Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I drømmens verden

Ernst Jüngers stilistiske paradenumre kan virke anstrengende, men ikke når han går løs på virkelighedens skrammelkasse og mareridtets skrækbilleder
Stærkest i ’Det eventyrlige hjerte’ er Jüngers pludselige neddyk i drømmens og mareridtets verden. Her sparkes desuden døre ind, som andre steder i teksten forbliver lukkede eller rene paradenumre.

Norma Jean Gargasz

Kultur
27. marts 2015

Ernst Jünger har fået en dansk renæssance i de seneste år. Først kom debutromanen I stålstormen, der skildrer Jüngers oplevelser som officer og frontsoldat i den første verdenskrigs skyttegrave. Så sprang vi en verdenskrig frem, til Strålinger og hans dagbøger fra 1939-48. Den første bog er berømt for sin beskrivelse af krigens æstetiske skønhed og lutrende virkning på sindet, den anden desuden for sin romantiske filosofi om de undervirkelige strømme, der knytter alting sammen.

Herefter fulgte På marmorklipperne, der i sagn- og eventyragtige gevandter beskriver en stor kulturs undergang. Bogen var Jüngers opgør med den nazisme, han både før og efter er blevet beskyldt for at stå for nær, mindre i gerning end i ånd. Nu følger så endnu en nyoversættelse, denne gang ved René Jean Jensen, der suverænt – men sikke et mas, det må have været – giver os hele Jüngers imponerende lange udtræk af stilistisk bravurkunst og skarpsleben udtrykskraft.

Det stereoskopiske blik

Det eventyrlige hjerte (eller som bogen hed i den første danske oversættelse fra 1955: Kapriciøse indfald) består af 71 prosastykker, der spænder fra filosofisk epistel, erindringsstykker over drømme- og mareridtsskitser til naturvidenskabelig refleksion.

Mest væsen af sig gør bogen måske som mystisk filosofi og med det, Jünger kalder det »stereoskopiske« blik på verden, en art samsansende (eller synæstetisk) registrering af virkeligheden, der åbner for dens hemmeligheder. På samme romantiske vis taler Jünger om en gennemsigtig overflade, hvor virkelighedens inderste giver sig til kende i form af en art gådeskrift kun forståelig for den særligt vakte. Nedenunder skjuler sandheden sig, en mystisk kerne, hvorom vi aldrig får sikker underretning – hvad vi givetvis heller ikke skal have, hvis verden skal forblive dette halvt hjemlige, halvt fremmede, men altså inciterende sted.

Trættende i længden

Det er spændende, men også på en sær måde utilfredsstillende læsning. Jeg tror, det hænger sammen med, at denne evindeligt undflyende sandhed og det fantastiske inderste i Jüngers gengivelse (på stilens overflade, så at sige) hele tiden forskyder sig til snart den ene, snart den anden, tredje og fjerde sammenligning. Så er den særlige bedrift at kunne aflokke overfladen dens hemmelighed som »en sløjfe«, så er det hemmelige ligesom »magnetbjerge«, så er verden ligesom »en sal med mange døre« og alt det uden om salen ligesom »et slot«, så er det hemmelige måske snarere »ligesom fisk«, så kan verden pludselig »gå op i sømmene«, så der opstår »flænger« osv. osv. Nærmere kommer vi det i den mystiske sags natur aldrig. Indimellem kan man få den djævelske tanke, at de tusind sammenligninger og metaforiske fægtninger foran sandhedens port i virkeligheden er lovprisninger af Jüngers egen formidable evne til at nærme sig det skjulte og mangfoldige og til at gengive det i form af det ene poetiske glansnummer efter det andet. Det er trættende i længden.

Solide slag i overfladens bolledej

Når det alligevel kan være svært at få for meget af Jünger, skyldes det ikke kun den skønhed og eminent mærkelige udtrykskraft, der ikke desto mindre ligger i al hans maner. Det skyldes også, at han indimellem, i rene perler af mere traditionelle essays, lader den romantiske granskning (sløjfens kunst) gå ud over mere prosaiske fænomener i verdens skrammelkasse. Som solide slag i den overfladiske bolledej. Det gælder fantastisk opmærksomme og underholdende stykker om butikkerne før og nu (for eksempel om indpakningens mysterium), om museerne og det museale og om fiskebordet (frutti di mare) som overdådigt farveorgie og zoologisk system. Det er antropologisk skarpsyn blandet med omnipotent skrivekunst.

Hertil kommer de vekslende genrer og springene mellem dem bogen igennem. Det er en side af det lunefulde (eller kapriciøse), som ikke kun er en egenskab ved verden, men også ved Jüngers måde at beskrive den på. Det er forrygende og overlegent gjort.

Skrækkelig munterhed

Stærkest her virker de pludselige neddyk i drømmens og mareridtets verden. Her sparkes desuden døre ind, som andre steder i teksten forbliver lukkede eller rene paradenumre.

Med et eksempel: »Da vi ved skovbrynet hurtigt kigger os tilbage en sidste gang, skræmmes vi af en slagtescene, der udspiller sig på gårdspladsen. Foran en åben ladeport har nogle gårdskarle udspændt en kraftig mands krop med benene opad på et stykke træ; kødet er ubehageligt hvidt, allerede skoldet og skrabet for hår. Hovedet flyder rundt i et dampende trug, et stort, sort fuldskæg gør synet endnu mere foruroligende. Skægget bibringer scenen noget dyrisk; det vækker omtrent denne følelse: Det må virkelig have været en meget anstrengende slagtning, en af dem, hvor der ikke må spares på snapsen.«

Det skrækkelige er naturligvis skrækkeligt, men med den lille tilføjelse, at det »virkelig (må) have været en meget anstrengende slagtning …« får det drømmens absurde twist, eller hvad Jünger i en anden forbindelse kalder »munterhed«.

Den lyser hele teksten op.

Ernst Jünger: Det eventyrlige hjerte. Oversat af René Jean Jensen. Gyldendal. 184 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her