Læsetid: 4 min.

Drømmen om et skildpaddeskjold mod krigen

Uledsagede børneflygtninge er de ensomste mennesker, man kan tænke sig. Teatret Zeppelin har skabt den stærkeste og smukkeste forestilling om børn på flugt
De er bange. De har ikke noget mad. De har ikke nogen penge. Alligevel blomstrer venskabet og håbet mellem flygtningebørnene i Teatret Zeppelins voldsomme og hjertegribende forestilling ’Under Haadys Skjold’.

Anders Rimhoff

17. marts 2015

Hvordan skal danske børn egentlig forstå, hvordan det er at være barn på flugt i Syrien lige nu? Vi voksne kan jo knap nok sætte os ind i uhyrlighederne.

Men Teatret Zeppelin har knækket koden til denne verden af rædsler og skabt det mest intense og begavede flugtteater for de 7-14 årige – og for os andre. Under Haadys Skjold er mærkeligt nok også blevet en forunderligt smuk forestilling. Og så er den endda uskyldigt morsom midt i al sin sorg. Det er Zeppelins kunstneriske leder Mie Brandt, der både har stået for teksten og for instruktionen – og som har skabt et dramaturgisk uhyggeligt velkomponeret værk, hvor alt er gennemtænkt ned til mindste detalje.

Forestillingen har krævet research og samarbejde med Røde Kors – og et enormt forarbejde, hvor Mie Brandt og skuespillerne har opholdt sig i Vipperød Mod-tagecenter for Uledsagede Mindreårige for at forstå disse flygtningebørns skæbner. Hvis man ellers overhovedet kan forestille sig, hvordan det er som barn at være aldeles alene i verden; uden familie, uden venner, uden mad, uden penge. Og kun med udsigt til at blive snydt, voldtaget, slået eller dræbt …

Retten til en ven

Det er barske løjer. Da jeg så forestillingen sammen med nogle ret så højlydte skoleklasser, blev der musestille – og de råbende unger var som forvandlede bagefter. Spejlingen gjorde indtryk.

Forestillingens skuespillere har fundet en forunderligt usentimental tone. Den uimodståelige Jessica Dinnage, der stadig er skuespillerelev, spiller så barnligt spontan og forfærdeligt gammelklogt, så man ikke kan lade være med at holde af hende. Hendes stemmes insisteren er så oprigtig. Denne pige kan formulere, hvordan hun ønsker, at verden skal være. Paragrafferne i hendes hjemmelavede ’børnelov’ handler om, at alle børn har ret til en ven – og til et kæledyr.

Pigen bærer rundt på ’Haady’, der egentlig bare er et orange tørklæde med skildpaddemønstre tegnet på. Men hun holder tørklædet i armene, og hun gemmer sig under det – og hun føler sig beskyttet af det. Akkurat som om det var skjoldet på den kæleskildpadde, som blev væk fra hende den dag derhjemme, da bomberne faldt, og alle forsvandt.

Vi møder børnene på vej nordpå – med kompas i hånden – fordi de har hørt, at der er et sted med en dronning, der er allermest sød ved børnene …

Børneordenes naivitet skærer i hjertet. Og det bliver slemt, når det bliver afsløret, at en pige, der har været børnesoldat, aldrig har gået i skole. Hun kan ikke engang læse det afskedsbrev, som hendes mor har skrevet til hende …

Pernille Hilgart spiller intenst pigen, der er blevet tvunget til at dræbe. Hendes vrede hænder slår desperat på alle, der vil hjælpe hende – og hun lyver og er ikke til at stole på. Men børnetilskuerne forstår, at hun har oplevet noget forfærdeligt – uden at der bruges voksenord om posttraumatisk stress eller den slags. Børnene ser bare, at her er en pige, som har det slemt, og som skal hjælpes.

Troen på godheden

Replikkerne er imponerende stærke, fordi de udelukkende er barneord. De eneste næstenvoksne ord i forestillingen kommer fra børnesoldatpigens kejtede fætter, som prøver at være fornuftig og tage ansvar. Torben Vadstrup har sådan en overbevisende godhed i sig. Han bliver ved med at holde fast i, at man skal passe på hinanden. Og Rune Antonio Bro spiller stærkt og sårbart en ung dreng, der bare pludselig står midt i en flugt med en såret søster, som han knap kan bære – og da slet ikke kilometervis nordpå.

Mie Brandt spiller selv den sårede søster. Skadet, svækket og fuldstændig chokeret. Hun klynker kun ganske lidt. Det er næsten ikke til at holde ud at vide, at der faktisk ikke er nogen, der kan hjælpe hende.

Børn accepterer ikke bare, at der findes flygtninge. De vil gerne gøre noget. Derfor er det også godt, at forestillingen ender med, at nogle af børnene her når frem til Sønderjylland – og et asylcenter med mad og tøj. Men heldigvis bilder forestillingen ikke børnene ind, at problemerne dermed er løst. Slutningen er åben, akkurat som i virkeligheden. Og det støttes af teatrets grundige skolemateriale til forskellige aldersgrupper – et materiale, der også handler om, hvad der kan ske med disse flygtningebørn i Danmark.

Hvordan den lille scene på Vesterbro så kan skildre både Syrien og et containerskib og en skov ved Frøslevlejren? Det kan den, fordi scenografen Johanne Eggert har skabt den mest fantastiske og uhyggelige scene udelukkende af træstammer, der står og hælder ind over hinanden – og som vælter og belyses faretruende i Martin Danielsens voldsomme lysdesign. Her er mørke og røg, lige så meget som der er dagslys – og der er de særeste arabiske bogstaver og de mest fjendtlige højhuse. Og der er grænsehegnet mod nabolandet, der ikke vil have børn ind i sikkerhed.

Stofstump i sjælen

Imens byder Inuk Thomsens lyddesign på skræmmelyde af skud og opspeedende biler og knagende dækslyde, der nok skal få nogle på tilskuerpladserne til at holde hånd. Det er barske løjer. Og det sætter forestillingen i stolt og varmhjertet familie med Ingrid Tranums 2011-forestilling Paolo og Money om hjemløse børn.

Alligevel forlader man Under Haadys Skjold underligt opløftet. Synet af skildpaddetørklædet sætter sig i sjælen. Synet af en lille stump stof bredt ud over en pige, der forsøger at berolige sig selv midt i krigsinfernoet.

Som et billede på det allermest truede barns udsathed, men også barnets overleverkraft og trang til at leve i fred.

Tænk, hvis alle kunne komme med ind under Haadys skjold.

’Under Haadys Skjold’. Tekst og instruktion: Mie Brandt. Kunstnerisk rådgivning: Vibeke Wrede. Dramaturgi: Niels Lehmann. Scenografi: Johanne Eggert. Lys: Martin Danielsen. Lyd: Inuk Thomsen. Teatret Zeppelin i Valdemarsgade på Vesterbro. Fra 7 år. Til 27. marts. www.zeppelin.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu