Du vågner op. Fejlfri. Du vågner op. Fejlfri.« »You wake up. Flawless,« synger Beyoncé på det album, hun overraskende kastede direkte og uden om alle sædvanlige kanaler ud i verden for et år siden. Hun synger det, efter en dyb, varm, velartikuleret stemme har talt, den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie er samplet ind i »Flawless« med brudstykker af en tale fra en TED Talk i 2013. Denne tale er nu udgivet på dansk som det lille essay Vi burde alle være feminister:
»Vi siger til piger
’Du må godt have ambitioner
men ikke for meget
Du må godt forsøge at få succes
Men ikke for meget
For ellers truer du manden’.«
På mange måder retter Adichies lille essay sig mod hjemlandet Nigeria, skønt hun nu mest færdes i USA. Forfatteren til succesromanerne Lilla hibiscus, En halv gul sol og Americanah tager i sit feministiske essay humoristisk udgangspunkt i anekdoter fra sin opvækst i Lagos, hvor det langsomt gik op for hende, at hun var feminist – også selvom hun ikke kendte ordet. Det blev i starten brugt som skældsord af en af hendes bedste drengevenner. Spyttet ud som var det lige så afskyeligt som at være terrorist. Fra andre lød der advarsler om endelig ikke at kalde sig selv ’feminist’, fordi det var »sure kvinder som ikke kunne blive gift« eller, »fordi det ikke er afrikansk«. Så med humor kaldte Adichie sig for ’glad, afrikansk feminist’. Der ovenikøbet godt kan lide både læbestift og høje hæle.
For Adichie lod sig ikke kue: Hun mente og mener stadig, at der er meget at gøre for ligestilling. Og ikke kun i den form, den tager, når amerikanere medfølende mener, der skal ske noget i Afrika.
»Se på jer selv,« siger Adichie.
Seksuelle væsener
Selvfølgelig er der meget, en nigeriansk kvinde oplever, som ikke passer til Danmark. Kvinder bliver ikke overset i Danmark, når de går på restaurant med en mand – fordi det er ham, der har pengene – eller anset for at være sexarbejdere, når de nærmer sig et hotel eller en natklub alene.
Drømmen om et ægteskab fylder heller ikke så meget:
»Fordi jeg er kvinde
Forventes jeg at drømme om ægteskab, det forventes at jeg i mine livsvalg altid tænker over det«, skriver Adichie. Og lige efter tilføjer hun i Beyoncés sampling:
»Vi lærer piger, at de ikke kan være seksuelle væsner, på samme måde som drenge er det.«
Alligevel er det måske netop gennem Beyoncés hårdkogte kvinde- power, at Adichies feminisme har ramt visse unge kvinder, der ellers aldrig ville komme i nærheden af den?
Som om hver eneste generation skal igennem sin egen version af feminisme. »I Nigeria er der mange unge mennesker, der ikke ville have hørt om min TED Talk, men som nu taler om feminisme på grund af Beyoncé,« har Adichie selv berettet til et musikmagasin.
I stedet for som for et par år siden at synge og danse sig igennem drømmen om at blive gift i den hårdtpumpede: »Put a ring on it« bitcher Beyonce nu i al fald om sin egen »diamant«, så man aner, den sidder mellem benene. Hun vil på ingen måde blot betragtes som sin mands kone, synger hun. Emancipation? Har Beyoncé helt misforstået Adichies subtile indsigter, hvor der også tales om, hvor synd det er for manden at være lukket inde i en maskulinitet?
»Men det allerværste, vi gør mod mænd – ved at få dem til at føle, at de skal være hårde – er, at vi giver dem et meget skrøbeligt ego. Jo hårdere en mand føler, han skal være, jo svagere er hans ego,« skriver hun i sit essay.
Eurythmics’ Annie Lennox mener, at Beyoncé har misforstået Adichie og kvalificerer Beyoncés feminisme som ’Light’. Og så er kvindekampen i gang igen – når det bliver til indbyrdes mudderkastning, om hvorvidt det er godt at være ’objekt’ eller ej.
