Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Vi lever ikke kun for os selv

Af Platon kan man stadig lære at holde sig samtalens genstand klar – og at lade de andre tale ud
Platon ved tyrannen Dionysios 2.’s hof, hvor ingen sov alene, og lagengymnastik var den eneste form for træning. Illustration: akg-images/Scanpix
Kultur
6. marts 2015

Mellem femte og sjette, næstsidste og sidste, bind af den store, nye danske Platon-udgave må man opleve en sær, ja nærmest smertelig spænding. For hvor filosoffen i værket Lovene I-XII (der optager det meste af femte bind) udkaster sin utopi for en levedygtig, lykkelig by med gode og glade borgere, følger man i hans Breve, der indleder afslutningsbindet, hvor grueligt galt det gik, da han selv forsøgte at forene Tanken med Magten.

Situationen var dengang, at Dionysios 2, tyran i Syrakus, på opfordring af sin svigerfar og svoger Dion indbød den vise Platon til at tage en båd fra Attika til Sicilien for dér i praksis at realisere sin drømte idealstat. En besnærende idé! Tænk at nyde italiensk og siciliansk madkunst i mængder, fylde sin bug to gange daglig og aldrig sove alene – alt det, som hører med den syrakusianske livsstil med lagengymnastik som den eneste træning – samtidig med, at man får en chance for at stræbe efter det smukkeste, det lykkeligste liv og at forene forstandsvirksomhed med ledelse af en mægtig bystat! Tænk at skabe venskab i stedet for krig, give folk mulighed for at fastsætte smukke, fælles love, som ikke kun tilfredsstiller de sejrende, men også de slagne! Love der bringer udsoning og tilgivelse, og som befolkningen følger i en blanding af anstændighedsfølelse og frygt for fællesskabets sanktioner! I filosoffens forventningsfulde hjerne var det visioner som disse, der lyste og viste vejen hen over det dybblå Middelhav engang i 360’erne f.Kr.

De selvrådige

Men da ’filosofkongen’ blot fremturede i magtfuldkommenhed og hårdhændet uretfærdighed, skiltes de i vrede, og siden, under oprøret, blev Platons ven og rådgiver Dion dræbt, selvrådig som også han nemlig var.

Vær, skriver Platon i et brev til ham, »også lige opmærksom på, at der er dem, som finder dig mindre omgængelig end egentlig passende. Du må ikke gå fejl af, at man må imødekomme andre for også at udrette noget – mens den selvrådige har ensomheden til bofælle«.

Tonen i disse slutord passer sådan set godt til Platon, om end det er mere end tvivlsomt, hvorvidt han overhovedet har skrevet det brev. Oversætteren, Ivar Gjørup, tror faktisk kun på Platon selv som forfatter til det lange og med rette berømte syvende brev, stilet til herskeren Dionysios, den tekst, hvor vi finder de flotte og ofte citerede ord om samtalens dybe indsigt – den, som først indtræffer »efter lang tids samvær og drøftelse af sagen selv, hvor man lever sammen. Pludselig sker det, som lys der tændes ved en gnist, der springer, det opstår i vort indre og holder derefter sig selv ved lige.«

Måske den bedste lære, der kan uddrages af Platons skrifter, er selve den, at indsigt er mulig, og at den lader sig forene med så fremragende egenskaber som ædelhed og sandhedskærlighed – og ikke mindst ligefremhed, den åbenhed, som dialogformen i sig selv bliver et pant på. Idealstater ledet af filosofkonger skal ingen rende rundt og drømme om, men vi kan bidrage til fælles samtale ved at skærpe evnen til med hjernen at skelne og sansen for af hjertet at lytte. Det sidste kaldes med et fornemt gammelt udtryk »at låne hinanden øre« og kan med fordel trænes i skolen og på universitetet samt i dagspressen for den sags skyld.

Velmente råd

Ros er allerede i årevis regnet ned over den nye fordanskning af Platons samlede værker, en udgivelse, der blev påbegyndt 2009 og afsluttet forleden med tekster, der stort set ikke er forfattet af manden selv, men tilhører Akademiet i Athen og den righoldige receptionshistorie gennem de første fem århundreder efter hans død, altså fra ca. 300 før til ca. 200 efter Kristi fødsel. Oven i ti mindre skrifter eller samlinger, hvis oprindelse er omdiskuteret, uklar, får læseren således også et sæt centrale senere bidrag, der skyldes en flok andre skribenter. Efter disse (også interessante!) tekster følger en liste med vigtige ord og begreber.

