Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Hvad der er gang i

Kendrick Lamar har skabt et politisk mesterværk. Han skyder med skarpt mod magten og racismen – og genopfinder både funk og sort stolthed
Kultur
21. marts 2015
Kendrick Lamar har skabt et politisk mesterværk. Han skyder med skarpt mod magten og racismen – og genopfinder både funk og sort stolthed

By the time you hear the next pop. The funk shall be with-in you.« BANG! Og værsgo. Funken er i dig. Skudt fra en futuristisk pimpmobil med en karburator af guld, på humanistiske plader – kørt af en frygtsom herre, der forsøger at styre så ærligt gennem gaderne som overhovedet muligt. Og derfor også kommer til at køre gennem hegnet ind til Det Hvide Hus. For han er vred på magten.

Dørene åbner og ud vælter en spraglet flok: Miles Davis et sted omkring hans electric-periode, George Clinton og hans p-funk-stjerner i Parliament, Herbie Hancock og hans Headhunters, James Brown i stiveste puds, Fela Kuti i karakteristisk bar overkrop, gummibassisten Thundercat. Ornette Coleman og hans idiosynkratiske horn samt det krøllede computergeni Flying Lotus.

Egentlig en uterligt livlig flok, men de forlader bilen i mørkt og andægtigt lune. På deres hænder bærer de ligene af Michael Brown, Trayvon Martin og Eric Garner. Lamar begynder at skyde med ord, der omgående former sig som et anklageskrift mod den amerikanske uretfærdighed. Og det gjalder over plænen op mod Obamas ovale kontor.

Med sit nye album To Pimp A Butterfly omstøber Kendrick Lamar den afroamerikanske musiktradition til spraglede, men diamantskarpe projektiler mod den vold, fængsling, marginalisering, intimidering og mord, der stadig undertrykker afroamerikanerne. »From Compton to Congress«. Gennem albummet skifter han synsvinkler og personaer. Han rapper som hybrishøj hævngerrig hedspore på gaden; som isoleret stjerne alene med sin præstationsangst på hotelværelset; som Uncle Sam, der fortæller Lamar og hans slags (»I know your kind«) at de aldrig kommer til at klatre opad den sociale rangstige; som slave, der laver en blomst af den bomuld, han har plukket på marken, til sin udkårne.

Cover til To Pimp A Butterfly 

Enorm kompleksitet

Kendrick Lamar Duckworth voksede op i det socialt udfordrede Compton syd for Los Angeles. Han kan fortælle om sine konfrontationer med politiet, som han til musikmagasinet Rolling Stone kalder »den største bande i Californien«. Dem der skød Michael Brown, dem der kvalte Eric Garner. Dem der er den voldelige strukturs håndlangere.

I dag er den nu 27-årige Lamar ikke hvem som helst i moderne hiphop-historie. Hans foregående album (debutalbummet, hvis man insisterer på at kalde hans første udgivelse Section. 80 et mixtape) good kid, m.A.A.d city fra 2012 regnes allerede for et mesterværk og er blevet sammenlignet med skelsættende, mesterlige debutalbummer som Nas’ Illmatic og Jay-Z’s Reasonable Doubt. Og da To Pimp a Butterfly blev lækket på nettet og dernæst i mandags hasteudgivet en uge før planlagt, blev det det mest hørte album i Spotifys historie med 9,6 millioner streams på verdensplan på førstedagen.

De messianske overdrivelser er allerede begyndt at flakse på blogs omkring den gode mand efter udgivelsen, og det er der er en god grund til. For ikke blot er det et mesterligt album, det er også en mesterlig rapper, der oplader sin røst. Hans bløde intoneringer, fløjlsbløde klang kender og elsker verden allerede, men at han også formår at genopfinde sig som smældende melodisk rapper i funkens spraglede gevandter er en kærkommen transformation.

Og den matches på det musikalske niveau med en enorm kompleksitet. De førnævnte koryfæer fra pimpmobilen får rystet deres tryllestøv ned i den store sampler eller udover sangene. Vi befinder os i et polyfonisk værk, hvor der ikke kun rappes med mange stemmer, men også sakses musik fra hele den afroamerikanske musikhistorie. Der samples og spilles i symbiotiske mix i en flydende sammensmeltning af fortidige og nutidige hænders og stemmers arbejde.

