Læsetid: 7 min.

Koons’ parisiske rejsning

Jeff Koons triumferer i Paris med en retrospektiv udstilling, der slår publikumsrekorder og diskuteres langt ud i de små hjem med værker, der bamseblødt spejler de inderste, tryggeste og måske allermest uhyggelige begærsobjekter
Jeff Koons: ’Ilona on Top (Rosa Background)’, 1990. Fra serien ’Made in Heaven’
30. marts 2015

Den amerikanske kunstner Jeff Koons er simpelthen for meget. Alting stråler og skinner omkring ham og bliver til enorme ballonagtige gespenster, som ryger lige op og gennem loftet. Eller som et tog i sølv lige på vej mod en tunnel. Med sin retrospektive udstilling på Centre Pompidou i Paris er Koons nu også blevet en autentisk pariserbegivenhed: Han diskuteres heftigt fra Libération og le Monde og langt ud til middagsbordene i de små hjem. »Det kunne ikke falde mig ind at gå ind og se det,« som min bordherre spontant udbrød forleden, »jeg har set Koons nok i mit liv«. I Libération diskuteres der så lidt mere teoretisk om forbrødning med kapitalismen ...

Det var sådan set slemt nok, da den nu 60-årige, men evigtunge Koons som en anden solkonge i 2008 udstillede 16 enorme kitchværker på Versailles og trak en millionstor pøbel. Hans kunst er også verdens dyreste – Balloon Dog i den orange version blev i 2013 det dyreste kunstværk solgt nogensinde i hele verden af en levende kunstner: 58,4 millioner dollar. Den skinnende, oppustede hund findes i fem farver, den lyserøde ejes af den franske mangemillionær og kunstmæcen François Pinault – den er med på Pompidou. Koons er i privateje hos verdens rigeste, museerne har ikke længere råd. De så det ikke komme: Kun et obskurt kunstcenter i Aquitaine i Sydvestfrankrig ejer en Koons. De købte værket i slutningen af 80’erne: Fire støvsugere og to bonemaskiner i glasmontrer. Var det Duchamp eller Warhol, de så hos den unge kunstner, som nu kaldes den sidste popkunster?

Familievenligt

I øjeblikket er Jeff Koons så ved – og man er allerede træt – at slå alle rekorder med sin retrospektive udstilling i Paris, der også har været vist på Whitney Museum i New York. Over en halv million besøgende har nærstuderet klassikere som ballonskulpturerne eller den store porcelænsfigur af Michael Jackson hånd i hånd med sin abe i guld og mere end hvidt. Så Koons risikerer at nå op over Pompidou-publikumtopscoreren Salvador Dali, inden udstillingen lukker. Og Dali ... han var død.

Udstillingen er da også lige til at slæbe både børn og svigerforældre med ind at se, med kæmpemæssige udgaver af ungernes legetøj fra Skipper Skræk til den der plasticdelfin, alle små piger elsker at sætte sig overskrævs på ved stranden om sommeren. Her er det en laber Dita von Teese-lignende kvinde i retrofrækt undertøj, der sidst i udstillingen ridder af sted på maleriet, med baggrund af klassiske græske kvindestatuer, mens hun kysser en plastickanin. ’Antikken’ hedder serien.

Der er intet virkelig stødende vel?

Altså lige bortset fra det hemmelige rum midt i udstillingen, forbudt for børn, hvor Jeff Koons boltrer sig dels med kunsthistorien, dels med Cicciolina (Ilona Staller), pornomodel og parlamentsmedlem, som Koons i en kort årrække var gift med i starten af 90’erne. Her sker det på højst eksplicit vis: Der leges med lemmet. Manets Frokost i det grønne udføres grundigt, nu med synlige kønsorganer og et Duchamp-refererende vandfald i baggrunden. Den rene natur sådan set.

Kunstens Ferrari

Det er svært at gå ind og se Jeff Koons-udstillingen uden fordomme. Man kan hade eller elske hans forretningsmandsudseende – og de kæmpeværksteder, hvor han nærmest som en renæssancekunstner, med 60 ansatte, sprøjter værker ud. Totalt perfekt udførte værker, er både modstandere og beundrere enige om. Koons – det er kunstens Ferrari.

Men selv om Koons i Paris så også sprænger loftet for dagligt besøgstal, 9.143 på én dag (hvordan kan det lade sig gøre?), er det alligevel værd at liste sig derhen, måske om aftenen, og betragte det samlede værk.

For der er noget i denne gigantiske objektdyrkelse, i den ublufærdige nydelse af selve det gyldne ved guldkalven, som ikke alene er forrygende, men også meget præcist. Når vi sådan bliver helt vilde med noget, når vi er små børn: Det glitrende, det sødeste, det kæreste … hvad er det så, der sker? »Det er en konstant afstandstagen fra angsten. Jo mere det lykkes mig at fjerne angsten, jo stærkere er handlingen,« som Koons selv forklarer det i et interview i kataloget.

Og det er måske et udgangspunkt.

Kaninen er der nemlig helt fra starten i den allerførste serie: Koons placerer i ’inflatables’ – punkterfrit – en billig oppustelig plastickanin ved siden af en oppustelig blomst på spejle, så de kan ses fra alle sider. Her slås tonen an, det er readymade, det er pop, de kan ikke punkteres. For det er også noget andet: Spejlet og den totale synliggørelse – og vi er i 1977.

Den næste serie, som også er rigt repræsenteret på Pompidou, er ’Pre-new’. Støvsugere med det på amerikansk langt mere poetiske navn vacuum cleaners udstilles på baggrund af neonrør ... Hoover Celebrity III fra 1980. Det er farvestrålende maskinkroppe med mystiske slanger. »Da jeg skabte dem, havde jeg en fysisk oplevelse,« forklarer Koons, »det var næsten en seksuel følelse«. De første værker finansierede Koons ved at være trader – det er en del af den store myte.

Men hvad gør man så for at opnå en vis balance? Jamen, man spiller da basketball. Eller man finder sammen med en nobelpristagende fysiker, Rochard P. Feynmann – for man er vel perfektionist – ud af, hvordan man får en basketball til at placere sig i ligevægt i en saltopløsning i et akvarium, One ball total equilibrium fra 1985. Der er også et akvarium med to balls, men de ramler ligesom lidt ind i hinanden.

Og så gør man vel det, som alle store kunstnere har gjort i verdenshistorien: Man udnytter sine intuitioner til det yderste. Det er fascinerende, i hvor renset og ren form Koons-udstillingen stiller denne udvikling op. Som ligger det i kim fra starten, fra allerførste værk – for hvem der nu kan se det. Åbenbart formåede Koons selv at se det, og sådan skrives der historie, også kunsthistorie.

Narcissus og spejlet

Hvor meget kan man synliggøre begærets objekt? Visse fortolkninger ligger jo lige for: Disse kæmpe spejlblanke objekter er narcisser, ynglingen som forelsker sig i spejlbilledet. Men behøver man så at dø? For åh ja, blomsten var der jo fra starten hos Koons, og en påskelilje hedder narcissus. Tomheden med spejlet udad, som det klassiske objekt med vrangen ud? Koons vil ikke dø. Undervejs undersøges andre former for paradisløfter. Som reklameskilte for alkohol. Hvem vil ikke gerne have en Gordons gin, når det sker på en tropisk strand med udsigt til en kvindes nederdel? I would go for a Gordons gin, 1986.

At der så ikke er noget at se alligevel, ses næsten overlappende i serien Made in heaven, med Cicciolina, som også viste alting. Hvem andre end Koons er sluppet af sted med at slikke røv i så bogstavelig forstand, med dildo i kussen … og med anus som stjerne? Denne anmelder må gå tilbage til kataloget for at huske på, at der var noget rundt om Cicciolinas anus, men jeg er overbevist om, at det var godt malet. Også kønnet skal vi fjerne angsten fra, selv om stjernen måske er det allermest fristende ...

Og faktisk er der undervejs utroligt komplekse værker, som undersøger begærsobjektet lidt mere subtilt og med suveræn brug af 60’ernes collageelementer. Som når lodsepladsgenstande sættes op med en hvirvel af kvindehår i et af værkerne i serien Easyfun Ethereal fra starten af 00’erne. Der er så også nogle kæmpestore ærtebælge i billedet. Og jeg elsker simpelthen ærter.

Tænk, hvis man for alvor kunne gøre rent i et vakuum? Tænk, hvis blikket kunne vendes på vrangen? Det prøver Koons at gøre i sine sidste værker her op med 10’erne, som er endnu mere klodsede, frygtelige og uhyggelige end resten. Han prøver næsten ikke engang at få det til at hænge sammen, for vi køber det jo alligevel, millionærerne og så os andre, der flokkes? Folk går så glade rundt på Koons-udstillingen.

På en måde tror jeg, Koons snart siger farvel og tak. Han kan med prisen på sine værker købe alle de andre værker: Manet, Picasso, Courbet, de hænger i hans soveværelse, forlyder det. Hvis han trak sig tilbage, ville lysten måske blot blive endnu større.

I de sidste værker om ’Antikken’ reproducerer Jeff Koons derfor i den størrelse, han nu finder for godt, enten antikke værker eller en amerikansk postkasse og sætter en synskugle ovenpå: Øjeæblet vendt spejlende blåt udad oven på hele kunsthistorien. Det er syngende og fantastisk grimt. Min bordherre vil ikke engang se det, for han har allerede fået for meget, for længst. Jeg tror, han har det, som om han bliver taget ved røven. Og det er måske heller ikke helt forkert. Det ligner også efterhånden ren tanke, måske tankeløshed. Det står helt vildt tilbage, hvad dette siger. Om os. Sådan i den helt, helt store kritik, der sprænger også et Koons loft. Og for resten er det måske slet ikke en kanin, der kysses til sidst, men en lillebitte tiger?

’Jeff Koons – La Rétrospective’, Centre Pompidou, Paris. Til den 27. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu