Et halv meter højt mumieagtigt trækors er omviklet af gulnede stofstrimler og sejlgarn hænger i en montre af klar akrylplast. Det er de eneste fysiske rester af Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaards berygtede kunstaktion Den Kvindelige Kristus, hvor en blød, nøgen kvindekrop den 29. maj 1969 gik igennem Københavns Børs og symbolsk fortrængte storkapitalen.
Med udstillingen What’s Happening? Avantgarde og feminisme i 1960’erne og 70’erne sætter Statens Museum for Kunst fokus på en kunsthistorisk periode, der hev kunsten ud af rammen og ned fra soklen og flyttede den ud i det offentlige rum.
Udstillingen omfatter også film, malerier, collager, installationer og andre kunstobjekter fra perioden mellem 1965 og 1975, men den udmærker sig ved, at den forsøger at putte 14 for længst overståede happenings på museum ved at vise det, der er tilbage af dem. Somme tider er det bare en filmstump eller et undseligt objekt.
De uhåndgribelige kunstperformances fra en af det 20. århundredes største brydningsperioder stiller altså også krav til museerne, der i deres grundlæggende struktur ikke er gearet til at håndtere det ikkefysiske. For hvordan bærer man sig ad med at udstille noget, der har udspillet sig kortvarigt i tid og rum, og har efterladt sig få, eller måske slet ingen spor? Den grynede sort/ hvidfilm, hvor en nøgen Lene Adler Petersen manende vandrer gennem Børsen med et kors i hænderne, varer for eksempel blot 40 sekunder, før den går i loop og starter forfra.
Tiden er moden
Birgitte Anderberg er museumsinspektør på Statens Museum for Kunst og kurator på udstillingen. Hun mener, at tiden i høj grad er moden til happeningkunst.
»Det har noget at gøre med, at happeningværkerne er kommet så meget på afstand historisk, at man bedre kan finde ud af at putte dem på museum,« siger Birgitte Anderberg.
Der hersker bred enighed om, at de flygtige kunstformer har fået en noget stedmoderlig behandling af de etablerede kunstinstitutioner. Men i kølvandet af performancekunstens store genkomst i 1990’erne er museerne begyndt at vågne op. Og ifølge Anderberg er det først inden for de seneste par år, at man er begyndt at tage den form alvorligt inden for institutionerne.
»Institutioner er langsomme. Den revolution, der fandt sted i 60’erne og 70’erne, har faktisk endnu ikke forplantet sig til museerne,« siger Birgitte Anderberg.
Hun forklarer, at der i forskningen og kunstverdenen er modstridende opfattelser af, hvordan og hvorvidt man overhovedet putter happenings på museum.
»Der er én side af teoridannelsen omkring de flygtige kunstformer som happenings og performance, der siger, at de slet ikke skal på museum, fordi de er så flygtige. Deres ontologiske væren og hele deres værdi er bestemt af, at de kun eksisterer i øjeblikket. Ifølge den opfattelse er det dér, deres kraft og magt ligger, og det skal man ikke pille ved,« siger hun. Som museumsmenneske bekender hun sig til en anden opfattelse.
»Den går på, at de flygtige kunstformer også har rammer og kontekster. Men de rammer og kontekster er den tid, som værkerne spiller ind i. Og når man først er kommet på afstand og kan se, hvad der var de vigtige brydninger i tiden, så begynder de rammer at synliggøre sig helt vildt.«
Eksempelvis kan vi først i dag se Lene Adler Petersens børsaktion som udtryk for en førfeministisk idé om blødere værdier i opposition til storkapitalen og patriarkatet. Det radikale historiske skred aftegner sig i dag som en kontekstuel og konceptuel ramme om værket.
»Så bliver det pludselig meget tydeligt, hvordan den aktion skærer sig ind i sin samtid. Nu kan vi se, hvorfor det er et vigtigt værk, måske endda et hovedværk i dansk kunsthistorie. Aktionen går så skarpt ind i forhold til sin tids parametre og opridser en lang række akser, der kan forfølges. Og så begynder der at ske noget. Så kan man noget rent udstillingsmæssigt,« siger Birgitte Anderberg.
Kirsten Justesen første og nu ikoniske værk ’Skulptur II’ fra 1968.
Skandale og oplevelsesøkonomi
Jesper Rasmussen er både kunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi. Han mener, at den fremherskende oplevelsesøkonomiske tankegang er den største årsag til, at tiden er blevet moden til at udstille happeningkunst på en af landets store kunstinstitutioner.
»Det er jo kunst, der i sin tid vakte sensation, og derfor er det sjovt at vise igen, fordi det har et sensationsmoment. På den måde synes jeg, udstillingen er meget tidstypisk,« siger Jesper Rasmussen.
Han understreger dog, at han absolut ikke opfatter SMK-udstillingen som et let omsætteligt mediestunt, men et lødigt kunstfagligt og kunsthistorisk anliggende.
»Man kan godt udlede, at lige nu kører kunstverdenen meget sensationspræget, og at det derfor giver mening at se tilbage på, hvordan skandaler og happenings foregik i fortiden. Historieløshed er noget af det farligste, så det er godt at blive oplyst om, at det, der sker i nutiden, har klare forbindelser til noget, der er blevet lavet før,« siger Jesper Rasmussen og fortsætter:
»Så jeg siger ikke, at Statens Museum for Kunst har kalkuleret i publikumsreaktioner. Men på det ubevidste plan kan man jo godt sige, at det er naturligt, at en udstilling om happenings kommer nu, på baggrund af den neoliberale og oplevelsesøkonomiske tænkning, der dominerer kunsten i det hele taget.«
I egenskab af kunstner har Jesper Rasmussen tidligere kritiseret, at dele af kunstverdenen repræsenteret ved provokunstnere som Kristian von Hornsleth og Uwe Max Jensen i dag går oplevelsesøkonomiens ærinde. Ved at fokusere på det spektakulære og skandaløse kan kunsten ikke rykke ved samfundsnormer og vaneforestillinger, mener han. Tværtimod er grænseoverskridelsen på forhånd blevet forventet af alle parter, lige fra publikum til presse og kunstinstitutionerne selv.