Appel om selvrespekt

Der er en ekstrem stillingtagen på spil. En samplerdelisk profan tilgang til fortiden, der netop i sin respektløshed giver mulighed for genfødsel – og dermed give den en ny form for selvrespekt. Akkurat som Lamar advokerer for selvrespekt hos sine brødre og søstre. Den kommer gennem historiebevidsthed, men også ved at vriste sig fri af historiens lænker og turde tænke en ny verden. Og den proces gennemgås også musikalsk, hvor funken, soulen, jazzen, hiphoppen genopfindes gennem inspirationer fra, men ikke gentagelser af fortiden.

Isley Brothers samples og sætter ild til den fyrige banger »i«. Albummet når et melankolsk leje med den maskingeværrappede »Hood Politics«, der sampler en klagende bid fra den blege troubadour Sufjan Stevens. Mens den efterfølgende »How Much A Dollar Cost« synes at interpolere klaverharmonier og strygeratmosfære fra Radioheads »Pyramid Song«. Og der er interpoleringer og lån fra James Brown og Michael Jackson.

To Pimp A Butterfly er også et ambivalent eller i hvert fald stærkt nuanceret album præget lige så meget af indre politik, som ydre angreb på magten. Der er den selvhadende »u«, hvor han piner sig selv, blandt andet over ikke at have forhindret sin teenagesøster i at blive gravid. Og langt senere på pladen – efter rejser til hjemstavnen Compton og moderlandet Afrika – er der den optimistiske »i«, hvor han erklærer kærlighed til sig selv og folket. På den ene side er der håbet om, at hudfarven ikke spiller nogen rolle, på den anden side erkendelsen af at, det gør den. Der er hans frigørelse gennem succes, og der er den nye frihedsberøvelse, som den bringer med sig. Og der er »The Blacker the Berry«, som Lamar begyndte at skrive, da han så nyhederne om en hvid sikkerhedsvagts skuddrab på Trayvon Martin for tre år siden.

Desillusion over Obama

USA har forandret sig siden Lamars sidste album. Politivolden er blevet eksponeret, optøjerne har bredt sig, desillusionen over Obama har bidt sig fast. Accepten af verden og vreden over dens indretning, kærligheden og selvhadet, hvidt og sort lys brydes i Lamars prisme. Og man kan vælge at se albummet som et narrativ, der bringer vores protagonist fra en dyb forvirring og et indædt selvhad til en ny tro på sig selv og sine brødres og søstres muligheder.

Desmond Tutu, Nelson Mandelas spøgelse, Marcus Garvey, Martin Luther King, Oprah Winfrey springer frem i de ekstremt ordrige tekster. Og til sidst idolet, afdøde Tupac Shakur, som Lamar så under videooptagelsen til hittet »California Love«, da han var otte. Ham får han i tale ved at klippe sig selv ind i et gammelt svensk interview med den afdøde mester, som fortæller sin lærling, at den afroamerikanske modstand i USA godt kan ende i blodigt oprør.

Kendrick Lamar indskriver sig i en stolt tradition for ekvilibristisk, afroamerikansk indignation. Vi befinder os i klasse med store politiske plader som Sly & The Family Stones Theres A Riot Goin’ On (dens desillusion over 60’er-drømmen kopieres ind i Lamars depression), nigerianske Fela Kutis Expensive Shit eller Zombie, D’Angelos Black Messiah fra sidste år, Nina Simones sublimt formulerede vrede, Billie Holidays fortolkning af »Strange Fruit« og selvfølgelig Marvin Gayes kærlige massage af en smadret nation på What’s Going On.

Det er dét, som Lamar forsøger at gribe om: Hvad der er gang i – i ham selv, i folket, i samfundet, i verden. Og albummet dirrer i bevidstheden. Hans vrede og hans angst. Skudt fra plænen foran Det Hvide Hus, som den ser ud på coveret til To Pimp A Butterfly. Befolket af Lamar og hans kumpaner samlet omkring en besvimet dommer med sin hammer i græsset. »Free your mind and your ass will follow«, som albummets ærværdige gæstevokalist George Clinton erklærede for snart længe siden, hvor det også var galt fat i USA. Retfærdigheden er stadig knockoutet i 2015. Men der er håb, så længe der er modstand. Og To Pimp A Butterfly er et smukt, vildt, ærefrygtindgydende stykke funky modstand.

Kendrick Lamar: To Pimp A Butterfly (Interscope/Aftermath/Top Dawg/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her