter Grande Hotel blev indviet, måtte det lukke. Det er grundlæggende født som et misfoster.

Det moderne og det antikke i en perfekt symbiose, som hotellets sort/hvide reklamefilm fra årene omkring hotellets åbning stolt proklamerer. Rendyrket arkitektonisk kolonikitsch. Grande Hotel fortæller historien om Afrikas tragiske skæbne som offer for kolonitidens udnyttelse og billedet på det moderne, som portugiserne gennemtvang.

Fanget i fortiden

Mozambique var under portugisisk kontrol frem til 1975. Systemskiftet tvang mange af de portugisiske indbyggere ud af landet og Grande Hotel blev som symbol på kolonitiden hurtigt indtaget af lokale.

I det fattige land, hvor alt har værdi, gik der ikke længe, inden bygningen blev pillet fra hinanden og solgt. Døre, fliser, lister og lofter pillet ned og fjernet. Selv skruer og søm kunne sælges. Gulvene brækket op og rørene fjernet, glasvinduer forsigtigt afmonteret og solgt på det lokale marked. Alt inventar og møbler led samme skæbne. Det, der ikke blev solgt, endte i velhavende politikeres eller embedsmænds hjem. Der er intet skrald, for alt, der kan brænde, bruges til at lave bål til mad.

Tilbage står nu et komplet afpillet betonskelet strippet for den fernis af den civilisation, som kolonitiden mente at tilbyde det afrikanske land. Grå betonsøjler og dæk står tilbage som de sørgelige rester. Og selv de bliver langsomt nedbrudt, for betonstykker kan sælges, og de mange mennesker, der bor i ruinen mangler desperat penge. Træer og buske nedbryder langsomt bygningen, når de trænger ind med deres sejlivede rødder og flår betonen op. Sådan ser den absolutte fattigdom ud for de op mod 2.600 mennesker, der bor i det store byggeri.

Grande Hotels beboere er håbløst fanget i en fattigdom, hvor en simpel sivmåtte udgør en seng. Et hjørne af bygningen læ for natten. De drømmer om at kunne forlade hotellet, men det er umuligt. Filmen gør ikke noget forsøg på at vise skønheden i forfaldet. Den forsøger at fange den nærmest apatiske tilstand, beboerne er i i deres fangenskab. Den skildrer beboernes hverdag i et spøgelsesbyggeri, der mere end noget andet rummer den tragiske historie om et land og en befolkning, der ikke fik en chance for at blive en del af det 20. århundreds fremskridt.

Detroit, den vilde by

I en anden ende af verden, findes endnu et af de steder, hvor den fejlslagne modernitet lovede fremgang for de mange, men endte med at afvikle muligheder for de fleste. Forfaldet er som i Mozambique for længst sat ind. Filmen Detroit Wild City sammenligner Detroit i dag med Berlin i 1945 efter de allieredes bombardementer efterlod store dele af byen i ruiner. Men det er ikke bomber, der er faldet over Detroit, men derimod en ødelæggende krise født af en gennemgribende omstilling i økonomien, der har fjernet industriarbejdspladser i hobetal uden at erstatte dem med nye.

Detroit var den amerikanske bilby nummer et. Et epicenter for Ford-ismen i Amerika. Detroits fabrikker var indbegrebet af den industrielle civilisation, hvor penge og videnskab i forening skabte det fremgangsrige USA. De store bilfabrikker producerede designikoner på stribe som symbol på den individuelle mobilitet og kulturelle frisættelse som amerikansk kultur promoverede.

Hele byen Detroit var en højeffektiv maskine. De mennesker, der boede og arbejdede på byens fabrikker, var en del af maskinen. Charlie Chaplins film Modern Times er en komedie, der spidder livet som fabriksarbejder ved samlebåndet i de store industrikomplekser. Der var rigeligt med arbejde, men kollapset og den personlige deroute lurede altid lige om hjørnet.

Detroits nedtur begyndte allerede i slutningen af 1950’erne. Som industriby var Detroit koloniseret af den økonomi, der fordampede under de økonomiske kriser. Detroit er nu en postindustriel by. Der lever kun halvt så mange mennesker i Detroit i dag. som da byen toppede i 1950’erne. Resultatet af affolkningen er tydelig. Tomme fabriksbygninger og boligområder i dybt forfald så langt øjet rækker. I de uberørte områder æder naturen sig langsomt ind på husene og omdanner store områder til en særegen industriel bynatur, hvor dyr pludselig igen kan leve. Som et desperat forsøg på at skabe fremgang i byen opførte Henry Ford II i 1977 det såkaldte Renæssance-center i Downtown Detroit. Samlet set var byggeriet på næsten en halv million kvadratmeter kontor og butikker. Et bygningskompleks så stort, at det har sit eget postnummer. Ford ville trække nye virksomheder til byen, men endte blot med at tømme omkringliggende bygninger for virksomheder, der så stod tomme tilbage og langsomt blev til en ruinby. Det er historien om afvikling midt i udviklingen. Detroit er blevet selve sindbilledet på det USA, der i tiden før og lige efter Anden Verdenskrig løftede den brede middelklasse ud af fattigdom og gav den tag over hovedet. Men vendte den ryggen, da krisen for alvor tog fat.

En ny by rejser sig

I modsætning til havnebyen Beira er Detroit langsomt ved at genrejse sig. Men ikke på grund af et økonomisk opsving. Læren fra Detroit er, at når en form for fællesskab kollapser omkring en økonomi, så giver det mulighed for at nye langsomt opstår. Nye generationer flytter til byen på jagt efter et sted at bo, som de har råd til. De forsøger som pionerer at skabe en ny by, der bygger på ruinerne af den industrielle by. De forsøger sig med små økologiske landbrug midt i de store forstadskvarterer. De samler sig i små fællesskaber der koloniserer den verden, der ellers var tabt. Det er filmens forsonende budskab. At på trods af den gennemførte tristesse, så finder krise-generationen en måde at skabe mening på og rejser en alternativ bymodel på resterne af ruinbyen. En slags selvgroet økonomi uden for den økonomi, der brutalt flytter rundt på mennesker og arbejdspladser. De er steget af ræset og forsøger at skabe en modkultur til mainstream-økonomien i form af selvforsynende minisamfund. Det er både en afvikling af samfundet, nedbrudt til små enheder og en genopfindelse af det fællesskab, der forsvandt med de mange arbejdspladser og en økonomi, hvor den enkelte kæmper for sig selv.

De to film fremmaner et apokalyptisk billede af et samfund, der ikke kan rumme randeksistenserne. De er civilisationens affald og overladt til at prøve at skabe en eksistens på resterne af et kuldsejlet verdensbillede. Arkitekturen er det tavse vidne, der i sit forfald fortæller historien om den tynde fernis af civilisation, der hvert øjeblik risikerer at kollapse, når de økonomiske vinde vender.

Grande Hotel og Detroit Wild City er på hver deres måde en sentimental registrering af en forfaldshistorie, som modarbejdes af menneskers naturlige drivkraft efter at bygge og skabe, hvor intet er.

Grande Hotel, 19. marts kl. 17.30 på Louisiana Museum for Moderne Kunst Detroit Wild City, 22. marts, kl 15:00 i Dansk Arkitektur Center, København Copenhagen Architecture Festival finder sted 19.-22. marts i Aarhus og København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her