Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kærlighedens galskab

Josefine Graakjær Nielsen debuterer med et smukt og grufuldt kærestebrev som stærkt fastholder sine sætningers intense retningsløshed
Kultur
27. marts 2015

Hver gang jeg åbner Josefine Graakjær Nielsens debut, Rosebud, bliver jeg lidt mere fascineret af den styrke, hvormed digtets sætninger holder mig fast. Selvom bogen tager sig fin og florlet ud, med sit spædt lyserøde omslag prydet af en indtagende surreel stregtegning, en kvinde med en rose for ansigt, og inkluderende åbnes af en ’Prolog til alle’ er det ikke en bog, der falder sin læser om halsen. Nærmere sætter dens sætninger sig på tværs i halsen, med en brutal kompakthed, som gør værket svært at citere fra, fordi hver sætning hægter sig så tæt sammen med den følgende. Ikke fordi de styres af et kronologisk forløb eller en fremadskridende bekendelse.

Skønt digtet er struktureret som et fiktivt brev til en tidligere kæreste er sætningernes bevægelse forunderligt retningsløs. Jegets vidnesbyrd fra et forlist og forskruet forhold præget af brutalitet og rå sex, men også intens samhørighed, drives hverken frem af begærets drift mod sin genstand, melankoliens bagudrettede længsel, den forsmåedes vrede, eller nogen anden motor, som man forventer sig af et (eks)kærestebrev. Der er tilbagevendende tyngdepunkter – stærkest står en graviditet og abort samt en hospitalsindlæggelse – men selve tekstens sammenhængskraft fra sætning til sætning er ret egensindig. Et billede fortættes, en følelse, slår om i sin modsætning, et rum, et indfald eller en erindring river en association med sig, og forplanter sig således i den næste sætning. Materielle aspekter, f.eks. lydligheder, bruges på samme måde, som i prologen, hvor et morbærtræ avler først morsøisk og et par sætninger senere morder, og siden skaber nye forskydninger via den strukturelle lighed mellem træet og et skelet.

Effekten af denne særegne teknik bliver en slags delirium uden retning, en flegmatisk form for kærlighedens galskab, sært fjernet fra sin genstand, som sløvet af hvid tåge, eller af alt for stærkt lys, der blænder og gør én søvnig. Under læsningen, ikke mindst af sætninger som »Hjernen penetrerer sig selv fra et punkt, en lille bevægelse til et helt univers« blev jeg mindet om Anders Abildgaards enigmatiske Din fjendes fest (2013), fordi også Graakjær Nielsens talende jeg fremstår så befriet fra vanlige psykoanalytiske forklaringsmodeller, men Rosebuds insisterende fastholdelse af sin henvendelse holder – via udspændtheden mellem et nærværende jeg og et fraværende du – digtets udsigelsespositionen mere fast end tilfældet er i Abildgaards udsyrede udmanøvrering af enhedssubjektet.

Den skrivendes krop

I stedet er det som om Graakjær Nielsen tapper ind i skriftens kommunikative urfunktion. Den stærkeste lim mellem digtets sætninger er således affødt af brevformen. Ved igen og igen at trygle du’et om svar, insisterer Graakjærs jeg på at betragte skriften som en substitut for talen, der kan transcendere tid og rum. Skriften er den måde, hvorpå vi kan henvende os til den, der ikke længere står over for os. Derfor kommer der selvfølgelig intet svar. Det øjeblik, henvendelsen blev besvaret, ville vi ikke længere være i skriften. Men samtidig er skriften i Rosebud lige så tæt forbundet med den skrivendes krop, som talen er det med den talendes. Det giver sig bl.a. udslag i en optagethed af hænder og fingre. »Fingrene er der hvor kroppen slutter« som det hedder, med fingrene rører jeget ved den anden, hun gestikulerer og samtidig er det dem, hun skriver med, de producerer den skrift som måske kan fastholde henvendelsen i den andens fravær, bevare den, og indskrive den på den andens krop.

Titlens Rosebud påkalder Orson Welles’ filmklassiker Citizen Kane, hvor hovedpersonens bedrageriske sidste ord, med sine spæde poetiske konnotationer, tilsyneladende peger på en skjult kerne af skønhed i det netop afsluttede liv, men i stedet får lov at afsløre sandhedens antiklimaks. Welles’ film skilte sig i sin tid ud ved at være et flerstrenget karakterstudie frem for en fokuseret, narrativ beretning. Udfoldelsen af de forskellige perspektiver på Kanes liv leder i filmen ikke frem til nogen kerne af sandhed. I stedet viser ordet sig at være fabriksnavnet på en gammel kælk, en ligegyldig rekvisit fra hovedpersonens barndom, der overlever som en støvet del af hans endeløse, ukuraterede samling af memorabilia.

Samme unddragelsesgestus løber gennem digtet Rosebud. Der gemmer sig ingen kerne under dens tætvævede sætningsrækker, der, som samleren Charles Foster Kane, stædigt registrerer uden at fokusere: »Jeg kunne simpelthen så godt lide dig. Men jeg gled forbi verden ude af stand til at skabe mening af erfaring. Ude af stand til at vælge hvad jeg var opmærksom på, stolede jeg på at du kunne lære mig at tænke. Men fortæl mig: Er det at tænke virkelig at kunne udøve en form for kontrol over hvordan og hvad man tænker?«

Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud. Gladiator. 42 sider. 150 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her