De kloge kappes om at overgå hinanden med velmente råd om, hvilke af Platons tekster en begynder med fordel kan læse først. Bør det være en kort dialog som Charmides, som drøfter, hvad besindighed er, eller er det fornuftigst først at stifte bekendtskab med læremesteren Sokrates via Forsvarstalen og Kriton? Burde du starte ved Symposion og Phaidros – og dermed blive belært om, hvad éros eller kærlighed var ifølge Platon? Eller skulle vi slå ned ved de berømte kernepassager fra Staten (6. og 7. bog) om solen, linjen og hulen?

Politisk samtale

Fra nærværende læser skal lyde et smaskkedeligt råd: Begynd med de allervigtigste af ordforklaringerne, dem, som vedrører Visdom (sophía), Dygtighed (areté), Det Gode (agathón) eller Sandhed (alétheia). Og forsøm endelig ikke at læse Mogens Herman Hansens kyndige udlægning af glosen pólis (Bystat) – roden i begrebet politik. For vores afgørende grund til at læse Platon i dag er, at han tilbyder os et sprog og en samtaleform for en filosofisk og moralsk underbygget diskussion af måder, hvorpå vi kan indrette og bevare et samfund. Hans udødelige belæring lyder i al korthed: Vi lever ikke kun for os selv.

Netop den afsluttende kommenterende liste over begreber og enkelte ord demonstrerer, hvordan de seks bind samlet Platon servicerer hans læsere. Ikke alene er der sørget for mundrette, men også filologisk præcise oversættelser, man får også klare indholdsoversigter og fremragende introduktioner til samtlige tekster. Mærkværdigst forbliver dog stadig det forhold, at den person, vi kalder for Platon, egentlig mere er en hel kultur end en enkelt figur. Faktisk taler han kun yderst sjældent i sit eget navn. Men ikke desto mindre fornemmer man hans nærvær og nyder hans evne til at fremstille sine tanker på en personlig og medrivende måde.

Én ting ad gangen

Det sker i kraft af dialogen, dvs. »en tekst bestående af en serie spørgsmål og svar omkring et eller andet filosofisk eller politisk emne kombineret med en passende karakteristik af de personer, der inddrages, foruden et passende sprogligt udtryk«. Sådan står genren defineret i Diogenes Laertios’ Platonbiografi, skrevet på godt og vel 500 års afstand. Og fremgangsmåden er afgørende, for selv om dialogerne undertiden ender i vildrede (aporía eller simpelt hen ’tankemylder’), så fastsætter dialogformen som en art fælles grundregel, at vi i en diskussion er nødt til at finde ud af, hvad vi skal forstå ved ordene og de enkelte begreber. Først derefter har vi lov til at blive uenige, hvad samtalepartnerne også som regel bliver hos Platon, uden at dialogen dog mister form: Han holder sig tværtimod tankens genstand klar og tager helst kun ét skridt ad gangen.

De samlede værkers fire første bind havde Sokrates i dialogens midte som den skiftevis godmodigt drillende og provokerende fødselshjælper for indsigt. Men i bind V får han fri, her klarer Platon sig uden mesterens medvirken.

Det næstbedste samfund

Her, i skriftet Lovene, er det nemlig, at Platon søger at udvikle sin pragmatiske sociale utopi gennem beskrivelsen af, hvad der ydmygt skal forstås som »det næstbedste samfund«, dvs. et der tager udgangspunkt i menneskene, som de nu en gang mest er, og giver dem love så fleksible og blide, som var de nedskrevet af en fornuftig far eller mor.

Men pas på, og tag nu ikke fejl. Platons samfundsindretning er til syvende og sidst begrundet teologisk, og trods dialoggenrens venligt indsmigrende arrangement loves der uforsonlige straffe for ateisme. Lovene er og bliver et dogmatisk værk og strider i sin politikforståelse i grunden imod den tankegang, vi finder i størstedelen af de øvrige skrifter. I dem kan en forfatningsform højst udgøre rammen, den velegnede og gerne åbne ramme, for den nødvendige diskussion af hele formålet med politikken for nu at opsummere Morten Thannings forsøg (af 22.3.2014) på at udlægge skriftet, hovedindholdet af femte bind; men i Lovene fremstår Platon mest som utopist af den farligt autoritære type.

Dog, sådan en problematisk størrelse kan såmænd også siges at være sørgeligt aktuel i dag, hvor en i Norge bosiddende mullah helhjertet kan give sin tilslutning til religiøst motiverede drab: Hvor aktiv en intolerance kan accepteres, i tolerancens hellige navn, og hvordan skaber vi og bevarer rammer for et samfund, hvor det er muligt at stræbe efter, hvad vi hver især kan opfatte som det smukke, det gode liv – uden at det går ud over andre?

Platon: Samlede værker i ny oversættelse. Udgivet af Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen.

Bind V: ’Lovene I-XII’, ’Epinomis’. Gyldendal 2014. 519 sider. 450 kroner.

Bind VI: ’Breve’, ’Definitioner’, ’Om det retfærdige’, ’Om dygtighed’, ’Demodokos’, ’Sisyphos’, ’Eryxias’, ’Axiochos’, ’Halkyon’, ’Epigrammer’ samt ’Tillæg’. Gyldendal 2015. 479 sider. 450 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvis man nu ikke har råd til alle 6 bind på én gang (ca. 2500,- kr.), så foreslår du altså, Erik Skyum-Nielsen, at man begynder bagfra med bind VI. Ordforklaringerne? Mon overhovedet man kan købe dem enkeltvis?

Michael Kongstad Nielsen

Jan Weis - det er vist kun bind IV til små 500 kr., du henviser til med dit link, ikke hele samlingen.

Steffen Gliese

Jeg har tænkt mig at låne mig frem på biblioteket.

Nic Pedersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

De 5 første kostede 450 kr. pr. stk., og de kan købes enkeltvis. "Desværre" startede jeg med bind I, men det skyldes at undervisningen på Folkeuniversitetet ved Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen startede for 5-6 år siden med den ( bind I)
Mange gange tillykke til de 2 og alle, der bragte og bar!

Niels Engelsted

Hvis man ikke kan græsk og alligevel er nødt til at læse Platons samlede værker i oversættelse, er der masser af muligheder.

For eksempel denne, der kan fås for omkring 300 kroner i trykt udgave:
http://books.google.dk/books/about/Complete_Works.html?id=Fv9AKY_DBVYC&r...

Eller hvis man foretrækker en, der er gratis:
http://www.cakravartin.com/wordpress/wp-content/uploads/2008/08/plato-co...

Michael Kongstad Nielsen

Jeg kan ikke græsk, men nogenlunde engelsk; alligevel er der dog intet som modersmålet, og jeg vil gerne betale for en kvalificeret dansk ny-oversættelse, men bare starte med ét bind ad gangen, og derfor spørgsmålet: - hvor skal man starte?

Med hensyn til sprog, er dansk under pres. Sprogprofessoren Hans Davidsen Nielsen (formand for Dansk Sprognævn 2003-2009) skrev i en debatbog fra 2009: "Use it or lose it" om modersmålet. Han gik ind for, at danskerne blev gode til engelsk, endda ligeså gode, som de tror de er, men at det for en udlænding er et langtidsprojekt at blive så god til engelsk, at man kan udtrykke det, man vil. Det kan man derimod på modersmålet, som derfor bør anvendes i undervisningen, mener Nielsen, hvis ikke det skal miste sin kraft, og vi bliver halvdårlige til både dansk og engelsk. Og derfor er jeg sikker på at få meget mere ud af at læse Platon i en god dansk oversættelse, end i de net-tilgængelige engelske.

Kristian Rikard, Niels Engelsted og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Mon ikke det bliver muligt at købe den gamle oversættelse antikvarisk til en overkommelig pris, nu hvor alle skal have den nye oversættelse?

Det er jo ikke, fordi den gamle udgave er fuld af fejl, den er bare formuleret i et gammeldags sprog, som unge mennesker åbenbart har svært ved at afkode korrekt.

randi christiansen

Når man filosoferer i den boldgade, bør man se på, om der er uomgængelige konstanter at forholde sig til.