Læsetid: 3 min.

Dommedag på børnenes planet

Kan man sømme solen fast? Ja, det kan man da sagtens i Aalborg Teaters fængende miljøforestilling over ’Historien om den blå planet’. Så får man sol hele dagen. Men åh, nej. Så kommer børnene på den anden side af planeten jo til at bo i mørke …
Mads Rømer Brolin-Tani har alle psykopatens charmetræk i rollen som Frode Nilfusk. Men børnene gennemskuer ham og bliver helt rystede over, at de troede på ham til at begynde med i Aalborg Teaters interessante børneapokalypse ’Historien om den blå planet’.

Lars Horn

10. marts 2015

 

De fleste børn drømmer om, hvordan livet ville være, hvis man aldrig blev voksen. Og den islandske forfatter Andri Snær Magnuson har udlevet drømmen i sin bog Historien om den blå planet, hvor en hel planet netop kun er befolket af børn. Hvordan børnene kunne blive født uden voksne, står der ikke meget om. For som det hedder: »Svaret er, ganske enkelt, at det er der ingen, der ved.«

Dermed får fortællingen et skær af Astrid Lindgren og udødelighed. Men tankerne om eksistensen bliver suppleret med en stærk bekymring for miljøet og for de voksnes ødelæggelse af Jorden – en bekymring, som klart tilhører børnene i vores årtusind, og som end ikke brødrene Løvehjerte havde fantasi til at forestille sig.

Stenspil i håndstand

Den nu 41-årige Andri Snær Magnusons skrev bogen i 1999. I dag er den trykt i mere end 30 lande, og nu er Magnusons egen dramatisering af bogen så blevet opsat på Aalborg Teater.

Her er det den visuelle teatermagiker Jacob F. Schokking, der har iscenesat planeten, så den hænger så langt ude i verdensrummet som overhovedet muligt på Aalborg Teaters store scene. Og han har fået sine syv skuespillere til at bevæge sig rundt som streetglade unger, så de kravler og laver rullefald og hopper over alle de ting, som voksne ville gå udenom. Det er skønt, særligt fordi skuespillerne bevæger sig akrobatisk omkring, som om det var den mest naturlige ting i verden. Skuespilleren Simon Stenspil griber i hvert fald hver eneste muntre chance for at lave en håndstand og en vaks rygspin i Martin Coops’ kække trampolinkoreografi. Alexander Fog har desuden skabt videoprojektioner, så børnenes invaderende monster – støvsugersælgeren Frode Nilfusk – kan komme flyvende i sit Nilfisk-agtige rumskib med den forjættende støvsuger. Og så sommerfuglene i den hemmelige klippehule kan blafre med vingerne i de flotteste farver.

Højt at flyve

Som den forstyrrende voksne på børneplaneten spiller Mads Rømer Brolin-Tani på sin enorme scenecharme og på sit børnetække. Den mand er så psykopatisk tillidsvækkende, at det næsten burde være forbudt. Men ligesom børnene på scenen må børnetilskuerne på et tidspunkt erkende, at denne ’Frode Nilfusk’ har ført både dem og planeten bag lyset. Så bliver der råbt op fra salen …

På den anden side er det netop denne svindler, der opfylder deres allervildeste ønske – nemlig drømmen om at flyve. Han støvsuger da bare lidt flyvestøv fra sommerfuglenes vinger og smører det på børnenes arme … Men selvfølgelig går det galt. For Frode Nilfusk sømmer også solen fast, så der kan være sol hele dagen. Og så er det, at børnene på den anden side af planeten er ved at dø af kulde og mørke …

Plask og sjask

Heldigvis vinder børneoptimismen i denne mareridtsagtige undergangsfortælling. Børnene bliver fulgt hele vejen af Gert Sørensens legende percussionmusik, der rummer en naturdundren, som matcher de vilde ekspeditioner på planeten, og musikerne Thomas Hamilton og Gunhild Kjær tæsker løs på alverdens instrumenter og sjasker løs i vandbeholdere, så planetlivet får de rigtige lyde. Det er sjovt.

Personligt følte jeg dog, at det store teaterrum gjorde historien lovlig actionagtig. Jeg savnede simpelthen bogens nære tone af poesi og forundring. Det var, som om fortroligheden forsvandt. Men jo. Børnepublikummet var helt magnetiseret af historien, både de børn, der kendte historien i forvejen, og de unger, der ikke gjorde. Amalie Dollerup var god til at få dårlig samvittighed over fastsømningen af solen som den betænksomme pige, og Caspar Juel Berg har en skæg nysgerrighed som den nysgerrige dreng. De blev til tilskuernes venner. Og de gav både vokse og børn en følelse af håb. Sådan ville verden være, hvis den blev regeret af børn: fuld af medfølelse og hjælpsomhed og ansvarlighed.

Eller ville den?

’Historien om den blå planet’. Tekst: Andri Snær Magnuson – som en dramatisering af hans egen bog fra 1999 . Oversættelse: Kim Lembek. Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking. Musik: Gert Sørensen. Koreografi: Martin Coops. Lys: Turpin Djurhuus. Lyd: Kristian Berg. Video: Alexander Fog. Aalborg Teater til 28. marts. www.aalborgteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu