Læsetid: 4 min.

Opdullet Ditlevsen

Fantastisk at få Tove Ditlevsen ud af den litterære skammekrog, men hvorfor skal hendes fremragende klummer, kronikker og brevkassesvar udgives forklædt som dekadent selviscenesættelse med glimmerøjenskygge?
il venstre sidder Tove Ditlevsen ved sit skrivebord, til højre er det Sort Samvittigheds fortolkning af det originale billede. Fotos: Scanpix og Sofie Amalie Klougart/fra bogen ’Jeg ville være enke, jeg ville være digter’.
20. marts 2015

Som mange børn af 80’erne havde jeg en af mine første institutionaliserede litterære oplevelser med Tove Ditlevsen. Vi læste Nattens dronning i femte klasse, og jeg græd lidt over det menneskelige drama, der åbenbarede sig under de undselige personers ordknappe samvær. Da jeg fortalte om det derhjemme, var begejstringen til at overse. Tove Ditlevsen var sentimental, lidt ligesom malerierne af snavsede børn med blanke tårer ned ad kinderne.

Det billede satte min dansklærer i gymnasiet siden fed streg under, da han i første time i 1. g forsøgte at bibringe os lidt litterær smag. Vi fik de første fire strofer af digtet »Erkendelse«, og først da vi havde koblet jegets angst for at miste sin elskede med hendes komplekse lyst til at smadre barndomshjemmets smukkeste genstand, afslørede han, at teksten var beskåret, og vi fik udleveret resten af digtet, hvor hun smadrer den vase godt og grundigt, og bekender sin skyldigbetingede frygt for, at hun igen skal smadre det smukkeste, hun ved.

Pointen var, at Ditlevsen savnede mådehold. Og det handlede ikke om whisky, mænd og pinlige bekendelser i dagspressen, det handlede om sproglig økonomi. Hun kunne have sparet sig de sidste tre strofer, den var sivet ind. I stedet hældte hun på med ord og følelser og stoppede først, når legen for længst var holdt op med at være god. Tove var kitsch. Ingen tvivl om, at den danske udgave af modernismen, som Ditlevsen stod i opposition til i sin samtid, sejrede langt ind i klasseværelserne og betingede receptionen af hende som ’lyrikkens barpianist’. Derfor er det strålende, at en ny generation af Ditlevsen-læsere har haft held til at feje den kulturradikale næserynken af banen og åbne forfatterskabet. Bl.a. har genudgivelsen i 2012 af hendes stærke erindringsroman Gift gjort det alment kendt, hvordan hun gennem forfatterskabet i stigende grad pressede fiktionens grænser på en måde, der kan sammenlignes med Marguerite Duras’ og som peger langt ind i dette årtusindes litteratur. Nu er hun optaget i dansk litteraturkanon, og p.t. genstand for enorm interesse med teaterkollektivet Sort Samvittigheds udsolgte forestilling Tove! Tove! Tove! samt udgivelsen Jeg ville være enke og jeg ville være digter, som rummer en række essays, avisklummer og brevkassesvar, udvalgt og redigeret af Olga Ravn og illustreret af Sort Samvittighed.

Rollen som kone

Og Ditlevsens avisskriverier er et stormfuldt bekendtskab. Teksterne fører læseren langt ind i hendes liv og værk og demonstrerer Ravns pointe om, at Ditlevsen var en forfatter, der i sit arbejde bevidst overskred grænsen mellem privatperson og offentlig figur. Fra den smukke, rystende »Prinsesse Klare« om lykken ved at tage afsked med livet, trykt i Politiken få uger efter et fejlslagent selvmordsforsøg, til knivskarpe essays som »Flugten fra opvasken«, »Blot til lyst!« og »Sovs og kartofler« som, ligesom de formidabelt selekterede brevkassesvar fra hendes 20 år ved Familie Journalen, tegner et billede af forfatteren som et lidenskabeligt, levende menneske, pragmatisk indstillet over for livets krav, og parat til at få det bedste ud af alt, præcis så længe hun kan være i det, og forblive tro mod sig selv.

Bogens velvalgte titel peger på dette forhold. Ditlevsens litterære ambitioner matchede hendes talent. Og hun ville desuden være mor. Det, hun kæmpede med hele livet, og aldrig fandt fred i forhold til, var rollen som kone. Det var ikke bare flugten fra opvasken, men fra hele den patriarkalske magtbalance, som holder kernefamilien i sit jerngreb. Mere end at kæmpe for en ’kvindesag’ kæmpede hun for retten til, bare indimellem, at være intetkøn. At få fred til at realisere sit umættelige, og angiveligt ukvindelige, behov for at skrive.

De ikoniske arkivbilleder af hende som Sort Samvittighed har udvalgt til bogen, afspejler denne drøm. Ikke mindst det, hvor en ung Tove Ditlevsen rank skrider ned ad en forladt villavej med sine børn ved hånden. Uden en mand ved sin side, og hverken seksualiseret eller piget, men på én gang stærk og sart. Sort Samvittigheds visuelle gendigtninger rammer et helt andet udtryk. Med lange øjenvipper og sorte strømpebånd sat sammen med hvide brudeslør, indskriver de Ditlevsens persona i en luder-madonna-dikotomi, som jeg, hverken i hendes dæmpede fysiske selviscenesættelse eller i teksternes følsomme og råt humoristiske selvfremstilling oplever, at hun placerer sig i. I mit hoved er Ditlevsen hverken en Blixen, en Brøgger eller en Beyoncé og bruger faktisk, hvis man sammenligner med den gennemsnitlige visuelle iscenesættelse af kunstnere i dag, i befriende lille grad den seksualiserede, tilgængelige kvindekrop i sit kunstneriske udtryk.

Sort Samvittigheds visuelle udtryk er sjovt nok, og det er motiveret, fordi det vil omfavne det pinlige, alt det, der har været brugt til at holde Ditlevsen ude af det gode selskab. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at den erotiserede iscenesættelse af Ditlevsen-figuren i Jeg ville være enke og jeg ville være digter er tæt på gøre hende lige så stor uret som modernisterne, der satte hende i bås som ’traditionalist’, fordi den ikke tager hende helt alvorligt som forfatter.

Med fare for at virke snerpet, kan jeg ikke lade være med at spørge, hvilken mandlig forfatters væsentlige, glemte perler man ville udgive indpakket i glitter og strømpebånd i stedet for at forsyne dem med et ordentligt noteapparat, hvoraf det som minimum fremgik, hvor og hvornår de enkelte tekster havde været bragt første gang, så læseren havde mulighed for at sætte dem ind i det medielandskab, de var en del af og åbenlyst forholder sig til?

Tove Ditlevsen: Jeg ville være enke og jeg ville være digter. Glemte tekster. Redigeret af Olga Ravn og illustreret af Sort Samvittighed. Gyldendal. 192 sider. 279,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Åh, fri os for blasert puritanisme i litteraturen. Bortset fra Helle Helle gør den sig bedst, når den er overdådig og sanselig, tænkende og følende på måder, vi ikke selv bevæger os ud i.