Læsetid: 4 min.

Opdullet Ditlevsen

Fantastisk at få Tove Ditlevsen ud af den litterære skammekrog, men hvorfor skal hendes fremragende klummer, kronikker og brevkassesvar udgives forklædt som dekadent selviscenesættelse med glimmerøjenskygge?
il venstre sidder Tove Ditlevsen ved sit skrivebord, til højre er det Sort Samvittigheds fortolkning af det originale billede. Fotos: Scanpix og Sofie Amalie Klougart/fra bogen ’Jeg ville være enke, jeg ville være digter’.
20. marts 2015

Som mange børn af 80’erne havde jeg en af mine første institutionaliserede litterære oplevelser med Tove Ditlevsen. Vi læste Nattens dronning i femte klasse, og jeg græd lidt over det menneskelige drama, der åbenbarede sig under de undselige personers ordknappe samvær. Da jeg fortalte om det derhjemme, var begejstringen til at overse. Tove Ditlevsen var sentimental, lidt ligesom malerierne af snavsede børn med blanke tårer ned ad kinderne.

Det billede satte min dansklærer i gymnasiet siden fed streg under, da han i første time i 1. g forsøgte at bibringe os lidt litterær smag. Vi fik de første fire strofer af digtet »Erkendelse«, og først da vi havde koblet jegets angst for at miste sin elskede med hendes komplekse lyst til at smadre barndomshjemmets smukkeste genstand, afslørede han, at teksten var beskåret, og vi fik udleveret resten af digtet, hvor hun smadrer den vase godt og grundigt, og bekender sin skyldigbetingede frygt for, at hun igen skal smadre det smukkeste, hun ved.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Åh, fri os for blasert puritanisme i litteraturen. Bortset fra Helle Helle gør den sig bedst, når den er overdådig og sanselig, tænkende og følende på måder, vi ikke selv bevæger os ud i.