Læsetid: 3 min.

Hukommelseshorror

Julianne Moore vandt fortjent en Oscar for ’Jeg er stadig Alice’, hvor hun får historien om en kvinde med præsenil Alzheimers til at blive meget mere end et diagnosedrama
5. marts 2015

Julianne Moore. Jeg er stadig Alice.

Hold fast i det. For hvis du får besked på at huske begge dele og ikke kan hive navnet og titlen frem i bunden af denne anmeldelse, så er der måske grund til bekymring.

Det får man i hvert fald tydeligt indtryk af fra ægteparret Richard Glatzer og Wash Westmorelands drama om lingvistikprofessoren Alice, som i en alder af bare 50 år begynder at miste ord i sit ellers velartikulerede succesliv og oplever momentan desorientering på løbeturene i New York.

Noget er galt, og Julianne Moore fanger fra filmens første øjeblikke den snigende uro, når minderne pludselig svigter. Måske er det bare stress, eller også er noget alvorligere på færde? Hver ufrivillig pause bliver til suspense, når vi ved, hvad hun leder efter og oplever hendes pludselige famlen, mens en diskret brug af uskarpe elementer i billederne og disharmonisk musik underbygger følelsen af, at noget er bare lige lidt ved siden af normaltilstanden.

Mere end diagnosedrama

Da Alice får stillet diagnosen præsenil Alzheimers, tænker man som publikum uvilkårligt, at nu er der kun én vej, den historie kan gå, og man kender den deprimerende retning. Andre film har været tilfredse med at skildre udviklingen fra symptom til sygdom som en illustreret lægejournal.

Med Julianne Moore i centrum bliver Jeg er stadig Alice heldigvis meget mere end det velkendte diagnosedrama. Hun skaber et rørende portræt af et menneske, som må slås med smerten ved at vide, at hun står overfor at miste sig selv. Historien udforsker med Moores udtryksfulde ansigt, hvad der definerer os som mennesker, og de forskellige reaktionsmønstre efterhånden som erkendelsen om det uundgåelige sætter ind.

Det er det rene horror at se Moores ansigt bevæge sig fra det levende og engagerede til det fraværende og blanke, mens lyset gradvis slukkes i hendes øjne, og folk begynder at tale om hende, som om hun ikke er der. Man fornemmer ikke mindst den utrolige spændvidde i hendes præstation, når Alice i en af filmens stærkeste scener konfronteres med en video, hvor hendes tidligere jeg nøgternt har lagt planer for sit senere selv.

Omkring sig har Alice sin karrieremand (Alec Baldwin) og tre voksne børn (Kate Bosworth, Hunter Parrish og Kristen Stewart). Da sygdommen er arvelig, bliver de stillet over for det svære valg, om de vil vide, hvorvidt de har det grumme gen eller ej. Twilight-stjernen Kristen Stewart viser sig at være forrygende i rollen som Alices yngste datter Lydia, hvis skuespillerdrømme ikke er populære i akademikermiljøet. Historien kommer især under huden på Alice, når Lydia tør spørge ind til det svære og kan rumme det urimelige.

Filmen er baseret på en bog af Lisa Genova om hendes sygdomsforløb, og instruktørparret Glatzer og Westmoreland har haft en meget personlig aktie, da Glatzer kort inden filmens initiering fik konstateret den sjældne sygdom ALS. Glatzer og Westmoreland oplevede Genovas bog som direkte og ærlig, og de ville have den samme tone i filmen.

Man mærker da også på befriende vis, at de ikke går efter tudeturen, men snarere lader Alice forelæse om at kæmpe frem for at være offer. Når det er sagt, er det selvfølgelig stadig sørgeligt at se et menneske miste minderne, og man tager sig selv i uroligt at besvare alle spørgsmål, der stilles til hendes løbende tests, og overveje, hvornår man sidst glemte nøglerne.

Og hvordan var det nu med det der navn og titlen på filmen i starten …?

’Jeg er stadig Alice’. Instruktion og manuskript: Richard Glatzer og Wash Westmoreland. Amerikansk. Premiere i biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu