Læsetid: 2 min.

Ned i dagpengesumpen

Anna Friis’ anden roman, ’Himmelpletter’, er en om muligt endnu mere dæmpet affære end hendes debut. Den handler om to mennesker, som mødes på tværs af alder og knytter et venskab, som bringer dem begge videre
20. marts 2015

Den nyuddannede lingvist Silke er netop blevet forladt af sin kæreste og er ved at kvæles lydløst i den retningsløshed, som melder sig efter endt uddannelse og knuste familiedrømme. Samtidig har den otteårige Oliver mistet sin mor, og slås med både sin egen sorg og skyld og med sin indesluttede fars. Oliver har det svært i skolen, navnlig socialt, men på klasselærerens råd annoncerer hans far efter en lektiehjælper, som kan støtte hans lidt haltende læseindlæring, og den arbejdsløse Silke slår til.

Himmelpletter er en sympatisk historie om nogle af de former, sorgbearbejdelse kan tage. Bogens tredjepersonsfortæller skifter mellem Silkes og Olivers perspektiv, og den sproglige stivhed, som prægede debuten, er langt hen ad vejen løsnet op. Små irriterende manerer (såsom den mekaniske gentagelse af hovedpersonernes fornavne: »Olivers far, der bøjer sig ned og putter dynen om Oliver, og Oliver, der kan se, hvordan Olivers fars blik falder på fotoet på væggen«), opvejes af større variation i syntaksen og fine små observationer, som indfarver situationerne med stemning, mest i blå og grå nuancer, men af og til og navnlig hen imod slutningen krydret med lidt velgørende temperament.

Pligtskyldig anoreksi

Selvom der er gribende indslag i passagerne, der er båret af Olivers vinkel, har jeg personligt lidt svært ved at tro på denne figur, hvis stemme aldrig kommer til at hænge sammen på tværs af gammelklogheder, hidsige vredesudbrud, og pludselige, kluntet placerede barnagtige misforståelser.

Så går det bedre med Silke, den udflydende, frygtsomme pige, som efterhånden burde være voksen med både kandidateksamen og et længere kæresteforhold bag sig, men som ikke rigtig er nået dertil. Pligtskyldigt har Friis givet hende en anoreksihistorie i bagagen for at understrege hendes blege hæmmethed, en psykologisk typekliché, jeg godt kunne have undværet.

Til gengæld er det et fint greb, at hun, ud over kærestesorgen, er sunket ned i dagpengesumpen. De fingerede readymades fra a-kassens informationsmateriale, som er drysset ud mellem kapitlerne, danner med deres energiske new speak-tone en effektiv kontrast til hendes modløst stille eksistens.

At de tilsvarende forsøg på at markere et perspektiv udefra på Olivers liv, løsrevne citater fra klassekammerater og brokker af graffiti fra skoletoilettet, slet ikke har samme virkning eller troværdighed, er symptomatisk for balancen i bogen som helhed.

Den lidt hammannske ambition, man mærkede i debuten, om at hudflette vor tids überiscenesættende, yngre menneske, er trængt i baggrunden i Himmelpletter, og det er godt, for den er svær at forløse uden en vis sproglig humor, og det er ikke her, Friis har sin styrke. Dialogen, som nok var debutens største akilleshæl, er mere sparsom i Himmelpletters mutte, dæmpede historie, hvilket også er en fordel for helhedsindtrykket, for forfatteren har stadig ikke ramt det talesprogsgehør, som gør en god romandialog – alt for ofte falder ordene uldent og utroværdigt mellem personerne.

Romanens styrke er den nænsomhed, hvormed den mimer især Silkes blege, sproglige eksistens, og dens greb om den mentale stivnen, som stor sorg fører med sig, samt historiens sympatiske opbyggelighed – skildringen af to tilisede sjæle, som imod alle odds, har held til at tø hinanden lidt op.

Anna Friis: Himmelpletter. Gyldendal. 152 sider. 199, 95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu