Læsetid: 7 min.

På jagt efter værdigheden

Rebelske nonner, der bliver mødre for hundredvis af børn, overlevende fra tyske landsbymassakrer, der forsøger at trodse fortiden, og et græsk hospitalsvæsen, der på operationsbordet gisper efter vejret. De nye græske dokumentarfilm anno 2015 på dokumentarfilmfestivalen i Thessaloniki svinger mellem smerte, forfald og håbet for fremtiden, som især børnene repræsenterer
Vinder i kategorien bedste lange græske dokumentarfilm blev ’Paradoxical Fatherland’  – en historie om den eneste overlevende dreng i en søskendeflok, der blev ofre for en tysk massakre i 1944. Som voksen flygtede han selv til Tyskland for at undslippe den græske militærjunta.
24. marts 2015

I Grækenland strækker de arbejdsløse halsen, når de hører om, at en af de største løbende konflikter mellem regering og folk i Danmark er de titusinder af arbejdsløse, der glider ud af dagpengesystemet. I Grækenland glider langt de fleste automatisk ud efter seks måneder, og i dag får under ti procent dagpenge. Over 1,3 millioner grækere får slet ingen dagpenge. Sådan er det, ved grækerne. Bekymringen ligger oftest et andet sted, for har man ikke arbejde, har man oftest heller ikke retten til sygeforsikring. Så er uheldet ude, og man får en kronisk sygdom, der kræver dyr medicin, eller skal man have en operation, så koster det de penge, som den arbejdsløse ikke har.

»Intet job, ingen sygeforsikring, intet hjem og ingen penge,« summerer den 57-årige Nikos Patsis fra Thessaloniki sin situation op.

Han var forsikringschef for et dansk firma i Grækenland. Men firmaet lukkede ned, han blev arbejdsløs, og da han skulle på hospitalet, havde han ikke pengene til sin dyre behandling. Han må bo hos familie og venner, der samler penge ind til ham. Mens en anden kvinde, Maria, bruger et år på at skaffe sig de 6.000-8.000 euro til den operation, som hun ender med at dø midt i, fortæller sønnen.

Journalist og dokumentarist Kostis Kekeliadis viser i sin film ESY Remember Me, det nationale sundhedssystem ESY’s forfald, men han dokumenterer også, hvordan de frivilligt drevne sociale sundhedscentre tager over, hvor behovet er størst.

»De blev egentlig oprettet, for at flygtninge og indvandrere uden papirer overhovedet kunne få behandling, men hurtigt var det ældre og arbejdsløse grækere, der blev de flittigste brugere,« fortæller Kostis Kekeliadis på Olympion-biografens røgfyldte kaffebar i hjertet af Thessaloniki.

Selv om det græske sundhedssystem før krisen også var korrupt, og de græske lægers moral ofte er flosset, kan konsekvenserne af dette forfald mærkes hos de op mod 3,5 millioner grækere, der i dag ikke har nogen sundhedsforsikring. Hvor det før kriseudbruddet var hver tiende, der var uden sundhedsforsikring, er det i dag hver tredje græker.

En læge bemærker, at »patienterne siger alle som én, at de føler, de har mistet værdigheden«. Som granvoksne at skulle tigge sig frem. Nogle forlader hospitalet, når de finder ud af, at de skal underskrive et stykke papir, der forpligter dem til at betale for den behandling, de ikke har råd til. Selv om lægerne trygler dem om at blive.

»Nogle flygter fra hospitalet midt om natten for ikke at stå i den ydmygende situation ikke at kunne betale for deres behandling,« fortæller en hospitalslæge fra Thessaloniki.

Regningen får de alligevel, når den lægges oven i skatten.

Dokumentarist Kostis Kekeliadis:

»Når tidligere græske sundhedsministre sagde, at ingen syge er blevet afvist, er det en lodret løgn. Systemet tvinger folk til at holde sig væk.«

Filmmageren talte under researchen med mange patienter, der undlod at tage den rette dosis medicin for at få pengene til at række. For medicinen er lige så dyr som altid, trods det at pengene er små. Jagten på at genskabe den tabte værdighed er blevet grækerens lod i tilværelsen.

Det græske sundhedssystem er vingeskudt efter en kraftig økonomisk rundbarbering. Hver tredje græker – op mod 3,5 millioner mennesker – kan ikke regne med at få behandlinger ud over de mest akutte sygdomme, viser filmen ’ESY Remember Me’

Babymiraklet

Den græske velfærdsstat er i dagens Grækenland ikke selve staten, men i stedet de mere bestandige faktorer som familien, sammenholdet, troen og musikken, der samler én op, trøster, giver omsorg og redder én fra moradset, som årets høst af film på dokumentarfilmfestivalen i Thessaloniki under ét viser. I den nordgræske metropol har dokumentarfilmfestivalen med stor dygtighed arbejdet sig op i toppen af den europæiske liga. Lokalt har den status som publikumsmagnet og seismograf for samfundsbevægelserne.

Hovedprisen i kategorien under 45 minutter gik til den dybt rørende hverdagstragedie Olympia. En gravid kvinde får i tredje måned konstateret en sjælden og farlig type kræft. Olympia må vælge, om hun skal abortere og selv redde livet eller skænke livet til sit første barn. Hendes læge sidder i det samme dilemma, at kemoterapien kan skade barnet og alligevel ikke slå kræften tilbage. Miraklet sker – barnet fødes til alles forundring helt sundt og rask, men morens kræft bider sig hårdere fast.

Olympias forældre overtager og forsøger at holde dampen og livsglæden oppe, mens Olympia sygner mere og mere hen. Faren er musiker og spreder sit gode humør, »men jeg står ude på terrassen og tuder, når de andre ikke ser det, for hvordan skal dette her ende?«

Den trætte Olympias stemme er spæd og fyldt med troen på det gode, med tapperhed og taknemmelighed. Men det er en stemme, der også er mærket af gråd, sorg og angst. Det sker sjældent, at også en læge må give efter for gråden omkring en patients skæbne. Men her sker det. Publikum kvitterede ved at tude med og gav filmen de højeste karakterer.

Barnet, der tilgiver

I Thessalonikis klassiske Olympion-biograf løb den bemærkelsesværdigt aktuelle Paradoxical Fatherland med prisen for bedste græske dokumentarfilm på over 45 minutter. Filmen er med til at levere de håndfaste argumenter til den græske debat om krigsskadeerstatninger, der har svirret over de seneste måneder og ført til nye dyk i forholdet mellem Grækenland og Tyskland.

Denne film får på sin egen stille måde fortalt historien om brutale tyske nedslagtninger under Anden Verdenskrig, set fra en mand med årgang 1936 i passet.

Den dengang 8-årige Stathis undgik sammen med faren i 1944 den død, der ramte drengens 28-årige mor, bedstemoren og de fire små søskende. Efter massevoldtægter i landsbyens kirke blev 353 kvinder og børn levende brændt i en lade af tyske tropper. Faren blev dømt til døden og nåede at skrive et brev til sit eneste overlevende barn. »Tag dig en uddannelse,« skrev han. Stathis blev tandlæge, og da den græske junta greb magten, flygtede han. Af alle steder til Hitlers gamle hjemby München, hvor han startede forfra. I det nye hjemland fik han fem børn, der alle fik de samme navne som de søskende, som tyskerne dræbte. Den nu ældre Stathis fortæller uden melodrama, hvad der skete dengang under Anden Verdenskrig, og man sidder måbende tilbage. Ingen er siden dømt for den håndfuld massakrer, som tyskerne gennemførte under Anden Verdenskrig, og også med afsæt i denne film vil debatten fortsætte i det græske om krigsskadeerstatning, selv om det ikke er, hvad de overlevende ofre kræver. I Thessaloniki var der adskillige kortere film, hvor øjenvidner, der var børn og unge dengang, fortalte om deres gruopvækkende erfaringer.

En landsby af børn og nonner

At forældre ikke længere kan passe på deres børn er ikke noget, som den græske krise har skabt. I filmen Mana leverer Valerie Kontakos en rørende og til tider ganske morsom beretning om et ganske utraditionelt nonnekollektiv, der i stedet for at bede hellere fylder dagen med børneopdragelse og omsorg for børn, der enten er forældreløse, eller hvor forældrene ikke magter opgaven.

De sortklædte nonner på 70+ driver børnelandsbyen Lyrio uden for Athen, hvor børn i alle aldre optages og bliver en del af nonnernes storfamilie, der står parat med kærlighed, omsorg, kor og musik. Børnene bor der over år eller årtier, og i alt 500 børn har tilbragt deres barndom blandt nonnerne, siden en flok unge rebelske kvinder i 1962 stak af hjemmefra for at grundlægge deres vision om at hjælpe de børn, som andre ikke kan tage sig af. Dengang i 1962 blev de unge nyslåede nonner selv hentet hjem af deres egne forældre, men da de som 21-årige blev myndige, kunne de hellige sig deres kald.

»Min far sagde, at jeg skulle se at få børn. OK, på vores måde har jeg fået så mange børn, og de kommer her stadig,« siger en af de erfarne nonner. De står parat til at filme med iPhonen, når mærkedagene skal foreviges, de sætter solbrillerne på sned og giver minibussen ekstra fart, når en af de unge fløse skal afleveres på en kaserne akkompagneret af den nysgerrige børneflok. Sammenholdet er varmt, og vi er med til en af de unge pigers bryllup på Mykonos. Men forud går nonneflokkens mange overvejelser for at finde den bedste brudekjole. Der udveksles så mange sigende blikke, at biografsalen kogte af munterhed over nidkærheden over, at bruden skulle se så godt ud som muligt. Det vidste de alt om.

Nonnernes højeste mål er at sørge for, at børnene finder deres plads i livet. Kærligheden er gengældt, for nogle af dem, der var børn i nonnernes landsby, kommer i dag for at hjælpe eller bidrager med donationer for at få landsbyen til at fungere.

»Vi har brug for netop de her historier, hvor vi kan beholde håbet for fremtiden,« som en af tilskuerne bemærkede oven på filmens verdenspremiere, der som underliggende tema satte børnene i centrum. De repræsenterer håbet for den fremtid, som grækerne længes efter bliver bare toner mildere end nutiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • peter fonnesbech
Robert Ørsted-Jensen og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karla F. Fontane

Det var da et sjovt tidspunkt den kom på, hva'? Lige lave lidt stemning mod Tyskland, nu hvor det eget land ikke har det så godt - og man forlanger mere skadeserstatning end det beløb alle var enige om i 1953, London. Jeg synes det ligner ret meget propaganda fra regeringens side. Nogen skal jo have skylden for den dårlige økonomi - og hvorfor så tage skylden på sig, når man kan skabe et fjendebillede?

11 millarder mener Grækenland kunne betale ekstra. Desuden har tysk våbenindustri muligvis givet penge til korrupte græske politiker, så de (den tyske våbenindustri) fik nogle gode handelsaftaler. Selvfølgelig er det Tysklands skyld - problemet er jo nemmest at finde ved "de andre", det er jo ikke så sjovt at skulle stå op og sige "vi har korrupte politikere".

Her nogle fakta: grækerne har en højere pension end tyskerne og de tjener netto mere end tyskerne. Til gengæld betaler de mindre i skat. Det bliver man nødt til at have i baghovedet, når man siger "tyskerne skal betale". Det er ikke de tyske borgere som er rigere end grækerne, det er kun overklassen (den græske er jo også flygtet til udlandet). Grækenland har brug for mindre korrupte politikere, mere hjælp til industrien, lavere pension og højere skat. Grækeske borgere vil så leve under vilkår, som ligner tyskernes, men det kan ikke være retfærdigt at Tyskland skal betale igen og igen.

EU skal selvfølgelig hjælpe Grækenland. Der er blevet forsøgt med mange penge - men det hjalp nu ikke særlig meget, når der i den græske ende ikke er politisk vilje til forandring. Jeg synes det er en farlig tendens, at skabe et fjendebillede mod vores gode naboland Tyskland.

Henriette Bøhne

Karla F Fontane,
I vores gode naboland Tyskland er den 3. stærkeste politiske kraft nu partiet "Die Linke", som er helt på linie med Syriza på ganske mange områder. Die Linke kæmper ikke for et tysk Europa, men et europæisk Tyskland og taler uafladeligt Merkel og Troika'en europæiske sparepolitik og den dødsspiral den har sendt både det tyske og andre europæiske arbejdsmarkeder ud i.
Tyskland er ikke kun Merkel, CDU/CSU og Bild Zeitung.

Torben Knudsen

Alle vil gerne være eksperter på den græske situation og komme med gode råd.
En græker jeg spurgte engang sagde, at en grundliggende årsag var de 400 år, de var under tyrkisk herredømme. Frigøreslen fejres imorgen den 25.3.2015 og der er pyntet op.
Jeg tager ikke stilling til forklaringen.
Når jeg spørger her på turistøen, hvorfor skraldebøtter stadig stå megafyldte og resten rundt omkring og en del læsses stadig af i bjergene og sortering er en by i Rusland (alt flasker og alt går i bøtterne), så siger de, at i forbindelse med valget har politikerne lovet at ansætte en masse i den offentlige forvaltning, så hvis de skal have løn er der ikke penge til diesel til skraldebilerne. 2015!.
På denne ø er turister, der tidligere kom fra lande, bl.a. de skandinaviske, hvor der er rimeligt check på skraldet blevet væk og istedet kommer der turister fra lande, der er på samme niveau m.h.t. skrald og ikke tager det så nøje.Turister, der har ganske meget med hjemmefra.
Jeg mener alligevel, at hotelejere og restaurantejere, der er så afhængige af den korte sæson, selv kunne etablere skraldeordninger og oprydninger på denne lille ø, så turister ikke af den årsag blev væk.
Når jeg spørger hvorfor skraldebøtter ikke tømmes om søndagen, hvor de alle står med top på, ryster de blot på hovedet. Og siger Dimos som betyder det offentlige eller kommunen
Tag til Bornholm og se hvor meget man selv kan gøre i nærområdet.
Jeg tror at Grækenland er det land der pr. indbygger har modtaget flest penge i alle mulige former for hjælp til vejvæsen ja alt per indbygger.

Karla F. Fontane

Kære Henriette,
vi kan godt blive enige om, at der også er sket fejl fra EU's side. Enhver økonom, herunder også vores Dirk Müller, kan fortælle dig, at man ikke kan spare sig ud af en krise. Så ja, der er altså også sket fejl fra europæisk side. Men at give Tyskland skylden (ikke EU, men desideret Tyskland) for en dårlig økonomi, så synes jeg vi er helt gal afsted. Desuden synes jeg at det er underligt at drille folk med en (muligvis) anden holdning, ved at påstå at de læser "die Bild" eller ser "Heute Show".

At skabe et fjendebillede Tyskland er i mine øjne helt ude i skoven. Og det er det der sker. Tyskland skal betale endnu mere til en gæld, som længst er sat prisskilt på i 1953! Grækenland ved med til forhandlingerne i London. Og så give den tyske industri skylden for de egne korrupte politikere, det er nu heller ikke noget jeg synes er særlig retfærdigt. Måske skulle du prøve på at læse FAZ, i stedet for "Russia Today"?

At kalde "die Linke" for det tredje stærkeste parti i Tyskland er nu også så meget sagt. De Grønne har 0.2% færre stemmer. Tæt fulgt af FDP og AfD. SPD har 25% af alle stemmerne og er det andet stærkeste parti. "die Linke" har kun omkring de 8%. Men jeg vil klart give dig ret i, at "die Linke" er en af de få gode partier i Tyskland - jeg ville helt klart vælge dem, men jeg kan jo ikke vælge i Tyskland.

Som jeg allerede nævnte før, så er Europa en stor familie. Vi skal helt klart hjælpe hinanden. Men gøre Tyskland til syndebuk med propaganda og trusler så som "vi sender alle vores flygtninge til Tyskland, også terroristerne, hvis I ikke giver os penge", det synes jeg helt afgjort er under bæltestedet! Hvis du prøver på at læse lidt differentieret, så vil du nemt genkende, at jeg ikke siger "lorte Grækenland" og at vi skal slå hånden af dem. Jeg siger blot, at bruge Tyskland som fjendebillede er fuldstændig forkert! Det er klart at du synes jeg er en af de udannede medborgere som er imod Grækenland - åbenbart er alle som ikke er 100% på grækernes side imod Grækenland.

Jeg bliver stadigvæk ved, at begge sider (Grækenland og EU) bliver nødt til at give sig lidt. Og lige nu er der altså problemer med Grækenland, som sidder og afpresser Tyskland med "vi sender terrorister" og forlanger flere penge fra EU, uden at ville omfordele pengene i det eget land. Det giver nu virkelig ikke megen mening, at en tysker tjener mindre netto og får en mindre pension en grækerne, men så alligevel bliver nødt til at redde Grækenland. Det ville give mere mening, hvis Tyskland hjælper OG grækerne får en højere skat/lavere pension. Alt andet ville være uretfærdigt.

Karla F. Fontane

Desuden vil jeg lige minde om, at lande som Irland også har lidt under finanskrisen. Og de har IKKE fået særlig megen understyttelse. De har en af de størst boomende økonomier. Så Henriette kan forstå det: jeg er ikke imod Grækenland. Og jeg kan også se at der er sket fejl fra europæisk side. Men at påstå at "det er tyskernes" skyld er underligt. For det første er det nu EU og ikke desideret Tyskland. For det andet er den græske regering korrupt og ikke særlig forhandlingsvillig. Måske kan EU lære af Irland.

Michael Kongstad Nielsen

Karla F. Fontane - den nye græske regering er ikke korrupt og vil meget gerne forhandle. Irland er ikke god at tage ved lære af, for de gjorde alt det forkerte.

Henriette Bøhne

Karla F Fontane,

Hvis du ser på sammensætningen i Bundestag er Die Linke - uanset om du vil eller ej! - 3. Stærkeste politiske kraft, eftersom hverken AFD eller eller FDP opnåede valg til Bundestag. Ude i Landdagene ser det lidt anderledes ud, her ligger FDP stadig utrolig lavt, AFD er ved de sidste valg gået frem. Die Grünen - Tysklands socialliberale parti - og Die Linke er nogenlunde jævnbyrdige, i nogle lande er det ene parti det stærkeste og i andre det andet. Begge partier er med valget af ministerpræsident Bodo Ramelow i Thüringen, regeringsbærende. Die Grünen har således posten som ministerpræsident i Baden-Würtemberg.
Men i Bundestag er Die Linke altså det 3 største parti.

Lektionen må være at ikke optage lande der er så bundkorrupte som Grækenland i EU, næste skridt må være at smide de lande ud der stadig manipulerer med statsbudgetterne og hvor også befolkningen ingen tillid har til det offentlige.