Læsetid: 3 min.

Godhed blandt socialt udsatte

Ingvild H. Rishøis ’Vinternoveller’ henter emner og materiale fra nære familierelationer og komplicerede indre konflikter
27. marts 2015

Der er meget sne i Norge, så meget, at storesøster og to mindre børn i Ingvild H. Rishøis novelle »Søskende« må opgive at komme frem til den fjeldhytte i Valdres, de vil søge tilflugt i. Sådan forholder det sig i hendes nye samling Vinternoveller, som man må læse med en vis forventning efter den velskrevne samling Historien om fru Berg, der også er udkommet på dansk (2013).

Begge henter de emner og materiale fra nære familierelationer og komplicerede indre konflikter, som er svære at bearbejde for de pågældende personer og i stedet giver sig udslag i reflekshandlinger. Det, man ikke kan tale om, eller det, som forfatteren snildt gemmer forklaringen på, skaber i bedste fald spænding og intensitet som nu i den nævnte søskendefortælling, som er den længste og sidste af de tre, som udgør bogen. Som de to andre har den det næsten usædvanlige særpræg, at den ender godt, idet et medmenneske forsonende griber ind. Der er således til alt held megen godhed på færde blandt de socialt udsatte her i bogen, hvor fortælleren hver gang er en jegperson.

Den 17-årige Rebekka ’anlægger eventyrstemme’ for at berolige de små, Mia og Mikael, som har forskellige, tvivlsomme fædre, Morten og Mehmet, mens hendes egen far er død. Deres mor er skrøbelig og uden handlekraft, og under truslen af børneværnets indgriben arrangerer hun et desperat flugtforsøg og har lånt en venindes hytte at skjule sig i. Efterhånden under rejsens strabadser tegnes baggrunden op. Denne eneste, nære veninde som havde givet hende nyt livsmod, er flyttet til udlandet. Hun reagerede fortabt med skandaløse udskejelser med konsekvenser for familiesammenhængen, men har nu besluttet at tage sagen i egen hånd og unddrage sig konsekvenserne, beskytte de små og sig selv. Men nu understreger snemasserne og mørket den håbløse situation, hun har bragt sig i. I deres yderste udmattelse og opgivelse dukker hjælpen op i skikkelse af en fremmed, forstående kvinde i bil.

Den hjælpende hånd

Samme foreløbige redningsaktion sker i den første, korte novelle med titlen »Vi kan ikke hjælpe alle«, de ord, som den enlige mor svarer på sin lille datters undren over, at hun ikke giver en skilling til en tigger, for der er hverken råd til bussen hjem eller til at købe nogle nye trusser til barnet, der har gjort sig våd, og slet ikke da hun har besindet sig og givet fyren de sidste penge. I en pinagtig, håbløs trussescene i en forretnings prøveværelse forbarmer en fremmed mand sig og stikker hende et par hundrede kroner. I enhver henseende er det en nødløsning, menneskeligt og fortælleteknisk, der kun siger så meget, at den eneste værdi er nærhed, forståelse, fantasi – lutter modsætninger til visen om ulven i søskende-fortællingen: »Ulven hyler i nattens skov,/ han vil, men kan ikke sove«.

Midterstykket »Den rigtige Thomas« handler om den uvorne knægt, der ikke begår sig i livet, men som ung havnede i fængsel og hader det, han bare kalder ’systemet’, som er skyld i alle hans onder. Han fik et barn med en tilfældig, der opsporede ham for at kræve børnepenge. Nu venter han besøg og overnatning af den lille Leon og vil i det mindste købe en pude til ham, men magter ikke en så enkel handling. Men også her dukker en hjælper tilfældigt op, en gammel skoleveninde, og det med så megen sympati, at der antydes lidt bedre tider for ham.

Novellernes konstruktion har på den måde unægtelige trivielle træk, der vagt kan forklares ved lysten til eventyrfortællen som hos ovenomtalte Rebekka i »Søskende«. Det fine detailarbejde med forståelser og misforståelser mellem mennesker, enten de nu er fremmede eller nærtstående, forældre, søskende, veninder, giver sprog til det, som ikke kan fortælles ligeud, det hæmmede eller fortrængte, så som de voksnes ufortolkelige sindstilstande og følelse af isolation, som modsvares af børns umiddelbare skarpsindighed og iagttagelsesevne. I så megen social tristesse er der alligevel uventede energier til stede. Det fintmærkende sprog er godt gengivet på dansk.

Ingvild H. Rishøi: Vinternoveller. Oversat af Jannie Jensen. Batzer & Co. 168 sider. 228 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu