Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Myldrende tanker i Nyhavn

Yndefuld, underfuld – og ligefrem hensynsfuld. Niels Barfoed tager i ’Du siger noget’ læseren med ind i sin intimsfære – altid personlig, aldrig privat
Kultur
31. marts 2015

Der er det at sige om avisartikler, at de hører hjemme i avisen.

Journalist og forfatter Niels Barfoed har i årenes løb skrevet en hel del af dem, og hver gang man læste en, slog det én, at den egentlig ikke passede, hvor den stod – den var så at sige ikke banal nok til dagspressen. Fremmedartet i sin kvalitet. Den hørte til i en bogudgivelse.

Myldrende tanker

Derfor er det herligt, at en mikroskopisk samling af de mange korte essays udkommer i bogformat med Du siger noget, sammen med en del andre hidtil utrykte. Niels Barfoed har selv taget brødet ud af munden på den fiffige anmelder, som læser ’en håndfuld fodnoter’ – men så i næste sekund bemærker, at Barfoed allerede selv kalder det for – foednoter.

Det hele er de myldrende tanker og oplevelser, en snart ældre herre med bopæl i Nyhavn gør sig over livets tildragelser, små indtryk og udsigter, Frederiksholms Kanal, ikke verdenshavet. Og dog.

Er det ikke sådan, at mange store forfatteres mindste bøger gør det største indtryk? Lad os, for nu at blive i Barfoeds hjørne, tage Thomas Mann, der skrev Buddenbrooks, Trolddomsbjerget og Josef og hans Brødre etcetera i adskillige formstærke bind – men kommer han ikke ens hjerte nærmest i den ganske lille roman Tonio Kröger? Småt er godt. Lad os blive ved kanalen, hvor Barfoed skuer over mod sin genbo, sin gamle ven, professsoren, som nu også er blevet ældre og har anskaffet både hun og hund (hendes hund). Jeg bliver rørt, når Barfoed skriver: (det sker), ’at der opstår et barnligt savn i mig efter hans omsorg’. Professoren er en mand af få, men velvalgte ord.

De mødes jo trods alt ganske tit i gadebilledet, for eksempel en dag på fortovet i St. Kongensgade foran apoteket, hvor de begge har et ærinde. Og samtalen falder, som så ofte, på det sikre emne sygdom. Professoren underholder en tid lang med sine behov, da Niels Barfoed forsøger at se ham i øjnene og ironisk, ja måske lidt forurettet, tilføjer: ’Ja, der er jo andre sygdomme end dine’.

Så følger professorens svar, som i al enkelhed ligesom slår benene væk under Barfoed: ’Du siger noget,’ svarer professoren.

Jeg er også vild med den replik – som har givet titel til hele Niels Barfoeds bog – Du siger noget!

Tvetydig titel! For er det en ironisk, ja, ligefrem sarkastisk pointe i ordene? Det synes Niels Barfoed at mene – men her er jeg (som dog ikke kender professoren, lad os så kalde ham T.B., så godt) – måske uenig. Replikken slår mig mere som udtryk for spontan eftertænksomhed – åh, ja, tak, du siger noget, dét havde jeg ikke tænkt på.

Eksemplet illustrerer, hvor vigtige ordene er, hvor vigtig den præcise registrering af, hvad der er sket og hvordan, det kan berettes, er for forfatteren. Du ser med dine øjne, og du skriver.

En måge, der ler

Barfoed skriver om en måge, der ler, måske en svensk måge, om en hund, der forsøger at rejse sig (vi andre havde aldrig fået hunden med), om en markant replik af Bodil Kjer – om en mand, der var vild med sine sokker, om skilsmissebørn, som aldrig i deres hjertes inderste forstår, hvorfor og hvordan far og mor, gamle venner er blevet til fjender. Iagttagelsen om børnene sidder i hjertekulen på fire sætninger. Han skriver med irritation og overbærende humor om GPS, der sender ham ud i Udkantsdanmarks øde prærier, om byen, der forsvandt under metrobyggeriet og først dukker op, når vi er døde. Om de festlige vimpler, der aldrig maner, men slår knuder, de skal rettes ud – men vimpen, nb, den skal sidde fast.

Den historie er et lille sprogligt mesterstykke.

Sprogligt … siger jeg? Det er desværre en moderne, vanlig reduktion at formindske indholdet af en beretning ved at rose sproget – men sådan forholder det sig ikke: Man fortæller ud af et sprog, man gnider øjnene og sindet og skelner – ja, for eksempel den hårfine forskel mellem slåbrok og morgenkåbe. De bedste forfattere gør, og Niels Barfoed er blandt dem.

Det bliver koldere derude

Barfoed er også i GUM på Kgs. Nytorv, kaldet Magasin du Nord, for at købe batterier i boligafdelingen på 3. sal, og han mærker tidens blik på ham gennem den unge ekspeditrices svar: Nej, vi har ikke batterier. Ordet ’desværre’ findes ikke i vokabulariet. Ordet er fra dengang. Men, nu mens jeg husker det: hvorfor gik Niels Barfoed ikke ind i det lille H.C. Andersen kvistkammer ud mod Vingårdsstræde, som ligger i boligafdelingen, til venstre, skjult. Først er man i 2015 og dvæler ved det moderne køkkentøjs trøstesløse neonblanke overforbrug, så – vupti! – er man i 1848 ved en gammel seng – her lå H.C. Andersen engang og skrev Hyrdinden og Skorstensfejeren. Ekspeditricen ved det – desværre – ikke.

Er der mere desværre i luften?

Ja, det er der. Fodfæstet på jorden skal en dag opløses, stearinlysene slukkes, den ældre herre på bogens forside skal lunte indenfor fra bænken derude, det bliver koldere.

Måske skulle en gammel tatovering, poesiens blå blomst, renoveres på skulderen hos tatovøren på Blegdamsvej? Måske en anden dag?

Det ved jeg ikke. Niels Barfoed har skrevet en yndefuld, underfuld og – mere konservativt betragtet – særdeles underholdende bog, fuld af selvironi og charme.

’Du siger noget’, Niels Barfoed, Gyldendal, 160 sider, 199,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Den må læses!