Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En digterspire fanget i det nyliberale samfunds bagside

Kenneth Jensen skriver let og koncentreret om at være digterspire uden uddannelse i provinsen
Kultur
20. marts 2015

Kenneth Jensens lillebitte roman Tragedie plus tid er af den slags, som kan læses ikke bare en, men også to og tre gange på et par timer. Den er god hver gang, men måske bedst den første. Der står dens korte billeder fra det ufaglærte arbejde på et jysk slagteri helt klart, uden patos og mudder. Der rammes man virkelig rent af bogens evne til at lade en skæbne opsummeres i et kort portræt, til at holde igen, til ikke at udpensle. Og også af, at den nok giver sin navnløse fortæller en forhistorie – et sted nævnes en ekskæreste, som dør – men ikke nogen udvikling

Tragedie plus tid sørger for, at der ingen bue er i hans liv. En tredjedel inde hører vi helt kort, at han har udgivet en bog og har kontakt med digtermiljøet, men så hører vi ikke mere om det. Det er som om, han ingen fremtid har, fortælleren, det afspejler sig i kompositionen. I stedet skriver han disse glimt, retningsløst, en digterspire fanget i det nyliberale samfunds bagside.

Han er blandt ufaglærte arbejdere, men den eneste solidaritet, de har tilbage, er den de har arvet fra en ungdom sammen:

»Han fandt vist en anden sofa, vi mistede kontakten, men det var som at se en gammel ven igen, da jeg begyndte på slagteriet. Vi har vores egen humor, den kan overstige det meste, leden i vores ungdom, livet der kedede os voldsomt i Arden, byturene på Futten og i Hobro, men humoren kan ikke altid overstige kødet, der nådesløst ankommer inde fra skærestuen, og nu står vi igen og udfører akkordarbejde for en latterlig lav timeløn.«

Som man kan se, er det ikke fordi, Tragedie plus tid ikke skriver om de ringe forhold, fuskeriet med det gamle kød og de nedslidte kroppe. Faktisk fylder det en del i bogen, men det er alligevel ligesom ude af fokus. Alle ved det jo, ingenting ændrer sig, hvorfor så gå op i det. Det er den stemning, der er i romanen, det er stærkt gjort.

Koket stil

Der har været andre virkelig gode beskrivelser af ufaglært arbejde i dansk litteratur de sidste par år – Kristian Bang Foss’ Stormen i 99, men måske især Jonas Rolsteds Flex Death – men Kenneth Jensen har sin egen, lakoniske resignation.

Tragedie plus tid skifter gear hen mod sin slutning. De ti sidste sider er løsrevne erindringsglimt fra barne- og ungdomsårene, fem eller ti linjer fra bedsteforældrenes gård, om søsteren, der giver en lussing, sære venner. Her kommer der også noget koket ind i Kenneth Jensens stil, som man især mærker ved anden eller tredje gennemlæsning. Se bare:

»Jeg siger til Gina, at hun har været som en mor for mig. Venner er der jo for hinanden, svarer hun. Det er til hendes fødselsdagsfest. Ham der går ind bag muren hedder Yusuf. Han er lige konverteret og flytter senere til Tyrkiet. Af en eller anden grund kalder vi ham stadig Henning.«

Fra mor til venner, fra Yusuf til Henning. Ser man længe nok på en tekst som den her, så får man det som om, den er mere optaget af at lave små vrik med halen end af at tegne en skarp scene. Så kan man mærke, hvordan den prøver at være så finurlig som muligt, at den lefler for læserens lille kluk i halsen.

I virkeligheden løber den glæde ved det finurlige, ved den sjove scene, som med få ord kan gives et ekstra vrid, gennem hele bogen. Den dukker op som en svaghed for anekdoter – om den gang, man kom til at slagte en fuldblodshest, om den gang Simon Grotrian ringede midt i arbejdstiden. Ikke at de ikke er sjove, Kenneth Jensen forstår at levere, selvfølgelig klukker man lidt. Men det stærke i Tragedie plus tid ligger i det retningsløse og lakoniske. Det er det, man tager med sig.

Kenneth Jensen: Tragedie plus tid. Antipyrine. 64 sider. 120 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her