Jesper Rasmussens yndlingseksempel på indtoget af oplevelsesøkonomiske parametre i kunstverdenen er udstillingen Skandaler på Århus Kunstmuseum i 1999, der dokumenterede de seneste 100 års største kunstskandaler. Til lejligheden havde udstillingsarrangøren Lennart Gottlieb sørget for, at kunstneren Jes Brinch kom og smadrede en Jaguar-veteranbil inden for kunstmuseets fire vægge.
»Her var det simpelthen kunstinstitutionen selv, der bestilte og iscenesatte en skandale. Det var meget forlorent,« siger Jesper Rasmussen. Ifølge ham er det den oplevelsesøkonomiske tænkning, der har ligget som en understrøm i kunstverdenen de seneste 10-15 år.
Kritikken står i stampe
Når man bevæger sig omkring på udstillingen i de to store rum på Statens Museum for Kunst fyldt med kneppemaskiner, røvafstøbninger og levn fra kollektivistiske kvindefester, så får man det indtryk, at happeningformen grundlæggende har været venstreorienteret og kønspolitisk orienteret. Og der bliver stadig lavet kunstaktioner i dag, der fører den arv videre, fortæller Birgitte Anderberg.
Når en kunstner som Sophie Dupont sætter sig på trappen til den københavnske kunstmesse Chart og helt stille giver sig til at ridse streger i en guldplade, hvor hver streg repræsenterer et åndedræt, så ligger deri en kritik af kunstens omsætning som vare i den pågældende messesammenhæng, der rækker tilbage i tiden.
»Der er mange af de ting, som 60’erne og 70’ernes samfundskritiske kunst grundlagde, som der stadig bliver arbejdet med,« siger Birgitte Anderberg. Hun mener dog, der er sket en afmatning fra kunstnernes side i forhold til, hvor meget der er på spil i happenings i dag.
»Jeg tror, der er sket en ændring i troen på selve det politiske i det,« siger Birgitte Anderberg, der selv er fascineret af 60’erne og 70’erne, fordi den periode står som vores kulturs ungdomsår.
»Der var en total optimisme omkring det, man foretog sig. Kulturen startede ligesom forfra: Man definerede helt nye mønstre og retninger, og man troede, man kunne føre tingene nye steder hen. Der var mange utopier, men i virkeligheden må man se i øjnene, at det ikke ændrede sig så radikalt,« siger hun og fortsætter:
»Der tror jeg, at kunsten i dag har en anden skepsis i forhold til troen på, at det fører et andet sted hen. Så på en måde står man mere i stampe i forhold til de kritiske positioner, fordi der ikke er så mange forhåbninger om, at man kan flytte noget. Så måske bliver det mere en kritik for kritikkens skyld.«
Happening er ikke altid oprørsk
Birgitte Anderberg mener dog ikke, man kan konkludere, at happeningkunsten i dag er stillestående og tilbageskuende. Men formen bliver brugt af mange forskellige kunstnere – og med mange forskellige resultater til følge.
»Ligesom med andre kunstformer skal man have en tjekliste på sin form, når man bruger den, og man skal tænke sig godt om. Happeningen er ikke i sig selv frisættende; den er ikke i sig selv oprørsk. Det er rigtig vigtigt, at man har sine parametre med sig og kender sine virkemidler.«
– Er det stadig provokerende at provokere?
»Provokationen er ikke så interessant i sig selv. Men det at kunne skabe noget og frisætte noget energi og nogle betydninger og få låget til at lette engang imellem – det synes jeg er et væsentligt udkom af kunst i enhver form. Nogle gange kan det være, at provokationen kan gøre det, men det er langt fra altid. Provokationen kan også bare lukke diskussionen fuldstændig,« siger Birgitte Anderberg og uddyber: »Hvis man ikke engang tror, man kan ændre noget, og hvis der ikke står en vision om noget andet for enden af den kritik, man sætter, så kan det hurtigt blive en tom parade. I virkeligheden er den slags institutionskritiske værker meget institutionsafhængige, fordi de er dybt afhængige af den institution, de er en parade overfor.«
Jesper Rasmussen mener ikke, at den skandaleforhippede happening i dag kan rykke ved noget i samfundet.
»For publikum er det blevet mainstream. Det er det, der er sket i dag. Det er nogle formater, vi kender til bevidstløshed, fordi de udføres hele tiden. På den måde er det faktisk usensationelt for museet at udstille de værker. Og det er egentlig fint, at SMK viser værkerne af kunstfaglige og historiske grunde, og ikke for at skabe nye skandaler,« siger han og fortsætter: »Museerne er hele tiden bagefter, og det skal de også være. De skal være lidt konservative. Jeg ser ikke museer som dem, der skal sætte en dagsorden for ny kunst, men som dem, der skal komme og samle op bagefter,« siger Jesper Rasmussen.
’What’s Happening? Avantgarde og feminisme i 1960’erne og 1970’erne’ på Statens Museum for Kunst åbner i dag. Til den 2. august 2015