Kvinder skal have rum og penge
For »kvinder er hårde mod andre kvinder. Kvinder bryder sig ikke om andre kvinder,« skriver Virginia Woolf. Eller er det virkelig rigtigt? spurgte hun så allerede i 1928, da det var hende, der holdt en række foredrag på kollegier for kvinder i England om kvinder og litteratur. Foredragene blev udgivet under fællestitlen Sit eget værelse, genudgivet sidste år i ny og frisk oversættelse.
Og det er et essay, der stadig kan kaste lys over både feminisme og feministfejder, med det suveræne overblik Virginia Woolf tillader sig at have. For den fiktive fortæller i Woolfs essay vandrer rundt i den fiktive universitetsby Oxbridge. Hun må ikke gå på plænerne, ikke komme ind i biblioteket. Sådan var det for blot 85 år siden i England – til trods for, at kvinder i femten år havde haft stemmeret.
Det er i Sit eget værelse, at Virginia meget konkret fastlægger muligheden for, at en kvinde kan skrive – og muligvis en dag blive ’genial’: at have sit eget værelse og 500 pund om året. For det er kun den, der har penge og rum, der kan skrive – selv blandt de mandlige forfattere, konstaterer Woolf med behørig reference til litteraturforsker Sir Arthur Quillet-Couch: »Vi taler nok om demokrati, men i virkeligheden har et fattigt barn i England ikke større håb end en søn af en slave i Athen om at blive frisat til at opnå den intellektuelle frihed, som stor litteratur fødes af.«
Og kvinder? De har altid været fattige… aldrig haft egne penge. I så mange årtusinder. Shakespeares søster som genial skribent er en fiktion, der er komplet utroværdig, slår Woolf fast.
Tiderne skifter
Den måde, Virginia Woolfs feminisme er gået videre gennem tiden, har så næsten skygget for, hvor fint et litterært essay Sit eget værelse er. Woolf taler gennem en fiktiv stemme og jonglerer med analyser af de få store forfattere, der har været – på trods. Hvordan hun hører selve trodsen i deres skrift, deres stemmer, »Vreden har påvirket romanforfatteren Charlotte Brontës integritet«. Vreden skygger for deres litteratur, det skygger for deres fortællinger. En vrede, som Adichie også bebrejdes for, men som hun finder helt retfærdig.
Woolf efterlyste for 85 år siden en ny form for fortællinger og finder én hos en – stadig ukendt – ung forfatterinde, dér i 1928: Mary Carmichael.
For pludselig støder Woolf ind i en sætning i Carmichaels ellers litterært ujævne roman, der handler om to kvindelige kemikere: »Chloe holdt af Olivia.«
»Og jeg begyndte igen at læse bogen og læste, hvordan Chloe betragtede Olivia sætte en skål op på en hylde og sige, at det var på tide, at hun gik hjem til sine børn. Det er et syn, som ikke er set siden verdens skabelse, udbrød jeg.«
Det er kun lidt over 80 år siden, at kvinder begyndte at betragte hinanden i romaner. Og at det overhovedet ikke havde med mænd at gøre. Det er først de seneste hundrede år, at hele nye verdener har åbnet sig – aldrig beskrevne kontinenter. Et totalt uopdaget kontinent af sætninger og et syn, som ikke er set siden verdens skabelse.
»Kvinden er det sorte kontinent,« sagde Freud med henvisning til Afrika.
Så her i anledning af 8. marts og hundredåret for kvinders stemmeret er der al mulig grund til både at læse Chimamanda Ngozi Adichie og Virginia Woolf. At tænke over hvilken fattigdom man skal ud af – og hvad man så ser der.
Faktisk er det måske det, Annie Lennox ikke formår at se hos Beyoncé. At der er en vej til feminisme, som kan gå gennem at tage sin krop som objekt på sig. I »Flawless« drømmer Beyoncé om at være den perfekte fallos, helt uden mangel på selvværd, sin egen diamant. Videoen til sangen kan man også passende se – den rammes ind af en fortælling om, hvordan et mandeband vinder over et kvindeband ved navn Girls Tyme. Selvfølgelig.
The Tymes they are a changing…
’Vi burde alle være feminister’. Chimamanda Ngozi Adichie. Oversat af Susanne Staun. Gyldendal. 64 sider. 49,95 kroner.
’Sit eget værelse’. Virginia Woolf. Oversat af Merete Ries. Rosinante. 197 sider. 199,95 kroner.
