Læsetid: 6 min.

Knaldroman med kristen opbyggelighed

Er essensen af Victor Hugos ’De elendige’ mon, at vi mennesker med barmhjertigheden har fået en guddommelig evne?
Den unge Cosette, som hun blev afbildet i 1886 af Émile Bayard (1837-1891) til ’De elendige’ af Victor Hugo (1802 to 1885).

Den unge Cosette, som hun blev afbildet i 1886 af Émile Bayard (1837-1891) til ’De elendige’ af Victor Hugo (1802 to 1885).

Scanpix

27. marts 2015

Det vil nærme sig helligbrøde efter endt læsning at sætte den nye danske oversættelse af Victor Hugos kæmperoman De elendige (1862) op på en reol. Nej, den i begge sider åbne papkasse med tre tykke bind i trikolorens farver bør tværtimod stå fremme på et bord, så hele herligheden kan beses fra alle sider: Fra ryggen, hvor forfatternavnet og titlen står med klodsede, stemplede typer som på en stor pakkasse i en havn. Fra fløjene, hvor vi ser den arme, fattige, moderløse lille Cosette. Og fra papirsiden, hvor de tre bøger tilsammen viser forfatterens milde, kloge, men også sørgmodige ansigt.

Løfter man dette mammutværk, kommer man til at tænke på et solidt, gammeldags rugbrød. Og et brød er da også, hvad der i en fjern, ulykkelig urtid forud for handlingens nutid sætter hele forløbet i gang, da den ludfattige landarbejder Jean Valjean stjæler det til sin søsters syv børn og ryger i fængsel, idømmes tugthusstraf og henslæber hele 19 år ved galejerne i Toulon. Da han slippes fri kan beretningen begynde.

Et ærligt menneske

Med sikker sans for spændingsopbygning indleder forfatteren med at præsentere os for biskoppen i en mindre by, Digne, og dermed introducere et centralt motiv i romanen, nemlig barmhjertigheden, opfattet som en på samme tid menneskelig og guddommelig evne. Alt eksisterende er »for denne gode og sjældne præst en stadig grund til sørgmodighed og et forsøg på at trøste«. Elsk hinanden! Dette er bispens eneste læresætning, som han efterlever, idet han giver den tidligere straffefange husly og lyver politifolkene lige op i deres åbne ansigter, da disse kommer tilbage med nattegæsten og to svære sølvlysestager, som han tog med sig.

Lamslået over denne godhed beslutter Jean Valjean at blive et ærligt menneske og arbejder sig op til anset social position som filantropisk glasfabrikant og en populær borgmester. Men undervejs mod lyset har han forbrudt sig igen og må, da en anden anklages for tyveriet, aflægge sin nye identitet, hr. Madeleine. Det er, skriver Hugo, en pine og en smerte at bryde med de mørke bånd til fortiden, og for vores helt står valget nu »mellem det gode udadtil og det afskyelige indadtil eller det hellige indadtil og vanære udadtil«.

Læg mærke til ordet ’hellig’, som står med fuld valør i dette mærkværdige miks af knaldroman og kristen opbyggelig tale. De elendige er nemlig fra ende til anden, i helheden og i detaljen, uanset afbrydelser, indskud og svagheder, »en vandring fra det onde til det gode, fra det uretfærdige til det retfærdige, fra natten til dagen, fra begæret til samvittigheden, fra råddenskaben til livet, fra det dyriske til pligten, fra helvede til himmel, fra intetheden til Gud«. Således sammenfattes totalforløbet i femte og sidste del, hvis handling udspiller sig i 1832, under en revolutionær opstand i Paris, og hvor Hugo effektivt, spektakulært konfronterer barmhjertighed med nidkær ondskab.

Den ultimative barmhjertighedsgerning

Over for den gavmildt opofrende, men inderst inde knugede Jean Valjean stiller forfatteren hans evige onde ånd, politimanden Javert med dødbringende, borende blik, faretruende hage og et ansigt, der et sted sammenlignes med »en djævel, der finder sin fordømte at pine«. På trods af at denne ækle satan har forfulgt Jean Valjean op gennem alle de 17 år, romanen strækker sig over, ender vor helt med at redde fyrens liv omme bag opstandens barrikade: den ultimative barmhjertighedsgerning, som siden får Javert til at lade helten gå fri, men også efterlader denne førhen så iskolde opdager i dyb samvittighedskrise. Det er intet mindre end hæsligt! En godgørende misdæder og kristent medfølende straffefange, mild, hjælpsom, barmhjertig, gengælder ondt med godt, belønner had med tilgivelse, foretrækker medfølelse for hævn og vil hellere fortabelsen for sig selv end for sin fjende, han redder den, der har slået ham, knæler foran dydens alter, nærmere en engel end et menneske! Javert er tvunget til at indrømme, at sådan et uhyre findes, og tager konsekvensen ved at begå selvmord. Tilbage på kanten af kajen ved Seinen ligger – hans hat. Dette er bare én af de scener, som under læsningen brænder sig ind i ens sind. Og der er masser af dem: Da Jean Valjean, for anden gang dømt, undslipper galejerne ved med sine gigantiske kræfter at redde sin medfange og derefter forsvinde ned i havnen. Da han opfylder sit gamle løfte til den ulykkelige luder Fantine, opsporer hendes datter Cosette og befrier hende fra den fangenskabslignende udnyttelse hos familien Thénardier. Da Jean og Cosette, nu i Paris, undslipper støveren, den utrættelige forfølger Javert, og mirakuløst finder et fristed i et kloster. Og så, hen imod slutningen, disse storladent malede optrin, der indbefatter den unge jurist Marius Pontmercy, ham der til sidst bliver gift med Cosette, men som Jean inden da har båret, livsfarligt såret, igennem kloakkernes mudrede, stinkende mørke.

»Kloakkerne er byens samvittighed. Her løber alt, her støder alt sammen. Her er alt dødlignende og dunkelt, men her er ikke flere hemmeligheder. (...) Al sminke tværes ud. Det sidste slør fjernes. En kloak er en kyniker. Den fortæller alt.« Sådan beskriver Hugo sandhedens og sølets sted i et af romanens essayistiske afsnit. Karakteristisk for hans metode er nemlig ikke alene den store epikers sindighed, men også en nærmest videnskabelig tilgang. Skal Jean Valjean bringe Marius velbeholdent hjem til Marais-kvarteret, kræver det en præcis redegørelse for storbyens over fyrre kilometer kloakker. Skal Jean og Cosette skjules i et kloster, fordrer det en omhyggelig analyse af klosteret som en bolig for det uendelige i mennesket. Og skal læseren på plausibel vis forstå, hvad Marius’ far – soldaten og baronen – engang har haft at skaffe med hr. Thénardier, den krovært, der så skammeligt hundsede med Cosette, ja, så behøves der næsten 80 siders krigshistorie over slaget ved Waterloo! Selv Paris’ topografi, det særlige sprog i en retssal og gadens på en gang rå og raffinerede slang, på fransk kaldet ’argot’, her tolket som et »elendighedens sprog«, må ydes plads og tid i dette brede og langstrakte værk, hvis forfatter lægger øret til civilisationen og derved må erkende, at »den sande skelnen mellem mennesker er mellem dem i lyset og dem i mørket«. Hvor jorden ender og sølet begynder, dér må en forfatter færdes, hvis han vil vide, hvorfor lidelse avler vrede.

Hugo påbegyndte sit udødelige mesterværk i 1845 og arbejdede på det, lige til Februarrevolutionen i 1848 satte en stopper for skriveriet. Først i 1860-61 blev det genoptaget og ført til ende, 1.700 sider i alt. Men ikke én for meget! Hans Peter Lunds mundrette og præcise nyoversættelse giver os det hele, på enkelte steder lempeligt forklarende og i fodnoter ved visse sider med udlægninger af latinen. Læg hertil en fin, oplysende efterskrift, og vi har en optimal formidling af dette værk, hvis bedrift består i sammenføjningen af en enkelt persons skæbne og moralske udvikling med den historiske proces fra Napoleons krige og kejserens fald frem til de folkelige revolutioner i det 19. århundrede.

Frihed og fremtid

Om disse opstande har Hugo adskilligt at sige. Han ved, at når utopien mister tålmodigheden og skrider til revolte, går det oftest gruelig galt, fordi de viltre, der nægter at vente, ikke har folket med sig. Nok bærer utopien, der går i krig, ideelt set fremtiden i sig, men den handler som fortiden, gentager dens fejl.

Ikke desto mindre fastholder Hugo, at Den Franske Revolution er det mægtigste skridt, menneskeheden har taget siden Frelserens komme. Den var selveste inkarnationen af frihedens og fremskridtets ånd og står for ham som Guds værk, forsynets indgriben i historien.

Hans egen roman relativerer imidlertid denne tankegang ved at fremvise noget så sært og unikt som det gode menneske – ikke som én, romanhelten er, men som noget, han bliver, hver gang han opnår forbindelse til sit stakkels gamle, helt nye hjerte.

Victor Hugo: De elendige I-III. Oversat og med efterord af Hans Peter Lund.  Forlaget Vandkunsten. 1.751 sider. 600 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu