Øjne, man ikke kan sige nej til

Der ligger en sær tryghed i fantasygenrens forkærlighed for det feudale. Når det urokkelige hieraki er indstiftet af Gud, og kampe udkæmpes med sværd, så sætter vi ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor et ondt menneske kan tilrane sig magten. Vi forventer det nærmest.

For demokratiske mennesker er denne samfundsform i sig selv ond og uretfærdig. At en ond og uretfærdig hersker står i spidsen for den virker logisk. Det er et system, der fungerer uafhængigt af moral. Og et system, hvor den enkeltes irrationelle, men dog uomtvistelige magtposition er afhængig af andres ditto. Netop derfor er det eneste, der kan udfordre dette samfund, den magtesløse moralist. Den, der er uden rettigheder og alene, har sin egen retfærdighedssans at navigere efter. Et barn for eksempel. Den onde voksne mod det gode barn.

I Lene Kaaberbøls romanserie Skammerens Datter ser vi et eksempel på high fantasy i sin reneste form. Instruktør Kenneth Kainz og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har sammen skabt en filmatisering, der ikke bare er en kamp mellem moral og umoral. Men en tematisering af skammen som magtmiddel. Som en følelse, der kan frarøve et menneske selvværd og invalidere det, men også som en social nødvendighed. Det bliver næsten helt bibelsk. Skam er i Skammerens Datter det, der adskiller os fra dyrene.

Jeg ser dig

En dråbe blod falder fra en knivsæg og omdannes til en iris i billederne i begyndelsen af Skammerens Datter, og dermed bliver vi allerede fra starten gjort opmærksom på, at hvor der bliver spildt blod, vil der altid være nogen, der ser det. Om ikke andre så den, der fører kniven. Det er en meget effektfuld markering. I en verden, hvor der findes skammere, får man ikke lov til at lukke øjnene.

I Lene Kaaberbøls bestsellerserie har 11-årige Dina arvet sin mors ’gave’: Evnen til alene med et fast blik at kunne fremkalde de værste handlinger i erindringen på den, som det hviler på. Og få dem til at mærke skammen over det, de har gjort. I den lukkede fantasyverden er retssystemet ikke særlig veludviklet. Hvis en mistænkt forbryder ikke vil erkende sin skyld, så hidkalder man Skammeren. Hun skal så at sige skamme det ud af ham.

I Skammerens Datter har man Nicodemus, arvingen til fyrstetronen i Dunark, mistænkt for at have myrdet hele sin familie – inklusive sin far fyrsten af Dunark. Men Nicodemus vil ikke påtage sig skylden, selv om han vågnede efter en brandert badet i blod og med mordvåbnet i hænderne. Men heller ikke Skammeren kan se hans skyld. Megen skam, men ikke over denne handling.

Fyrstens uægte søn, Drakan, henter Skammerens datter, i håbet om at hun kan se, hvad Skammeren ikke kan. Men da Dina ankommer viser det sig, at Drakan i virkeligheden ville bruge hende til at tvinge hendes mor til at erklære Nicodemus skyldig. Det ville gøre Drakan til fyrste. Men Skammeren nægter stadig, og selv om hun måske kunne bruge sine evner til at få Nicodemus til at tro på, at han har gjort det, så kan hun »ikke gøre noget, jeg selv ville skamme mig så meget over«.

Skammernes sans for retfærdighed kaster dem ud i en kamp for livet mod Drakan, hans mænd og hans drager. Dina må meget hurtigt blive voksen og forsøger efter sin egen flugt sammen med Nicodemus at redde sin mor fra dragerne. Man glemmer næsten, at Rebecca Emilie Sattrups Dina er et barn, indtil hun i et hjertesskærende øjeblik skriger på sin mor, da hun vender tilbage til fængslet som fange. »Dina!« skriger mor (Maria Bonnevie) tilbage, så fortvivlelsen nærmest flår det bankende moderhjerte ud af brystet på publikum.

Du har en kniv ...

Der er ikke mange, der regner børnene for noget i dette middelalderlige samfund. Dina bliver gode venner med pigen Rosa, spillet med sårbar trodsighed af Petra Maria Scott, der er vokset op i Skidenstad i borgbyen Dunark, i dyb fattigdom og uden håb om det der retfærdighed. Rosa melder sig dødsforagtende til kampen mod Drakan og siger med ydmyg stolthed: »Jeg har en kniv!« og fremviser en rusten urtekniv for de få mænd, der har valgt side mod Drakan.

Søren Mallings Våbenmester griner overbærende: »Du har en kniv ...« Men det skal vise sig, at netop den kniv og et barns undseelighed kommer til at spille en afgørende rolle. I det hele taget er synet på børn tematiseret i både forlæg og film: Børn og skams betydning. Drakan spilles af Peter Plaugborg, hvis målrettede og ubarmhjertige stræben efter tronen i glimt afslører en uægte lille søn, der må se sin far give sin halvbror den opmærksomhed, som han så desperat ønsker sig. Jakob Oftebro er i rollen som Nicodemus en martret sjæl, der i skam over ikke at kunne slå til i rollen som tronarving og over at skuffe sin krævende far, er sygnet hen i druk, spot og ligegyldighed. Rosa bliver behandlet som skidt i Skidenstad af sin egen halvbror, der banker og ydmyger hende, som han selv blev banket og ydmyget, og konstant minder hende om, at det er hans far, der har efterladt dem de få usle kvadratmeter, familien kalder hjem.

