Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lidt et dumt svin

Jonatan Spangs nye komedieserie ’Lillemand’ er et portræt af komikeren som ung, kynisk og kernesund mand
Kultur
1. april 2015

Jonatan Spang hvirvler i Lillemand rundt mellem sine lyster (til sex og selvhævdelse), omverdenens forventninger til ham og sin egen påtrængende samvittighed. Det kan være svært at få til at gå op i en højere enhed, og det kan der godt komme nogle rigtig glimrende vittigheder ud af. Som f.eks. når han konstaterer, at han i stedet for et moralsk kompas har en moralsk gps, der hele tiden prøver at finde nye ruter. Men når det kommer til stykket, har Jonatan Spangs karakter som regel ret godt styr på, hvad der er rigtigt og forkert, normalt og afvigende. Han er bare i sine stereotype drifters vold og kommer derfor på afveje i forsøget på at finde en ny smutvej i det moralske landskab.

Man kender komikeren som kernesund kyniker fra geniale komedieserier som Seinfeld, Louie og Klovn, som udstiller det fuldstændigt absurde ved nogenlunde normale omgangsformer og gængse fikse ideer. Jonatan Spangs nye komedieserie Lillemand nøjes desværre med at pege på, at der er nogen, der er unormale, og at det til alt held ikke er ham selv. Den indsigt – krydret med skarptskåren erkendelse af at være lidt af et dumt svin og en forsonende trækken på skuldrene over, at det er alt nok, når det kommer til stykket – kan han optræde med. Det er dansk stand up, som man kender det fra TV 2 Zulu.

For få nuancer af nederen

Serien veksler mellem klip fra Jonatan Spangs stand up-show og dramatiske optrin fra den hverdag, vittighederne udspringer af. En hverdag, der er vældig præget af, at så mange vil have en luns af hans succes og hans krop. I et afsnit joker Jonatan Spang om forskellen på at være henholdsvis et dumt svin og nøjagtig det samme dumme svin bare med et tyndt lag af sød fyr henover. Det fik mig til at tænke på forskellen på at være en selvhøjtidelig type og at være præcis den samme selvhøjtidelige type med et tyndt lag af selvironi over. Lillemand er nemlig ikke bleg for at opsøge det dybe hjørne og levere en morale derfra. Det er menneskeligt at dyrke andres fejl og mangler, og det er hyklerisk at fornægte det og lade som om, jungleloven ikke gælder, og at folk ikke er bæster. Den morale er mest tydelig i afsnittet »Mobbestopper«, hvor han er ude på en folkeskole i Hvidovre iført en t-shirt fra en antimobbekampagne og skal forestille at bakke en lærer op i kampen mod mobning.

For en mand, hvis humor med egne ord er et samuraisværd, der er slebet skarpt på små børns selvværd op gennem folkeskolen, er det en speciel situation. Læreren Hanne er en autoritet af den rundkredsfundamentalistiske slags, der gør sin stemme lysere, når hun skal være skrap og bossy. Hun sætter standarderne for okay opførsel ud fra nogle forestillinger, som hun godt selv ved er løgnagtige. Hanne vil ikke indrømme, at nogle bare er kiksede og anderledes, og at børn ligesom voksne elsker at hævde sig på andres bekostning. Hanne insisterer på, at man kan lave om på det ved at sige fra og fortælle om sine følelser.

Som professionel mobber ved Jonatan Spang godt, at det er løgn, hvad de siger, og han eksploderer og sender en svada om, at man skal have nosser nok til at være ærlig, ud over lærerværelset. Det skal forestille et befriende flip, men her kommer serien til at tage komikeren lidt for alvorligt som det sandhedsvidne, der siger højt, at kejseren ikke har noget tøj på. Den sandhed, han har at gøre godt med, er simpelthen ikke af en kvalitet, der kan bære den alvor.

Jeg ville interessere mig mere for Jonatan Spangs karakter, hvis han havde nogle sjovere problemer end de samvittighedskvaler, der kan komme ud af succes og generel uimodståelighed. Det er ikke sjovt nok at se ham have styr på sagerne i en verden af folk, der ikke har det. Selvfølgelig er han ikke helt oven på hele tiden; der er dramaer, der handler om at være lidt på kant med det socialt acceptable, som når lækre hjerneskadede fans vil have hans krop og lidt til.

Det er bare altid de andre, der er underlige, mens Jonatan Spangs svaghed og liderlighed bare placerer ham endnu mere stabilt midt i normalområdet. Kunne man ikke smide lidt inkontinens, et uerkendt Jesuskompleks eller noget andet uheldigt ind i billedet? Det ville klæde karakteren med lidt mere usikkerhed at sprælle i, lidt mere mindreværd, der kan løbe løbsk med Jonatan Spangs karakter.

’Lillemand’, TV 2 Zulu mandag kl.22

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her