Læsetid: 4 min.

Gang i gabestokken

TV3’s ’#Nethaderne’ påtager – eller tillader – sig at finde dem, der sidder bag deres computerskærme og hælder ufiltreret galde ud over andre. De skal skamme sig, men først skal de findes, konfronteres og eksponeres på tv
Heidi er et af de ofre for internetchikane, hvis historie gør indtryk. Spørgsmålet er, om hendes tilfælde ikke snarere er en sag for politiet end for TV3.

Heidi er et af de ofre for internetchikane, hvis historie gør indtryk. Spørgsmålet er, om hendes tilfælde ikke snarere er en sag for politiet end for TV3.

TV3

19. marts 2015

Der er bred benstilling og maksimal alvor i blikket, hvad enten filosofiprofessor Vincent Hendricks taler til kameraet eller til dem, som reportageserien #Nethaderne kalder gerningsmænd.

Dem, som også kaldes ’trolde’ eller med et engelsk ord ’trolls’: hidsige typer, der i affekt eller ud af ren og skær kedsomhed sviner folk, de er uenige med, til på internettet.

Som ikke vil stoppe, og som synes, der skal være plads til voldstrusler, homofobi, sexisme og racisme.

Og det er alvorligt, emnet. Voldstrusler og chauvinisme er ikke okay. Spørgsmålet er, om det er vejen frem mod en mere tålelig form for uenighed at sende en filosofiprofessor med agentattitude og kamerahold ud i landet for at fortælle vrede folk, at deres argumenter ikke er rationelle, og at de blander tingene sammen.

På et leje af fordømmelse

Vincent Hendricks’ mission er at finde haderne og bekæmpe hadet med fornuft. Den fornuft bliver serveret på et leje af fordømmelse, sådan at de galt afmarcherede hurtigt kan forstå, at det, de har gjort, er forkert.

Problemet med fordømmelsen er ikke, at den ikke er berettiget, men at den nok appellerer mere til seerne end til ’gerningsmændene’ selv. Hvis man godt kan lide et skarpt skel mellem gode og onde, civilisation og barbari, går man ikke forgæves her.

Gerningsmænd er ellers ikke et ord, man bruger om nogen, der ikke er dømt for noget, men i #Nethaderne ser vi et selvbestaltet skænderipoliti i aktion, og det er ikke bange for drama. Kameraholdet og den seriøse professor ligger på lur med walkie-talkier og fordømmende blikke, parat til at stille de stridslystne og meget genstridige typer til ansvar for det, de virkelig ikke skulle have skrevet. Der er billig spændingsmusik, ekko på oplæsning af tilsviningerne og et tilbagevendende billede af den arketypiske ’nethader’ som en mand, der sidder med sin bærbare i mørke for nedrullede persienner godt sunket ind i sin hættetrøje, så man kun ser en fedtglinsende næse og nogle ivrigt tastende fingre.

Det er desværre en ret komisk iscenesættelse, der kommer til at skygge for, hvor frygtelige de citerede udsagn vitterligt er. Bagholdskonfrontationerne og alle de fjollede elementer gør #Nethaderne til en lovlig entusiastisk fejring af den moralske overlegenhed, der kendetegner os artige, der vinder vores skænderier ved at holde stemmeføringen i et nogenlunde behersket leje.

Haderne i medierne

Det er ikke første gang, at et tv-program tager fat i folk, der nedgør og truer folk, der ytrer sig offentligt. #Nethaderne har den kvalitet til fælles med en programserie som Michael Jeppesens Ti stille, kvinde, der i efteråret satte fokus på sexistisk hetz mod9 kvindelige meningsdannere på DR, at ofrene får lov at komme til orde. #Nethadernes egentlige berettigelse er ikke, at nethaderne bliver klogere, eller at man bliver klogere på, hvad der sker i deres hoveder, når deres fingre rammer tastaturet, men at man bliver konfronteret med ofrenes meget ligefremme beretninger om, hvordan hetz føles.

Der er ingen tvivl om, at det er et samfundsmæssigt problem, at prisen for at være synlig i offentligheden er så høj. Men den store forskel på #Nethaderne og Ti stille, kvinde er, hvordan man forestiller sig, at det skal løses.

I #Nethaderne leder Vincent Hendricks efter skurkene bag de hadefulde ytringer og præsenterer det som en sejr, hver gang en af dem er blevet opsporet, fanget af kameraet og konfronteret med sin udåd. I Ti stille, kvinde ledte Michael Jeppesen efter menneskene bag troldene. Her blev også lavet lettere detektivarbejde for at finde frem til folk, men modsætning til i #Nethaderne blev stemmer, navne og ansigter sløret. Måske er det også derfor, der var en del flere i Ti stille, kvinde, der gad forklare sig. Det er ikke nødvendigvis det samme som at forsvare sig, et par af dem kæmper tydeligvis i deres egen forståelse en frihedskamp, der giver ret til lidt af hvert. Michael Jeppesen ville tilsyneladende forstå og forklare, indtil der ikke var mere sexisme tilbage.

Hvor #Nethaderne griber det an som et spørgsmål om efterforskning og placering af skyld – der er også en juraprofessor med på sidelinjen – greb Ti stille, kvinde det mere pædagogisk anog gjorde det til et spørgsmål om at se og anerkende hinanden som sårbare mennesker, der fortjener respekt.

Helt i mål nåede programmerne ikke. Sexisme og hetz findes endnu, og folkesygdommen spat er ikke nødvendigvis blevet mindre udbredt. Der er al mulig grund til at høre på dem, internethetzen går ud over, og dem, der skriver ting så stride og chauvinistiske, at den offentlige debat kun er til at være i for de mest hårdhudede, som man også for nylig gjorde opmærksom på i Nærkontakt med Mikkel Munch-Fals på DR2.

Det er nok bare for naivt at sende en filosofiprofessor ud at prædike fornuft for barbarerne.

#Nethaderne sendes på TV3 onsdage kl.20.

’Nærkontakt’ – med Mikkel Munch-Fals om internet-hetz kan ses på dr.dk til den 31. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu