Tre højtstående jurister og embedsmænd står i statsanklagerens kontor i Petersborgs retsbygning og diskuterer en sag. En af dem blader i en avis og ser, at Ivan Iljitj, en vellidt kollega, er død 4. februar 1882 ifølge en annonce i sort ramme. Det er den indledende situation i Lev Tolstojs kortroman Ivan Iljitjs død fra 1886, nyoversat i det bedste dansk af Marie Tetzlaff. På ganske få linjer er handlingens hovedpersoner præsenteret og handlingen sat i gang med dens initiale determinanter, sådan som Tolstoj mestrer det. Det samme sker i hans store romaner, til eksempel Anna Karenina (1873-76), der efter en kort konstatering af, at alle ulykkelige familier ligner hinanden, men hver på sin egen måde, får skitseret en af værkets hovedhandlinger om familien Oblonskij.
»Hele Oblonskijs hus var i oprør. Husets frue havde bragt i erfaring, at hendes ægtefælle havde stået i forhold til familiens franske guvernante og havde under deres opgør sagt ham, at hun for fremtiden ikke kunne leve under tag med ham. Således stod sagerne.« Men til forskel fra denne roman og den endnu større Krig og fred (1863-69) med deres frie, episodiske komposition er den lille roman om appelretsdommeren Ivan Iljitj stramt og målrettet komponeret af den ræsonnerende fortæller. Liv og karriere skildres kronologisk helt frem til bogens afsluttende ord: »Han trak luft ind, standsede midt i åndedrættet, strakte sig og døde.« Hermed er cirklen sluttet til det indledende kapitels før nævnte scene og omstændighederne ved begravelsen.
Det er de andre der dør
Og det er en ganske ubarmhjertig analyse af reaktionerne på et dødsfald. Det første, der falder kollegerne ind ved nyheden, er, hvilken betydning hans død kunne have på forflyttelser og forfremmelser af dem selv eller deres bekendte. Ved siden af det »fremkaldte nyheden om en nær bekendts død en følelse af glæde over, at det var ham, der var død, og ikke en selv«. Desuden at de nu var nødt til at opfylde nogle meget kedelige høflighedsforpligtelser, overvære sjælemesse og aflægge kondolencevisit hos enken. Og som læsere overværer vi vennernes parade, deres skjulte munterhed, påtaget højtidelige miner og replikker og irritation over en derved forsinket aftenkomsammen over et gemytligt kortspil. Enkens geskæftighed ved tanken om, hvor mange penge hun mon nu ville kunne trække ud af statskassen, slutter denne sceniske eksposition, hvor vennen Pjotr Ivanovitj er ledefigur. Fortælleren holder sig nu i princippet i resten af bogens tolv kapitler tæt på hovedpersonens bevidsthed og smertelige skæbne med ordene: »Historien om Ivan Iljitjs liv var den mest enkle og almindelige og den mest rædselsfulde.« Det viser sig at være en gyselig blanding. Der er solid tradition for ’Petersborg-fortællinger’, den betegnelse allerede Gogol for sit vedkommende brugte i 1835 med embedsmandslivet som yndlingsemne, et ganske byzantinsk system med det fineste netværk af stillingsbetegnelser og gradueringer, med en hær af forknytte kontorister og kopister som flipproletarisk bund. Det er mindeværdige og spøgelsesagtige grotesker i storbyens vinterkulde såsom Kappen (1842), dvs. overfrakken, som bliver den arme ejermands mareridt, Næsen (1836), som bogstaveligt talt skifter position. Også Dostojevskij kendte regeringsbyen ud og ind og brugte den straks i debutromanen Dobbeltgængeren (1846), kaldet ’Et Petersborger-poëm’, om den lille tjenestemand Goljadkin, hvis liv bliver en psykologisk gyser. Hans vrangforestilling er et nærmest hoffmannsk fantasiprodukt, skildret aldeles realistisk som en magtfuld overmand, et modstykke til hans stadige nedværdigelse og godtroenhed.
Tolstoj holder sig til den barske virkelighed, og Ivan Iljitjs venner og familie er alt for genkendelige og identificerbare ned til de mindste fysiognomiske træk som en vis Schwarz med engelske bakkenbarter og et skælmsk blik eller enken Praskovja, en lavstammet, fed kvinde, bredere fra skuldrene og ned, med mærkeligt hævede øjenbryn og endelig den døde selv med sin voksgule pande med skaldede pletter over de indfaldne tindinger og en fremstående næse – og den er helt hans egen som dødens markør.
Selskabelig virtuositet
Ivan Iljitjs liv er historien om opstigning og fald. Efter sytten års systematiske ambitioner rykker han gennem rokader op i graderne flytter fra det ene guvernement til det andet for endelig at nå det rigtige prestigeembede i Petersborg. Just på højdepunktet af sin karriere snubler han på en stige og slår sig i siden uden straks at tage sig af det. Og der er han i færd med egenhændigt at indrette sin nye, præsentable bolig med rigdommens trofæer. Undervejs har han og fru Praskovja slidt sig gennem oprivende scener af et ægteskab, skænderier om børnene, hun jaloux på hans arbejde, som han til gengæld lukker sig inde i. Han udvikler sin magtbevidsthed, men sømmeligt, politisk korrekt, nydende sin selskabelige virtuositet, med muligheder for at ødelægge hvem han vil, kort sagt en sømmelig usømmelighed, som er egnet til at give bagslag.
Smerten i siden vokser med anelsen om, at en nyre er slået løs, og han giver sig lægevidenskaben i vold. Her møder han et system, som er ganske parallelt med det retsvæsen, han kender ud og ind. Lægen er på samme gang udspørger, anklager og dommer uden at kunne stille en sikker diagnose. Han er nu fanget i et eget, velkendt spind. »Ivan Iljitj bliver alene med visheden om, at hans liv er forgiftet af ham selv, at han forgifter livet for andre, og at denne gift ikke tager af i styrke, men trænger mere og mere igennem hans væsen.«
Angstbilleder
Knugende er de konventionelle attituder, løgnen, som tager til, og som han selv deler om tingenes tilstand. Angstbillederne vokser i hans ensomhed. Han gennemskuer dem alle, men endnu ikke sig selv. Håb og skræk danser tæt i en dødedans, før den sidste bastion i selvforsvaret falder for smerternes ulidelighed. Forladt af Gud modtager han alligevel af en præst den sidste olie, men kan ikke gøre sig fri af en viden om, at livet og døden er et bedrag, nu hvor han er på vej gennem følelsernes ekstremer, indbefattet et had mod alt, mod smerterne, mod familien. I den rettergang, han forsøger at holde over sit liv, er det hans selvretfærdiggørelse, der fastholder ham i pinen og gør, at døden ikke nådigt indfinder sig. I tre samfulde dage lyder hans gennemtrængende smerteskrig, så man bag to døre blev slået med rædsel ved at høre det. Der er ingen nåde for læseren i denne mange sider lange smerte siden faldet fra stigen, inden forløsningen indtræffer. Den døende hører nogen over ham sige: Det er forbi! »Han hørte disse ord og gentog dem i sin sjæl. ’Det er døden, der er forbi,’ sagde han til sig selv. ’Den er væk’.«
Med raffineret tvetydighed slutter fortælleren således sin mærkbart intense indlevelse i processen ved at vide besked også om Ivan Iljitjs sidste ord til sig selv. Man kan ikke bestride, at der er en god portion opbyggelighed og moral indlagt i historien, men holdt ud i strakt arm langt fra Tolstojs mere traktatagtige skrifter fra tiden og af en anderledes hjerteskærende musik end i den kyskhedskrævende roman Kreutzersonaten få år senere, 1889. Og apropos ægteskabeligt samliv havde han materiale nok fra sit eget verdensberømte, stormfulde ægteskab. Døden havde han skrevet indgående om i fortællingen Tre dødsfald foruden i de store romaner. Men tematisk måske mest koncentreret i det lille mesterværk om den stræbsomme jurist.
Ivan Iljitjs død
Lev Tolstoj
Oversat af Marie Tetzlaff
Gyldendal
112 sider
150 kroner
