Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fotografier mellem fortid og nutid

’Der er mere sandhed i løgnen end i dokumentaren,’ siger den canadiske kunstner Stan Douglas, der udstiller minutiøst iscenesatte fotografier i Nikolaj Kunsthal
Stan Douglas: ’Abbott & Cordova, 7. august 1971 (2008).

Stan Douglas: ’Abbott & Cordova, 7. august 1971 (2008).

Kultur
24. marts 2015

 

Da Giovanni Troilo for få uger siden fik prisen for årets nyhedsfotografi af prestigefyldte World Press Photo, var glæden kortvarig. Det viste sig nemlig, at hans billeder slet ikke var rigtige dokumentarfotos, men at der var tale om iscenesatte fotografier. Troilo havde justeret lidt på virkeligheden for at få den til at fremstå endnu mere virkelighedstro; men dommerne dømte ham for snyd og tog prisen fra ham. Dokumentarfotos skal dokumentere virkeligheden, ikke noget der kunne være virkelighed, var konklusionen.

Den canadiske kunstner Stan Douglas, som lige nu udstiller fire af sine fotoserier på Nikolaj Kunsthal, arbejder ligeledes med dokumentariske fotografier, og på udstillingen finder man bl.a. billeder fra Vancouver i 1930’erne og 1940’erne og fra Angola og New York i 1970’erne. Til forskel fra Troilo og World Press Photo påstår Douglas dog ikke, at der er tale om billeder af virkeligheden, for Douglas, der selv er født i 1960, kan selvfølgelig umuligt have været alle disse steder til alle disse tider. I hvert faldt ikke direkte. I stedet har han ud fra fotografisk arkivmateriale genskabt historiske øjeblikke og fotografiske stilarter: »Der er mere sandhed i løgnen end i dokumentaren,« som Douglas er citeret for at sige i udstillingen.

Historiemageren

Der ligger mange timers researcharbejde bag hvert enkelt af Douglas’ fotografier. Alt har han undersøgt, tilpasset og afstemt, så hver enkelt detalje er blevet så historisk korrekt som muligt. Som på et filmset har Douglas arbejdet med specialbyggede kulisser, rekvisitter og instruktion af skuespillere. Selv om der således ligger en granskning af tusindvis af arkivfotos og en minutiøs genskabelse af historien bag Douglas’ fotografier, er man dog aldrig i tvivl om, at vi her ser billeder på historiske begivenheder og ikke billeder af dem. Billederne er simpelthen for store, skarpe og perfekte til at kunne have været lavet med datidens fototeknik. I værkserien Crowds and Riots (2008) tager Douglas udgangspunkt i historiske begivenheder i Vancouver i Canada, som f.eks. politiets hårde håndtering af en fredelig smoke-in i billedet Abbott & Cordova, 7. August 1971, der er sammensat af ikke mindre end 15 forskellige fotografier. I nogle af værkserierne er Douglas ligefrem gået så langt i sit historiske arbejde, at han har påtaget sig en historisk identitet som f.eks. portrætfotograf i efterkrigstidens Vancouver (serien Midcentury Studio) eller reportagefotograf i 1970’erne (serien Disco Angola). De forskellige identiteter afspejler sig i den måde, hvorpå fotografierne er opbygget, og Douglas leger således ikke kun med, hvordan historien ser ud, men også med hvilken betydning det har, hvem der har skabt billederne af den.

Stillbilleder fra film

Douglas’ fotografier er på mange måder i slægt med de stillbilleder, man efterhånden er vant til at se som en del af markedsføringen af nye film. Især serien Crowds and Riots ligner stills fra nogle af de mange historiske kostumedramaer, der har været populære i biografer og på tv de seneste år. Ligeledes får Douglas’ fotografier tankerne hen på den amerikanske kunstner Cindy Sherman, der i 1977 påbegyndte fotoserien Untitled Film Stills, hvori hun approprierede kvinderoller fra populærkulturens mange filmgenrer. Ligesom det er tilfældet med Sherman, har man i Douglas’ fotografier følelsen af, at der er en historie i gang, som man ikke kender. Og ligesom Shermans værker var en undersøgelse af de klicheer, kvinder spiller i filmens verden, så synes Douglas’ værker på samme måde at fremstå som historiske klicheer i den måde, hvorpå en tid og et sted er komprimeret til ét eneste øjebliksbillede, hvori alt er perfekt.

Glemte historier

Når Douglas således på mange forskellige måder agerer historiemager i sine fotografier, er det selvfølgelig også relevant, at de historier, han fokuserer på, ofte er lokale og derfor også oversete i en større historiefortælling. I serien Disco Angola (2012) hænger fotos, der forestiller henholdsvis dekolonialiseringen af den tidligere portugisiske koloni Angola og disco-fester i 1970’ernes New York, side om side. Således får Douglas bundet to forskellige frihedskampe sammen til at være en del af samme historie – to kampe, som på sin vis blev vundet, men som i New York blev afløst af aids-krisen og i Angola endte med, at Eduardo dos Santos overtog magten, hvor han stadig sidder den dag i dag, mens størstedelen af landet lever i stor fattigdom.

Imploderede arkiver

Der er ingen tvivl om, at der er mange ting på færde i Douglas’ fotografier og ikke mindst i den måde, hvorpå de er blevet til. Især de store farvefotografier, som man møder i udstillingens første rum, fremstår som en slags nutidige historiemalerier, hvori en mangefacetteret historie og tusindvis af arkivfotos er imploderet til ét perfekt øjebliksbillede.

Hvis man som undertegnede lider af en grundlæggende skepsis over for historiske kostumedramaer og forsimplede historier, kan det være let at affeje fotografierne som værende alt for forsimplende. Men netop i denne enkelhed kan man også vælge at se en stor kvalitet, for fotografierne åbner uvægerligt op for en række vigtige spørgsmål: Hvordan forholder man sig egentlig til det, vi kalder historie, men som har betydning for livet i dag? Hvorfor er det vigtigt at genforhandle og genfortolke det, der skete? Hvis historier er det, der får lov at blive husket og sat i ramme? Og ikke mindst: Kan et billede nogensinde vise virkeligheden, og er det relevant?

Stan Douglas: ’Fotografier 2008-2013’. Nikolaj Kunsthal, København. Indtil den 10. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her