Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Menneskenes & maskinernes venskabsforening

De har egenhændigt bygget den elektroniske popmusiks DNA, og de bliver ved at lade det mutere. De har taget bo i teknologien, men også i os og i vores forestilling om teknologi. Informations musikredaktør har været til tre af sidste uges otte Kraftwerk-koncerter
Publikum fik udleveret 3D-briller ved Kraftwerks otte koncerter i Koncerthuset.

Bax Lindhardt

Kultur
3. marts 2015

I det 22. århundrede vil det naturligvis være robotter, der optræder som Kraftwerk. Og det er kun fair.

Tænk bare på, hvor frivolt lystbetonet kvartetten fra Düsseldorf har beboet elektronikken i alle disse år. Hvor inderligt de har sunget inde fra maskinernes indre, om det så har været en Volkswagen på autostradaen, et højhastighedstog på vej gennem Europa, i uendelige talkombinationer i computeren eller i en slagsang for robotter.

Så, ja, det er kun fair, at det i næste århundrede bliver teknologiens tur til at tage bo i Kraftwerks udtryk. At robotterne kan få lov at nærme sig menneskeheden gennem dét grænseområde mellem menneske og maskine, som de tyske musikere har opdyrket. Ikke så meget post-humant eller golem-teknologisk, snarere » ... et menneske-maskine-venskab«, som frontfiguren Ralf Hütter formulerede det over for mig, da jeg den 30. juli 2003 talte i telefon med ham til et interview for Politiken. »Vi spiller på maskinerne, og maskinerne spiller på os.«

Nogle vil indvende, at det er kold musik. Men det er en misforståelse. Det er stramt kontrolleret musik, jovist, men det er brændende passioneret. Besat af at synge vores kroppe elektriske og af en tekno-animisme, der har fået maskinerne til at krampe liderligt, ånde majestætisk, dunke sexet, pludre manisk, buldre truende. Deres teknologiske højsange var en indædt forhandling med en ny tids udfordringer, en insisteren på dens muligheder og farer. Fire vildt begavede passagerers observationer fra ufattelige maskinrum, cockpitter, programmer. Kraftwerk har taget bo i teknologien, men også i os og i vores forestilling om teknologi.

Det var Kraftwerk, der introducerede industrielle og teknologiske lyde i poppens ekstatiske form. En ny volksmusik designet til det fagre nye højhastighedssamfund; hverdagens lyde og produkter ophøjet til kunst. Og gennem deres karriere har de i deres udtryk dyrket banale objekter, symboler og lyde warholsk repetitivt, om det så er blip, båt, dyt, trafikbøje eller lommeregner. De fandt uventet magi og højtidelig følelse i det trivielle. De videreudviklede futuristernes drøm om en ny musik, der kunne inkorporere industrialiseringens (og krigens) lyde i en hyldest til fart og teknologi.

I Düsseldorf-kvartettens hænder blev den elektroniske popmusik – i dag det mest selvfølgelige i verden – formet. De fik maskinerne til for første gang at tale i et bredt forståeligt sprog gennem synthpoppen. De fik kredsløbene til at stønne den elektroniske funk, der siden blev døbt techno, ligesom de lagde centrale grundsten til electro, house og hiphop. Og ud af technoen blev rave-kulturen født, for siden at danne ophav til den verserende EDM-bølge.

Bax Lindhardt

Formidlede fremtiden

»Musik als träger von ideen« – musik som bærer af ideer – blev det blæst med 3D-bogstaver i hovedet på publikum i DR Koncerthuset i den forgangne uge, hvor Kraftwerk spillede otte koncerter, otte opførelser af deres otte albummer som kvartet (før var det en duo). Hver dag efterfulgt af en solid serie greatest hits. Kraftwerks slogans og enkelt messede ord bar samtiden ind i en ny idéverden, hvor grænsen mellem krop og teknologi, sind og skærm er blevet stadig mere udvisket. De formidlede fremtiden med både optimisme og skepsis.

De har fået os til at fryde os over, hvor dybt synthesizeren kan gløde, hvor ekstatisk den kan glitre, hvor erotisk den kan pulsere. Det er svært ikke at føle en ærefrygt over noget så banalt som et tog, når de i en maskinpark anno 1977 simulerer jernbanesvellernes klikken og lokomotivets majestætiske fremfærd på »Trans-Europe Express«. Og brystkassen har det med at fyldes af højstemt benovelse, når Ralf Hütter med robot-filtreret stemme synger »The Man Machine, Machine, Machine, Machine, Machine, Machine, Machine, Machiiiine, Machiiiine« – i en gradvist stigende og siden faldende melodi, der får det til at lyde som en moderne salme ikke ulig Leonard Cohens »Hallelujah«.

»Radioactivity« er til gengæld mere elegisk. »Chain reaction and mutation/ Contaminated population.« Og under deres nyere shows har skærmens opremsning af atomkatastrofer fået stadig mere diabolsk fylde: Harrisburg, Sellafield, Hiroshima, Tjernobyl, Fukushima. Og lyt til den intime »Computer Love«, der fra sit udsigtspunkt i 1981 ser en ny tids uforløste ensomhed foran skærmene – og computerformidlet, flygtig sex. »I don’t know what to do/ I need a rendez-vous.«

De to grundlæggere af Kraftwerk – Ralf Hütter og Florian Schneider – mødte hinanden under et jazz- og improvisationskursus på musikkonservatoriet i Düsseldorf i 1968. Hütter medbragte et elorgel, Schneider elektriske blæserinstrumenter og en ekkoeffektenhed. Det var eksperimenterende tider. Og det var tid til at komme ud af efterkrigstidens nulstilling. Hütter har beskrevet sin generation som en faderløs generation. »Der var ingen reel historisk kontinuitet at støtte sig til. Der var en afbrydelse,« fortalte han mig i 2003. »På den anden side var det en enorm chance, for der var denne tomhed, der var rum. Og vi trådte ind i det rum og skabte vores eget kulturelle, musikalske, lille miljø.«

Bax Lindhardt

Genvandt modersmålet

Ud af en stum situation opstod noget nyt. Først renselse. »Vom Himmel Hoch« fra deres debutalbum (som duo), Kraftwerk i 1970, emulerer ad syntetisk vej dalende bombefly og detonerende bomber. Så generobring, genopbygning. Albummet Autobahn fra 1974 omfortolker Hitlers vejprojekt som en mulighed for sammenhæng og ekstatisk fortabelse. Solen skinner, og alle er på vej. Og de genvandt modersmålet ved helt enkelt at synge på tysk. Ja, de trak på kulturhistorie tilbage fra Bauhaus-skolens enkle funktionalisme – spejlet i deres enkle, men gribende melodier – og til filminstruktøren Fritz Lang, ikke mindst Metropolis, på albummet The Man-Machine.

Men de undgik naturligvis også nationalismen og søgte i stedet mod en internationalisme. Karlheinz Stockhausen – som Schneider og Hütter begge hørte live under påvirkning af LSD – gjorde op med fortidens følelsesbetonede klassiske musik i sin elektroniske og konkretmusikalske avantgarde. I 1967 skabte han røre med opklipningen af den tyske og mange andre nationalsange i den dadaistiske komposition Hymnen. Kraftwerk søgte i stedet at formulere nye højsange. Formulere en mere kontrolleret følsomhed, men ikke desto mindre en følsomhed. Ja, »Ohm Sweet Ohm« – hvor ohm lyder som home – kan høres som deres måde at udtrykke en ny paneuropæisk hjemstavn i teknologien på. Og den dag i dag dyrker de flersprogligheden i deres musik.

Det kan man også konstatere i Koncerthuset. Jeg oplevede tre af de otte koncerter i den forgangne uge: Autobahn, The Man-Machine og Computer World og altså tre sæt greatest hits, der varierede fra dag til dag. Den ene dag synges »The Model« på engelsk, den næste på tysk. »Radioactivity« får en dag et russisk vers. Og »Pocket Calculator« startes med et vers på japansk. Kraftwerks DNA kan altid mutere – akkurat som i menneskekroppen – og det er ikke kun teksterne, der changerer, det er også musikken, som er blevet klangrenoveret, digitaliseret og i flere omgange omfortolket. De er gået i dialog med en ny tids musik, forfædrene fortolker efterkommerne. »Det er dét, Kraftwerk handler om: fremad,« skrattede Hütter i telefonen i 2003.

Bax Lindhardt

Udskiftelige komponenter

De menneskelige komponenter i Kraftwerks venskabsforening har – ligesom de teknologiske – vist sig at være udskiftelige. Tre af de oprindelige fire medlemmer af kvartetten – Florian Schneider, Karl Bartos og Wolfgang Flür – er blevet erstattet af nye modeller i samme kostumer og med mere eller mindre samme funktioner. Kun ét medlem, Ralf Hütter, er tilbage fra det oprindelige Kraftwerk. Og at maskinelle udskiftningsspillere står klar i kulissen antydes i Koncerthuset, hvor fire robotter behersker scenen under »We Are The Robots«.

Koncerternes ens afslutning betoner så alligevel det personlige, menneskelige, kroppen. Et potpourri af numre fra Electric Café – i 2009 omdøbt til Techno Pop (mere muteret DNA) – afsluttes med, at medlemmerne en for en leverer afsluttende soli for dernæst at forlade deres pult og bukke i spotlys. En exit, som kendes fra et væld af rock- og soulkoncerter, men et mærkværdigt punktum fra en enhed, der altid har slået på det anonyme og teknologiske.

Det bliver dog stadig mere tydeligt over de tre koncerter, hvor meget menneske og krop, der egentlig kommer til syne i Kraftwerk. Hvor meget de tre musikere – Hütter, Henning Schmitz og Fritz Hilpert (den sidste, Falk Grieffenhagen, styrer 3D-videoshowet) – egentlig spiller live. Både Hütter og Schmitz er travlt optaget af at spille melodier, akkorder og basgange, mens de allerede filtrerer lyde og aktiverer sekvenser. Og Hütter synger naturligvis. Blæser sine stemmelæbers aktivitet i ren form, men også gennem et væld af stemmemanipulationer, så også han bliver en teknologi. Men også en krop med en meget behersket sangteknik, lader det til.

Og publikum er en del af ligningen her i menneskenes & maskinernes venskabsforening. Den allerførste koncert – med opførelsen af albummet Autobahn – syntes torsdag at appellere til noget for andægtigt og tavst henført i publikum. Men ved de efterfølgende to koncerter fredag og lørdag viser begejstringen sig at være en befordrende reaktion. Var der ikke et voldsommere attack i instrumental-soloerne midt i fredagens udgave af hittet »Autobahn«? Var der ikke en mere lysende tilstedeværelse i Hütters stemme? Der var i hvert fald helt sikkert en bedre stemning i Koncerthuset disse to aftener. Der blev hujet en del, og nogle råbte noget uforståeligt (hvad råber man også til Kraftwerk? Højere? Hurtigere?). Der blev klappet i takt, og der blev danset på en af balkonerne (Tak!).

Kraftwerk står som uendelige fremtidsmarkører i vores kultur. Deres fremsyn er musikhistorisk og uantasteligt, men det kommer i dag fra et fortidigt perspektiv, det har noget nostalgisk over sig. Store dele af deres fremtid er ankommet. Og det gør, at man kan smide Kraftwerk ind i de mere finkulturelle haller, på museum, om man vil. Men publikum sikrede, at det ikke blev for støvet, i hvert fald under de formidable The Man-Machine- og Computer World-koncerter.

»For guds skyld,« skrev Melody Maker-anmelderen Keith Ging i 1975 under indtryk af en Kraftwerk-koncert, »hold robotterne ude af musik.« Well, det har vist sig umuligt. Og det har også vist sig, at robotterne og programmerne er fremragende formidlere af menneskets polyfoni af drømme og mareridt. Maskinerne virker genuint interesserede i at hjælpe os. Og en dag vil de måske også selv på egen hånd granske menneskeheden i Kraftwerks økoton, i deres grænseområde mellem menneske og maskine. Til den tid måske opført udelukkende af nysgerrige robotter, der forsøger at forstå, hvad det mon er for en form for kærlighed, fotomodellen i »The Model« søger. Hvorfor menneskets fejl og mangel på præcision er så bedårende. Og hvad pokker det vil sige, at der er god stemning i en koncertsal.

Det efterlader os med spørgsmålet: Vil der så også været robotter som tilskuere til Kraftwerk i det 22. århundrede? Og i bekræftende fald: Hvordan hujer en robot?

Bax Lindhardt

Kraftwerk: Autobahn, The Man-Machine og Computer World – Torsdag, fredag og lørdag, DR Koncerthuset, København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Morgenthaler

Rigtig fin og velskrevet omtale, men det er altså lidt synd at gøre dem større end de er. Det er ikke nødvendigt. De har altså ikke "egenhændigt bygget den elektroniske popmusiks DNA". Jean Michel-Jarre (jo, sgu) Tangerine Dream og Vangelis m.fl. var lige så nødvendige grundsten, hvor af de to sidstnævnte altså var på banen før Kraftwerk. /2 cents

Ralf Christensen

@Jeppe Morgenthaler Ingen opererer i et vakuum, det er klart. Men Kraftwerk skabte noget nyt –selvfølgelig og som altid på baggrund af inspirationer, men også gennem et forestillingsmæssigt spring. Både Jarre, Tangerine Dream, Vangelis, Walter Carlos, White Noise, Joe Meek m.fl. er alle elektroniske pionerer, der havde en vis berøring med rock eller pop. Men det var Kraftwerk, der formulerede en elektronisk popmusik i sangformat med verdensomspændende effekt. Det gjorde ingen af dem, du nævner.

Raymond Scott, der er mest kendt for musikken til tegnefilmserien Loonie Toons, lavede - som pensionist - computerpop-etuder allerede i halvtredserne, som er til identiskhed grænsende samme anretning som Kraftwerk nåede frem til ret tidligt i logoets karriere, og gik i stå i.

Ralf Christensen

@Odd Bjertnes Raymond Scott, naturligvis. Men igen etuder og reklamejingles etc., ikke popsange.

Rasmus Larsen

@ Ralf Christensen: Hvornår kom Kraftwerk med deres sang af den type du kalder "pop-sang"? Så vidt jeg kan se er det først på "The man machine" fra 1978, med sangene "The model" og "The robots".

Ralf Christensen

@Rasmus Larsen: Det hører jeg allerede på Radioactivity.

Aske Christiansen

Bare ærgerligt at det kostede det blege at være med til, og derfor var en (otte) forestilling for Kraftwerks jævnaldrende, som billedet også udmærket viser. Øv bøv, jeg ville gerne have haft rådighedsbeløb til sådan en aften.

Søren Rehhoff

Jeg kan meget godt lide Kraftwerk men omvendt er der altid den der fornemmelse af, at meget af deres musik dybest set bygger på nogle rimeligt traditionelle former, som så skal forestille at lyde moderne, fordi der udelukkende spilles på elektroniske instrumenter. Det er lidt musik for civilingenører. Gad vide hvordan de ville lyde hvis de havde spillet unplugged på den her turne. I forlængelse af det der bliver skrevet i anmeldelsen om Metropolis ligger der vel også nogen gange i deres musik noget både lidt gammeldags pg kitschet i opfattelsen af hvad modernitet er for noget, eller også er det en kommentar til dem modernitetsopfattlse, hvad ved jeg.
Walter Carlos som bliver nævnt i kommentarerne har forøvrigt skiftet køn og hedder idag Wendy Carlos

Jeppe Morgenthaler

@Ralf Christensen dét er vist en subjektiv opfattelse. Elektronisk pop i sangformat skabte både Vangelis ,flere steder på L'Apocalypse des animaux i 1970 og Jean-Michel Jarre, med Oxygene i 1976, hvorfra der kan trækkes tråde til hvemsomhelst fra Jan Hammer, Harold Faltermeyer, Röyksopp og Ulrich Schnauss til SymbolOne, Danger, Siriusmo, danske Shanghai og flere andre. Men som sagt det er en subjektiv størrelse. Jeg synes bare der er en pseudointellektuel tendens til at sætte Kraftwerk på en piedestal hvor (jeg ikke synes) de ikke hører hjemme.

I øvrigt er jeg enig med Søren Rehhoff herover. Schweiziske 'The Young Gods' begik et fantastisk akustisk live-album for nogle år siden (Knock On Wood), hvor de spillede flere af deres mest elektronisk-prægede numre med stor succes.