Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Lige lovlig luftig bog om biografien

Selv om Birgitte Possing i sin bog om biografien som genre er oppe på de høje kategoriserende og definitoriske nagler, så har hnedes bog svært ved at finde fast form
Kultur
20. marts 2015

Historikeren Birgitte Possing har taget den litterære genre, som kaldes biografien, til sig som sin egen. Hun har lukket den ind i sit studerekammer som et forkomment og misrøgtet barn og rehabiliteret den i en bog, Ind i biografien, hvor hun værner og værger den mod alverdens uforstand og misbrug.

Hun synes både forfattere, kritikere og læsere behandler biografierne som »skøger«, og tilføjer: Vi »har meget lidt lyst til at undersøge dem nærmere«. Begge påstande forekommer mig først og fremmest underlig fjernt fra virkeligheden.

Intetsigende forekommer det mig også at hævde, at den sidste snes års stigende publikumsinteresse for biografien er »en del af demokratiseringen i et globaliseret samfund«. Det er for luftig en mundfuld for mig. Næsten alle de biografier, jeg kender, handler om elitens mennesker, inklusive Possings egne. En smuk undtagelse er Karin Lützens Mors hemmelighed.

Om den stigende publikumsinteresse hedder det samtidig, at den »ligger i tråd med den individualiserende tidsånd«. Mer luft. Efter min mening er interessen først og fremmest i tråd med de altædende massemediers overhåndtagende kändis-kult.

Mere nede på jorden vil bogen »vise hvad biografi er« med det formål at »afdække biografiske stilladser og udrede feltets begreber« og dermed bane »vej gennem vildnisset, så kommende biografer kan blive bevidste om, hvad de gør, hvorfor de gør det, og hvilke billeder de tegner«, således at de ikke længere skal »famle rundt i alle retninger«.

Undskyld, jeg mener, at al biografiskrivning begynder med en sund famlen. Og er man dertil så heldig, takket være sin nysgerrighed og den viden man efterhånden indhenter, at stoffet begynder at krystallisere sig og afstikke retning fremover, så skyldes det ikke kendskab til, at der findes otte arketyper af biografien med de og de kriterier og faldgruber eller andre håndbogsagtige oplysninger, man kan rådføre sig med. Dem kan man have fornøjelse og i sjældne tilfælde gavn af bagefter. Det skyldes, at man på baggrund af lige dele velorienterethed, intuition og sund fornuft har fundet en farbar vej.

Kort og godt: Hvor Possing er oppe på de høje kategoriserende og definitoriske nagler og opregner underafdelinger af biografien, har hendes bog svært ved at finde fast form, men hvor hun på baggrund af sin belæsthed og erfaring gør kontante iagttagelser i og kommenterer kollegers (ofte ganske vist forgæves) anstrengelser for at skrive biografier, dér er hun sikker og får derfor følgeskab af læseren.

Mærkbar energi

Yndlingsofferet er historikeren Kristian Hvidt, som nu igen (det er tidligere sket rigeligt hudflettende i tidsskriftet Fund og Forskning) må lægge rygstykker til Possings gennemhegling. Anledningen er hans lejlighedsbiografi fra 2011 om sprogforskeren Lis Jacobsen, Forsker, furie, frontkæmper – en rigtignok uheldig titel. Possing spanker den gamle veteran med en nidkærhed, så man må tro, hun havde foretrukket at skrive biografien selv.

Birgitte Possings engagement fejler intet. Hun har selv gjort erfaringer med biografien i sin disputats om skolepioneren Natalie Zahle, som blev »overvældende nysgerrigt modtaget i offentligheden«. Og man må tage hatten af for den mærkbare energi og intensitet, som hendes nye bog er skrevet med, båret som den er af en pioners selvbevidsthed og vilje til at bane vejen for de rådvilde. Den vil gribe fornyende og belærende om sit emne, men får det desværre ikke overbevisende afgrænset; konturerne flimrer og fokus skifter uforudsigeligt.

I betragtning af sit erklærede litteraturpolitiske forsæt: at genindsætte den uglesete biografi i dens rettigheder er Ind i biografien ikke en velkomponeret bog. Reverenter talt er den ikke til at hitte rede i. Den springer og springer over. Den går ind og ud af sine temaer ad associationernes kattelemme for at hente mere viden, det skønnes værd at fremlægge. Der er hele tiden noget, »jeg vil tage op senere«. Det forhindrer vel at mærke ikke, at der undervejs siges noget både indsigtsfuldt og meningsfuldt om den biografiske metier – men netop undervejs. Bogen er værdifuld – i områder.

Der er et datamættet kapitel, der former sig som en oplysende gennemgang og diskussion af kønsskævhederne i historieskrivningen. Perspektivrig er den begejstrede anerkendelse, som en svensk feministisk forskers biografi om en svensk feministisk intellektuel bliver til del. Og personligt nærværende bliver fremstillingen af den amerikanske forsker Alice Kessler-Harris’ omvendelse til biografien. Possing elsker i det hele taget kolleger, der konverterer til den biografiske disciplin.

Også i den velskrevne gennemgang af debatten om Joachim Garffs bog SAK om Søren Kierkegaard hænger Possing skolemesterens kittel fra sig og lader sin umiddelbare og til dels drilske interesse i finesserne råde – i modsætning til, når hun liner biografiens arketyper op og fordeler ideer om, hvad de forskellige versioner kan og bør og må og vil samt helst skal – forhindres i.

I årene op til årtusindskiftet skete der ganske rigtigt noget med biografien internationalt, noget, som Possing kalder »den biografiske vending« – en betegnelse, hun har direkte fra det gængse engelske begreb the biographic turn, og som hun burde have kaldt »den biografiske nyorientering« i stedet for.

Denne nyorientering er som sagt notorisk, og Birgitte Possing er ikke i tvivl om sine egne bidrag til biografiinteressens intet mindre end nordeuropæiske udbredelse. Og derfor har hun da også »i en faglig artikel selv undersøgt, hvordan to af mine egne biografier blev til« (et arbejde, man må tro, hun har haft kilderne i orden til).

Drabeligt slag

Nyorientering – javel. Men når Possing kan henvise både til Herodot, Plutarch og Montaigne m.fl., burde det også have været muligt bare at nævne – jeg forlanger ikke mere – en gammel, dansk og meget synlig foregangsmand, nemlig Georg Brandes. Hans store bøger om bl.a. Shakespeare og Goethe grundlagde herhjemme en moderne tradition, som Possing selv til syvende og sidst har skrevet en biografi inden for, ikke hvad metode og arkiv- og andre kildestudier angår, men til gengæld hvad det fundamentale valg af emne angår: den store, kulturbærende personlighed betræffer.

Jeg er klar over, at historieprofessor Niels Thomsen, der i 1992 var med til antage Possings biografidisputats om Natalie Zahle, ikke var nogen ynder af biografien, hvad han havde sine faglige grunde til. Det måtte han høre for dengang, og det må han stadig høre for i Ind i biografien, selvom han for længst er død og borte. Hans Kirchhoff havde heller ikke noget til overs for genren i sin tid. Og jeg ved, at marxisterne ikke var venner med den; dertil havde den for længe udtrykt den borgerlige dannelses opfattelse af individets rolle i historien. Men jeg er ikke bevandret nok til at kunne bekræfte, at biografien generelt har været forkastet på bjerget.

Possing slår i al fald et drabeligt slag for det, der lidt patetisk kaldes genhumaniseringen af historieskrivningen via biografien.

Med den sanktionering af privatlivet og de intime forhold som materiale i biografien, der foretages i Ind i biografien, er der selvfølgelig åbnet en række spørgsmål. For bare at nævne et enkelt, som historieskrivningen må rejse: Hvad skal det nytte? Er det relevant nyt vi får, når vi f.eks. hører, at Natalie Zahle levede sammen med kvinder? Bidrager det til vor viden om danske skoleinstitutioners historie? Kort sagt: Hvornår har det private interesse, hvornår ikke? Det er altid legitime spørgsmål. Og dem er der mange af. Som det fremgår af Ind i biografien.

Verden bevæges af nogle, der har deres bevæggrunde. Og omvendt: mennesker kan flyttes af en forandret verden. Men vigtigst af alt: i den gode biografi er der gjort godt rede for, hvordan den enkeltes verden og den store hænger sammen. Ifølge biografen, vel at mærke. Som altid kun er et menneske.

Så har jeg ikke sagt for meget.

Birgitte Possing: Ind i biografien. Gyldendal. 301 sider. 299,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Den store interesse for biografien de senere år skyldes nok også opblomstringen af egoisme som et helt igennem tilladt kulturfænomen, selvoptagethed, navlepilleri, narcissisme, giver et behov for at spejle sig i andre virkelige menneskers liv, gerne nogle, som man skjult ser op til, og dertil føjet et, ligeledes skjult, stænk sladdervornt begær efter at snage i de kendtes privatliv, oh, hvilken fryd.