Skam er et stærkt magtmiddel. Og som filosoffen og psykoanalytikeren Elisabeth Young-Bruehl påpeger i sin teori om ’childism’: »Udskammede og ydmygede mænd, har behov for at udskamme og ydmyge, som også deres udskammede og ydmygede sønner senere vil have.«

Drakan er tabt, men Dina og hendes mor kommer lige i tide til at se på Nicodemus og redde ham fra at leve hele sit liv baseret på den skam, som hans far har fremkaldt i ham. En skam over ikke at kunne eller ville kunne håndtere et sværd. Her spiller Lene Kaaberbøl ganske dygtigt på afstanden mellem fantasys lukkede verden og læserens virkelige. Læseren vil undre sig over, hvorfor en far dog opfatter det som skamfuldt, at hans søn har det svært med vold, mens det i den lukkede verdens logik er ganske afgørende, at man som kommende borgfyrste er nådesløs med et sværd. Man kan sidestille det med de ting, som voksne i den virkelige verden forsøger at indprente børn i form af besynderlige normer, som det synes afgørende at mestre, hvis man skal blive en respektabel voksen: Sid pænt, opfør dig ordentligt, spis op, sig tak og undskyld. Det værste man kan sige til et barn, hvis det ikke lever op til standarden, er selvfølgelig: »Vær nu ikke barnlig, du er jo ikke nogen baby«. Selv det at være et barn bliver skamfuldt. Skam i små mængder kommer vi alle til at føle som børn. Så er der de, der aldrig får andet. For dem kan det være invaliderende.

Social nødvendighed

I Kenneth Kainz’ filmatisering får skammen en ekstra dimension. Dens sociale nødvendighed træder tydeligere frem, end den gør det i Lene Kaaberbøls første bog i serien om skammerne. Dina træder frem foran en folkemængde og påfører dem kollektiv skam: »Skammer du dig ikke?« spørger hun hver enkelt menneske iblandt det publikum, der begejstrede er mødt op for at bevidne en henrettelse. Denne kollektive skamfølelse får folket til at vende sig mod Drakan.

Skam er noget af det, der får samfundet til at hænge sammen. Det er på mange måder frygten for skam og social marginalisering, der afholder os fra at begå uacceptable handlinger. Moral og skam hænger uløseligt sammen, og i fantasy og eventyret fastholder man troen på, at der findes en universel moral.

En moral, der er instinktiv og det, der afholder os fra at opføre os som dyr. Det er derfor, at Drakan fremstilles som et dyr, der drikker drageblod for at holde sig stærk og være nærmere dyret end mennesket. Han er uden for- eller efternavn. En skamløs tilstand. Han skammer sig »ikke det mindste« og kan derfor som den eneste kigge Skammeren direkte i øjnene, uden at det påvirker ham. Skam er en stærk suggestiv magt, og det er den, Dina gør brug af, da hun vender folkets blik mod dem og taler til dem med en indre bydende stemme. Det understreger, at det er den indre skamfølelse, hun taler til i folk. Den er allerede til stede, hun faciliterer den blot. Man ser sig selv i hendes øjne.

Desværre er det ikke alle skuespillere, der formår at bruge Dinas blik som et spejl. Skam er en sær følelse. Det er ikke rædsel, den vækker. Det er en ydmygende følelse af ikke at slå til som menneske. Af svigt over for civilisationen. Aun (Adam Ild Rohweder), der slår sin søster, som han selv blev slået, udstråler netop barnets apatiske fortvivlelse og underkastelse i mødet med Dinas blik, mens Nicodemus’ frygt virker teatralsk.

Skammerens Datter minder om både Ringenes Herre, Ronja Røverdatter og Mio min Mio, men hvor kampen mellem det gode og det onde er noget mere nuanceret i de fortællinger, og man forstår, at fjendskab ikke nødvendigvis bunder i ondskab, men at relationer mellem mennesker altid er komplicerede, så er Skammerens Datter mest af alt en meget moralsk fortælling.

I Lene Kaaberbøls bøger om Dina udvikler det sig til mere end det i løbet af de fire bind, hvor Drakans tyranniske adfærd forplanter sig til undersåtterne, og de ydmygede bliver ydmygerne, de undertrykte bliver undertrykkerne. Her ser vi skammens ødelæggende potentiale i sin fulde magt. I første bind, og hvad der forhåbentlig kun er den første film, bliver vi blot introduceret for dens adfærdsregulerende kvaliteter. Men den meget vellykkede filmatisering formår med skammerens bydende stemme at spørge os: Skammer I jer ikke? Og, jo, det gør vi. Hele tiden. Spørgsmålet er så, om vi vil se det i øjnene.

’Skammerens Datter’ Instruktion: Kenneth Kainz. Manuskript: Anders Thomas Jensen. Dansk (Biografer hele landet)