Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Erindringskunstnerne og sorgmusikeren

Sufjan Stevens har præsteret en intim, musikalsk sorgproces efter sin mors død. Mens Joni Mitchell og Chrissie Hynde, John Martyn og Tim Buckley spøger på yngre musikeres plader
Kultur
31. marts 2015
Sufjan Stevens var kun et år, da hans mor forlod sin mand og sine fire børn. Men de grimme erindringer og følelser, hvor alt ryster og skælver i teksterne, pakkes ind i  et sikkert musikalsk håndværk, og det skaber en passivt aggressiv fornemmelse i forhold til teksterne – som om musikken skal udglatte vreden eller smerten fra alle de svære erindringer.

Asthmatic Kitty

Erindring spiller selvfølgelig en vigtig rolle i musik. Ja, man kan vel sige, at en kunstners musik formidler kunstnerens erindring, altså musik, der har sat sig et uudsletteligt indtryk i hukommelsen.

Det kan være meget tydeligt i forhold til de traditioner, som musikken henter sin rødmen i kinderne fra. Både Laura Marling og Ryley Walker (som vi kommer til om lidt) har den form for erindring i deres musik, hvor man tydeligt kan udpege inspirationskilder.

Erindringen kan også være i skikkelse af den knytnæve, som smadrer traditionen, for at kunne skabe noget, der lyder friskt og frit – og dermed opfører sig destruktivt traditionsbevidst, altså i færd med at smadre musikhistorien.

Og erindringen kan selvfølgelig manifestere sig i teksterne, hvor levet liv vendes og drejes i de for mennesket så karakteristiske forsøg på at give det mening og gøre til en fortælling. Sidstnævnte gælder i høj grad for Sufjan Stevens (ham kommer vi til lidt senere).

Uden for almindelig tidsregning

Først britiske Laura Marling, der rammer med så klar og smuk en stemme, at jeg uden at ryste på hænderne vover at hive sammenligninger med Joni Mitchell og Chrissie Hynde frem fra kliché-garderoben.

Det er disse stolt fraserende, mørkere stemmer som Marling vækker mindelser om. Og endnu en kliché: Her på hendes femte album Short Movie træder den 25-årige sanger, sangskriver og guitarist i karakter.

Jep, det skrev jeg. Og det sker endda uden de store falbelader (og uden at det bliver decideret mesterligt), men i en sidste bevægelse ud af den værste skygge fra forbillederne.

Og det sker takket være en afgørende kunstnerisk stillingtagen i sangene og arrangementerne. Hvirvlende violiner, metalliske iscenesættelser af elguitar og akustisk guitar og sugende vokalekkoer, typisk som behersket baggrund og stilfuld akustik. Marlings udtryk finder sit eget rum et sted uden for almindelig tidsregning.

Det er en smagfuld og spartansk dramatisering af en altmodisch sangskrivning, som heller ikke er vildt fængende (»False Hopes« undtaget), men i stedet har sin egen jordbundne ynde – varmet i lyset fra erindringen om Laurel Canyon, L.A., dengang i 1960’erne, hvor Joni Mitchell, The Mamas & the Papas, The Byrds og Frank Zappa forvandlede dalen til en modkulturel bastion.

De dage er ovre, men det er interessant at høre, hvordan de kan sætte sig som en musikalsk erindring i harmonier og fraseringer. Og det hjælper naturligvis, når den pågældende musiker formår at bearbejde erindringen, så at sige gøre den til sin egen. Og det gør Laura Marling ganske fint nu og her, hvor hun synes at have fået et godt greb om sit indre romerlys. I hvert fald sprudler den med en dyb og rolig flamme her på Short Movie.

Smukke vildtvoksende scenarier

Det kan kaldes mærkværdigt eller retromanisk at lytte til plader, der synes at være fra længe før internettet. Eller det kan kaldes en velsignelse. Fordi tiden kan stå stille, når man lytter til nogen, der nægter at anerkende, at den er gået for længst.

Amerikanske Ryley Walker banker således også stensikkert næven ind i fortiden og river fat i guitarstrengene, stemmerne og de kunstneriske temperamenter hos afdøde John Martyn og Tim Buckley.

Walker har følgende tilfælles: En blank og smidig stemme, et viltert guitarspil og en vilje til at skubbe folk-musikken og singersongwriter-kunsten rundt mellem genrerne, især over mod jazzen.

Hans nye album Primrose Green er en serie smukke vildtvoksende scenarier, der synes at være omplantet fra en svunden æras fauna.

Det sker i et smukt mix mellem Walkers strittende og strøgne akustiske guitar og en ganske jazzet backinggruppe – kontrabas, trommer og keyboards plus det løse.

Man kan sagtens kritisere Walker for at leve i fortiden, men man kan også rose ham for at være utrolig god til at gøre netop dét. Det er erindringskunst, men den føles vibrerende og levende, ikke mindst takket være en del improviserede forløb undervejs på Primrose Green, hvor de op til otte musikere vikler sig så uendelig kærligt ind i hinanden.

Her blæses der ungt liv i fortidens spøgelser, der rumsterer i buskadserne, og en hallucinerende effekt viser sig, når man stirrer længe nok ind i alt det grønne.

Sufjan Stevens kæmper til gengæld med at kunne leve med sin erindring. Den musikalske hukommelse på hans tidligere plader peger mod sørgmodige afdøde ikoner som Nick Drake og Elliot Smith.

Ikke mindst takket være nyklassikeren Come On Feel The Illinoise (2005) står amerikaneren som en af de fornemste singersongwritere i det 21. århundrede.

Han foretog så selv en klar udfordring af denne hukommelse på de elektronisk komplekse, gejlt kor-opblæste og/eller partitur-gennemsyrede udgivelser The BQE (2009), All Delighted People EP og The Age of Adz (begge 2010). Og for ikke så længe siden kastede Stevens sig sågar ud i hiphop-projektet Sisyphus.

Hans nye album Carrie & Lowell er derimod en ganske renfærdig tilbagevenden til tidligere tiders singer-songwriter-kunst. Det har ikke samme utidighed eller samme stilistiske himmelflugt over sig. Tværtimod er det et dybt groundet album, tynget – og løftet – af Sufjan Stevens’ forsøg på at komme overens med sin mor Carries død i 2012. »Fuck me, I’m falling apart.«

Den nu 39-årige Stevens havde ikke et nemt forhold til sin mor. Da han var et år, forlod moderen sin mand og sine fire børn, og hun så dem først igen, da hun blev gift med Lowell Brams. Han insisterede på at formidle kontakt mellem mor og børn, og det lykkedes, selv om moderen var vrangvillig.

Carrie og Lowell blev skilt i 1984, men forblev i kontakt med hinanden. Og Lowell holdt også kontakt til Sufjan, som han havde fodret med musik – Leonard Cohen, Frank Zappa, Nick Drake – og også opmuntret til at spille musik. Ja, Lowell Brams bestyrer i dag Sufjan Stevens’ pladeselskab Asthmatic Kitty.

For perfekt

Da Sufjan Stevens begyndte at skrive sangene til Carrie & Lowell, så fik han ikke den samme forløsning ud af arbejdet som tidligere. Det var med andre ord rent musikalsk sorgarbejde. »Spirit of my silence I can hear you/But I’m afraid to be near you«, lyder de første ord meget passende.

Jeg ved alt dette, fordi jeg har læst forfatteren Dave Eggers’ interview med Sufjan Stevens i The Guardian. Hvad jeg får ud af pladen er en fløjlsblød intimitet, en smukt formet tilgivelse, en forsoning med kendsgerningerne. »We’re all gonna die.«

Det er rørende sange, hviskesunget i et rum fuld af skønhed. Men det er så også dér, at min tvivl opstår, for sorgen og døden er jo ikke kun smuk.

Og tvivlen forstærkes, når jeg hører enderim som disse: »When I was three maybe four/She left us at that video store.« Jeg får fornemmelsen af, at det hele er for pænt, for perfekt med enderim, serafiske kor, fløjlsblødt fordoblede vokaler.

Naturligvis respekterer jeg det sted, Sufjan Stevens er ankommet til – tilsyneladende et forsoningens sted – men det betyder ikke, at jeg skal elske hans erindringskunst.

Altså Carrie & Lowell er virkelig en smuk plade og også en tåretrækkende plade. Men personligt savner jeg flere stadier af sorgprocessen rent musikalsk. De findes skam i teksterne, der kan være dybt depressive, ja, endda selvmorderiske, men han synes at glatte ud rent musikalsk.

Okay, jeg er splittet. Jeg nyder skønheden i hans sange, men jeg får også for meget af den. Den bliver for monotont stiliseret i længden.

De grimme erindringer og følelser, hvor alt ryster og skælver i teksterne, pakkes ind i Sufjan Stevens’ stadig stensikre musikalske håndværk. Det skaber en passivt aggressiv fornemmelse i forhold til teksterne – som om musikken skal udglatte vreden eller smerten fra alle de svære erindringer.

Laura Marling: ’Short Movie’ (Caroline/Virgin EMI)

Ryley Walker: ’Primrose Green’ (Dead Oceans/Playground)

Sufjan Stevens: ’Carrie & Lowell’ (Asthmatic Kitty/Playground)

Ryley Walker spiller den 8.april i Jazzhouse i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her