Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er fedt at shoppe i ’Future perfect’

Den grammatiske tid førfremtid, futurum perfektum, er titlen på Mara Lees roman. Før fremtid som nu og senere, som et grænseland og især en opløsning af grænser. Et anderledes, blødt oprør
Mara Lee er en sucker for store armbevægelser og stærke modsætninger. Det bliver tydeligt i ’Future perfect’.

Mats Andersson

Kultur
20. marts 2015

Det er noget særligt at tage kjole på. At klæde sig ud som kvinde. Min søster markerer det i sproget: kjoletøjet, siger hun, og jeg kopierer hende: »Du har fået kjoletøjet på i dag.«

Mara Lees roman Future perfect, der udkom i Sverige sidste år og nu altså findes på dansk i Camilla Christensens oversættelse, er et studie i kjoler og det, kjoler både skjuler og fremhæver: hud og kroppe. Samt kvindelighed. Mara Lee er en sucker for store armbevægelser og stærke modsætninger, så i den ene ende af romanens skala placerer hun luciakjolen, der tæmmer den kvindelige seksualitet og vifter med ordet »uskyld«. I den anden ende findes syersken Doras groteske kreationer. Den gale, løsagtige og barnlige Dora med sit Atelier Anderledes, der er mor til to sønner, Lex og Trip. Lex som i leksikon og Trip som i rus og rejse. Det lyder temmelig konstrueret, hvilket det jo vitterlig er, men det afspejler samtidig Mara Lees temperament som romanforfatter, og oveni går hun virkelig langt i sine konstruktioner. Hun tripper så længe og så grundigt, at de sirligt tilrettelagte kontraster ikke kan holdes på plads. Hun kaster det ene handlingsforløb og den anden biperson ind på siderne, hun genspiller den samme scene fra en ny vinkel, og pludselig er modsætningerne ikke så tydelige længere: Hvad var nu uskyldigt, og hvad var en bevidst handling? Hvad var vold, og hvad var kærlighed? Attraktion og frastødelse? Smerte og nydelse?

For mig er Future perfect et katalog, jeg kan plukke fra. Jeg er så meget med på dens ideer og tankerum, på dens outlaw-karakterer og undersøgelser af magt, vold, underkastelse og oprør. Jeg gider godt blive klogere på det hele og diskutere det sammen med andre, men Future perfect får mig ikke i den sproglige detalje. Sådan havde jeg det også med Lees Ladies fra 2008, jeg blev irriteret på klicheerne og den sproglige uopfindsomhed.

At sy og overleve

Jeg kunne sidde som en frøken Slet på Mara Lees skulder. Så ville jeg hviske: »Slet ’flammer’ og i hvert fald ’brændende flammer’, ud med ’glødende hjerte’ og helt sikkert væk med ’Tæt på, nær ved, men alligevel så fjern’ sammen med ’lukkede øjne mod himlen, der nu var blevet dybblå, fuld af gnistrende stjerner’. Der ville være nok at gøre for frøkenen: Én gang med ’åndeløst’ er okay, men ikke ti gange! Drop også karikaturer af karikaturer af skolepsykologer, af kommunalt ansatte, af uforstående teenageforældre og en lummer mandlig fotograf.«

Men så er der alt det fra Future perfect, som jeg tager til mig og med videre til andre forfatterskaber – Sara Stridsberg og Marguerite Duras helt oplagt, men jeg ser også et slægtskab med billedkunstens arbejder i tekstiler helt generelt, ’den bløde kunst’.

Titlen til at begynde med, en grammatisk term som titel, hvor nørdet (det vil sige hvor godt) kan det blive! Førfremtid, afsluttet fremtid, at man rent sprogligt kan befinde sig i et nu og et senere samtidigt. Det både opløftende i at love nogen noget og det skræmmende deterministiske.

Doras kreationer og lasede kjoler ser jeg for mig, og jeg forsøger at lære det navn, Mara Lee har givet dem: L’amovibla. Det besynderlige klædningsstykke beskrives detaljeret i ’den grønne bog’, der er en bog i bogen med titlen L’amovibla: The art of sewing and survival, og som vandrer rundt mellem dens hovedpersoner for at forbinde dem. Kjolebogen er blevet givet til Dora af en tidligere elsker, og da skiftingen Chandra dukker op hos hende og sønnerne, bliver det Doras anledning til at føre bogens anvisninger ud i praksis. 13-årige Chandra med de lange ben og den mørke hud tiltrækker alles blikke i det lille skånske samfund. Ordet »stram« hæftes på hende. »Rygtespredningens magt« er romanens hovedpersoner fælles om at blive underlagt.

Kjole som statement

Trip og Chandra har mindreårig sex på Skrigerøen, hvor Lex blev undfanget – det var Dora, der skreg – og nu klæder den gale så Chandra ud og sminker hende, overmaler hendes ansigt, mens hun siger: »Folk som du og jeg er født med læbestift.« Doras strategi som outsider er ikke at skjule og indordne sig, men at ’være for meget’. Læbestiften er romanens ene statement, det andet er knyttet til romanens mystiske symbol, amoviblaen: »Det er ikke en kjole, det er en holdning, en anden hud, en måde at eksistere på.«

I det fingerede dokument, ’den grønne bog’, fortælles amoviblaens historie, dens for er synligt, den går i kødet på den, der bærer kjolen, dens funktion er ikke at dække til, men at opfylde behov. Den går fra at være statussymbol til at være vulgær og at blive kædet sammen med hysteriske kvinder og nymfomaner – og det er sådan, amoviblaen er blevet Doras, som så giver den videre til Chandra med »en gabende åbning bagpå, der strækker sig langt op ad benene og blotter hendes lår«.

På en måde vidste jeg ingenting om kjoler, inden Future perfect. Og i morgen vil jeg ikke have glemt billedet af Trip og Chandra som luciabrude i Doras version. Det vil sige i groteske kjoler og overdreven make-up i en skånsk aula. Det var vist en futurum perfektum.

Mara Lee: Future perfect. Oversat af Camilla Christensen. Rosinante. 412 sider. 299,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her