Læsetid: 2 min.

Dobbeltliv i et grådigt Reykjavik

’De små ting’ udforsker fintfølende hverdagsliv og værdiskred i et grådigt Reykjavik på finanskrisens rand
1. april 2015

Både Godzilla og X-Men blev slået af banen, da Baldvin Zophoniassons drama De små ting havde premiere i Island sidste år.

Anmeldere udråbte Zophoniassons anden spillefilm til den bedste islandske film nogensinde, og filmen blev en af de største biografsucceser i mange år. Det siger ikke så lidt i et land med en yderst biografglad befolkning. Filmen ramte tilsyneladende noget, som der var brug for at bearbejde i filmisk form. De små ting tager nemlig fat i livet i Reykjavik inden den økonomiske nedsmeltning i 2008. Filmens mission er imidlertid hverken at udpege skurke eller være bagklog, men at komme bag facaderne på tre karakterer, som hver især lever et dobbeltliv og slås med at træffe de rigtige valg i livet. De små ting fletter organisk forskellige verdener sammen gennem vores møder med de tre vidt forskellige karakterer, hvis veje efterhånden mødes. Den enlige mor Eik (Hera Hilmarsdottir) arbejder om dagen i en børnehave, men tjener om natten tiltrængte ekstra penge som prostitueret.

Hun indleder et umage venskab med den langt ældre forfatter Mori (Thorsteinn Bachmann), som har brug for at snakke med andet end flasker efter en personlig tragedie. Gradvis kommer bankmanden Solvi (Thor Kristjansson) også ind i deres historie. Både fordi han gerne vil have fingre i Moris hus for at kunne byudvikle grunden, og fordi en rigmandsfest i Florida fører Eik og Mori sammen.

Værdipoesi

Efter filmens internationale premiere ved Toronto Film Festival kaldte Hollywood Reporter De små ting for en islandsk Magnolia, og ja, der er i lighed med den scener med ensomme mennesker i biler på regnfulde aftener og et ønske om at sige noget større om samfundet ved at forbinde en række skæbner.

Zophoniasson og Birgir Örn Steinarssons manuskript er imidlertid befriende frit for at søge smarte overgange mellem historierne. De stoler på, at skildringen af karaktererne og deres udfordringer i sig selv kan bære de to timers drama igennem.

Det tager lidt tid at komme ind i filmens rytme, selv om skuespillerne fra starten skaber engagerende møder på lærredet. Scenerne føles ind imellem lange, men efterhånden sætter man pris på at få lov at se spillet folde sig ud og have tid til selv at mærke efter og få et digt med på vejen. De dagligdags miljøer sætter sig også i kroppen, blandt andet i form af en række tapeter, som de forskellige hjem.

Store dramer og hverdagspoesi

Der er ikke noget revolutionerende nyt over dramaet, som efterhånden afslører de ikke så overraskende traumer i fortiden og peger på, at vi som mennesker sjældent forandrer os dramatisk, men forhåbentlig bevæger os lidt klogere videre i livet.

Trods genkendeligheden gror De små ting på én undervejs, og selv om den afsluttende tilspidsning af dramaet føles ujævn på manuskriptplan, mister skuespillerne ikke fodfæstet.

Man sidder tilbage med et egensindigt portræt af et lille samfund med store dramaer såvel som hverdagspoesi i den daglige kamp for at holde fast i de centrale værdier.

 

’De små ting’ Instruktion: Baldvin Zophoniasson. Manuskript: Baldvin Zophoniasson og Birgir Örn Steinarsson. Islandsk (Gloria og Vester Vov Vov, København og en snes biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu