Læsetid: 4 min.

Dirty Silas og pæne Mathilde

’Vild med Dans’ eller bare ’Vild med Idealisme’? Musicalen ’Dirty Dancing’ overbeviser med sit budskab, også selv om forestillingen er voldsomt lang
Mathilde Norholt er skøn som den naive rigmandspige, der vil frelse hele verden, og Silas Holst er vidunderlig som hendes danselærer. Også selv om han ikke får lært hende det rigtige danseflow.

Miklos Szabo

3. marts 2015

 

Jo, Silas Holst kan levere varen i musicalen Dirty Dancing. Ved premieren i Tivolis Koncertsal hvinede teenagepigerne og deres mødre så højt, at politibetjentene med maskingeværer rundt om i haven må have kunnet høre det. Silas Holst roterede med understellet som aldrig før, og han serverede ikke mindst historien om underklassedrengen, der ikke tror, at han er noget værd, fordi han ’bare’ kan danse …

Egentlig bliver det helt mærkeligt undervejs at opleve, hvordan denne klistrede musicalfilm om et dekadent overklassemiljø i 1960’ernes USA pludselig også kommer til at handle om Danmark i dag. Bølgen med Vild med Dans har jo nøjagtig samme funktion som danseundervisningen i de riges kedsomhedsresort i Dirty Dancing: At lade mennesker med ’rigtige’ jobs og ’rigtige’ kompetencer dumme sig på dansegulvet sammen med professionelle dansere, hvorefter det er de lettere opstrammede amatører, der får al rosen …

Intuitiv danser

Silas Holst har oplevet en vild eksponering, siden han for første gang dansede med i Vild med Dans i 2008. Han er ikke mindst blevet kendt for sit forhold til ægtemanden, skuespilleren Johannes Nymark, og deres regnbuebarn med en gammel barndomsveninde. På Kanal 4 kan seerne i øjeblikket følge Silas Holst, så grænserne mellem det private og det offentlige rum bliver udslettet.

Det er dén kontekst, som mange af tilskuerne sidder med, når de det næste halve år vil dunke fødderne i gulvet og hvine over ham. Men det er Silas Holsts nærværsdans, der overbeviser. Det er hans iltre charme og hurtige fødder og vidunderligt overdrevne opbremsninger, der gør hans dans så spændende at se på. Man ved aldrig lige, hvad han vil kunne finde på. Han er så intuitiv. Og så kan han agere danselærer med de skæggeste korrektioner.

Naivitet i sneakers

Det er faktisk en ganske rørende historie, sådan at opleve Silas Holst i rollen som overleveren. Fyren, som har lært sig at leve i nuet og score de kvinder og de penge, der kommer, men som mærker sin selvrespekt smuldre, da Mathilde Norholts ’Baby’ træder ind i hans liv og taler om en bedre verden.

Mathilde Norholt har en naivitet over sig, som er bedårende. Og hun har også en klodsethed og en ubehjælpsomhed, som gør hende knuselskelig på scenen. Men danser, det er hun altså ikke.

Selvfølgelig skal hun bevidst se kikset ud, når hun forsøger at danse latinamerikanske danse i sine hvide sneakers. Problemet er bare, at hendes krop ikke forandrer sig synderligt, når hun kommer op på guldskoene med de høje hæle. Hun er god til at lave sjov med spaghettiarme og blikretninger, men hendes overkrop følger altså ikke med. Og det store sejrsløft, hvor hun skal ’flyve’ gennem rummet i Silas’ opstrakte arme, bliver vist noget, der bare skal overstås. Derfor virker det også underligt, at koreografen Tim Zimmermann ikke har turdet forandre mere på originalkoreografien, så den faktisk kom til at matche til Mathilde Norholt og hendes performerkvaliteter. Især når han har så lydhør og effektiv en kapelmester som Joakim Pedersen, der får musikken til at swinge godt. Også selv om musikerne er gemt af vejen i usynlighed.

Roberts regnfrakke

Til gengæld er det skønt at se, hvordan Kirsten Norholt står ved siden af sin datter og spiller mor med stor bekymring – og herlig ironi. Og Christian Mosbæk har en skøn kropslighed i rollen som faderen, der selv har haft de store idealer engang.

Dansedronningen er Karina Frimodt, der tidligere både har danset i Cirkusrevyen og i Vild med Dans. Hun har latinrytmerne i sin krop. Hun kan vrikke igennem – og hun har en delikat smidighed, som hun udnytter yderst elegant.

Men Robert Hansen er forestillingens morsomme overraskelse i rollen som den kiksede hotelværtarving. Robert Hansen formår simpelthen at spille kedsomhedsklovn, så latteren vælter ned over ham. Til sidst skal han bare tage en regnfrakke på, så skriger folk af grin. Det er godt gjort med en ret håbløs rolle.

Tørsvømning

Imidlertid har iscenesætteren Anders Albien, der stod for opsætningen i Stockholm for tre år siden, ikke gjort meget for at få skåret musicalen til. Andenakten er i hvert fald klodset og med alt for mange scener, der ikke giver noget synderligt til historien. Til gengæld er scenografien af Paul Edwards sin egen humor, fordi videoprojektioner gør det muligt for danserne både at hoppe i kornmarker og svømme tørsvømning. Det er sjovt set.

Pengemændene Lars Liebst og Jesper Winge Leisner får formodentlig smilerynker af denne beskidte musical. Der var i hvert fald solgt 170.000 billetter inden premieren i torsdags, hvilket åbenbart gør den til ’den hurtigst sælgende musical i Danmarkshistorien’.

Men for de fleste tilskuere vil Dirty Dancing sikkert mest virke som en blåstempling af at gøre det, man er bedst til – og at følge sit hjerte. Og det er vel ikke ligefrem dirty.

Dirty Dancing. Musical baseret på filmen fra 1987. Tekst: Eleanor Bergstein. Oversættelse: Trine Dansgaard. Iscenesættelse: Anders Albien. Koreografi: Tim Zimmermann. Kapelmester: Joakim Pedersen. Scenografi: Paul Edwards. Videodesign: Philip Sundbom & Johan Larsson. Co-produceret af The One and Only Company og Tivoli. Tivolis Koncertsal til 30. april. Musikhuset Aarhus 8.-31. maj samt Operaen 8.-31. juli. www.dirtydancingmusical.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu