Læsetid: 4 min.

Labyrint af løgne

Det hvide reb i Jens-Martin Eriksens nye Balkan-bog fører ud i et kriminelt og politisk morads
24. marts 2015

Skurken i Jens-Martin Eriksens nye velresearchede politiske thriller fra Balkan er ikke en enkelt person og heller ikke en afgrænset bande, men noget så besynderligt og bekymrende som et ukortlæggeligt netværk, der opererer både over og under jorden: en oprørsbevægelse, der sådan overnight transformerer sig til en statsbærende mafia. Vi taler om Kosovo-albanernes frontorganisation UCK, og vi skal på romanens fortidsplan tilbage til 2002, hvor en engelsk journalist og forfatter kommer på sporet af en djævelsk sammensværgelse, et politisk forbrydersyndikat, hvis ugerninger omfatter deportationer, massakrer, mord, lyssky handel med fjenders organer samt bedrag af snart sagt enhver tænkelig slags.

Allerede fra nutidsberetningens begyndelse ligger det fast, at Philippe Deprez aldrig selv fik fortalt sin dystre historie, for han forsvandt simpelt hen sporløst, netop som han var på vej ud af den balkanske rotterede. Undervejs efterlod han imidlertid pr. mail en 40 siders rapport, som bogens jeg-fortæller (der ofte har færdedes i regionen og ses at have flere træk til fælles med forfatteren!) lægger til grund for sit behjertede forsøg på at rekonstruere reportagerejsens kendsgerninger, arrangere dem i et episk forløb og fremskrive de enkelte situationer og personer.

Hvad skete der?

Vigtigst blandt personerne bliver en albansk fotograf, Tereza Halili, der sommeren 2002 modigt påtager sig at levere billeddokumentation fra nogle af de lokaliteter, hvor de værste afskyeligheder fandt sted. Hende påtager Deprez sig at bistå, om end han fornemmer, at det bliver farligt. Rundt omkring dem svirrer det med intriger og sværmer det med lyssky personer, og det er kun med nød og næppe, at han overlever et granatattentat og sammen med Tereza slipper med en flyver til Genève, hvor sporet som antydet ender blindt.

Realistisk konkret spørger man sig selv, hvad der egentlig skete, men mere alment spørger romanen, hvem man overhovedet kan fæste lid til i dette balkanske mysterium. Gang på gang oplever både Deprez og fortælleren/konstruktøren, at alle vante beredskaber svigter. Man har jo ikke mennesker at tale med, som man kan være sikker på er normale og intelligente, og som handler, tænker og udtrykker sig rationelt!

Kinesiske æsker

Kompositorisk bygges romanen op som en løbende rekonstruktionsproces på mere end ti års afstand af de afgørende begivenheder. Men i datidshandlingen forsøger Deprez tillige at rekonstruere, ja, i det hele taget vel bare forstå en lille smule af Tereza Halilis forvirrende forklaringer, af hendes fortælling, som i sig selv også udgør en rekonstruktion rækkende helt tilbage til tiden før kommunismens sammenbrud, da hendes forældre tilhørte det parti- og statsbærende kleresi. Vi har altså at gøre med et sindrigt system af kinesiske æsker, hvis kerne som antydet bliver et monstrøst kriminelt foretagende, der foregiver at besidde politisk legitimitet. At forstå den slags kan, forstår man, være vanskeligt for folk fra Vesten, der er vant til at leve under beskyttelse af loven, men aldrig rigtig sanser dette privilegium til bunds, hvorfor vi heller ikke fatter desperationen og rådvildheden hos de mennesker, der dybest set er retsløse, eller forstår adfærden hos de kyniske konspiratorer, der udnytter det permanente kaos, som i 1990’erne afløste sammenstyrtede stater.

Jens-Martin Eriksen gjorde i Vinter ved daggry (1997) et vellykket forsøg på at indleve sig i tankegangen hos en ung mand, der medvirkede ved etniske udrensninger. Lige så velgennemført er den nye roman så ikke. Forfatteren har undertiden mere end svært ved at gøre fortidshandlingen sanseligt nærværende, måske fordi han forudsætter en læser, der er så indstillet på en rent politisk agenda, at han eller hun er ligeglad med, hvordan handlingens rum ser ud. Ikke at jeg kræver håndkolorerede albanske naturbeskrivelser, men der er altså over hele denne beretning noget inddampet og lovlig tørt.

Mundtlig intellektualisme

Stilistisk svinger Eriksens tekst mellem overgearet intellektualisme (»epifanisk«, »dæmonologi«) og så en mundtlig direkthed. Jeg kom undervejs til at tænke på en kollega fra et andet fag, der allerede for flere år siden beklagede sig over de mange fejl og sproglige ubehjælpsomheder i universitetsopgaver. »Der er alt for mange men-også’r, særlig blandt de kvindelige studerende!« Hvad han sigtede til, var den udbredte uskik med ikke at færdiggøre faste konstruktioner. På dette punkt må Jens-Martin Eriksen vel siges at være i trit med sin tid, når han skriver »både (...) men også« eller »på den ene side (...) men også«. Og mundtligheden tager for mig at se overhånd, når han rendyrker en syntaks, hvor et punktum tit ikke betyder, at en sætning kan stå alene og bliver gjort færdig.

Hvad man kan glæde sig helhjertet over på trods af beretningens noget knirkende karakter og sprogets besvær med at finde et passende leje, det er, at vi i Jens-Martin Eriksen har en forfatter med nosser til i form af en researchet og klogt konstrueret fiktion at fortælle en ubehagelig og for det hjemlige politiske establishment temmelig ubekvem sandhed. Vi må til stadighed huske, at også danske politikere var med til at skænke UCK legitimitet, og det hører også med til historien, at når det på det sidste er gået så trægt med at få retsforfulgt andre end de allermest oplagte serbiske skurke, skyldes det antageligvis til dels, at vore politikere andetsteds end på Balkan har fedtet sig grundigt ind med blodbestænkte lokale netværk.

Jens-Martin Eriksen: ’Et hvidt reb til Philippe Deprez’. Roman. 193 s. Kr. 249,95. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu