Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Prosastrøm om menneskeligt sammenbrud

Katrine Grünfelds nye roman 'Stormskader', der behandler kvindeligt sammenbrud på et bagtæppe af afsyrede møbler, klitroser og bølgesprøjt, fastholder desværre en stor del af de kønsklicheer, den foregiver at kæmpe imod
Kultur
13. marts 2015

Hvem taler du om, mor? Sådan spørger kvindens datter hende på et tidspunkt i et erindret skænderi, hvor moderen i desperat selvforsvar planløst langer ud efter alle mulige andre forældre. Samme spørgsmål fik jeg en del gange lyst til at stille den navnløse hovedperson og synsvinkelbærer i Katrine Grünfelds fjerde roman Stormskader.

Et stykke ad vejen glider Grünfelds prosa, som skildrer en kvindes sammenbrud, ellers helt smukt. Hun er taget alene i sommerhus, hvor hun forsøger at få luft for den dyne af forventninger, som familieliv og sociale konventioner har stoppet ned om hende. Den dækkede indre monolog mimer kvindens springende, skiftevis rasende og resignerede tankestrøm. Indimellem lugtes en klædelig vildskab i billederne.

For eksempel da hun prøver at kaste empatiens kors af sig: »Nu bor alle de mennesker inde bag hendes øjne. (…) Hun behøver ikke at skulle gøre sig fortjent til at blive elsket. Hun vil elskes, de skal alle sammen elske hende. Nej. Hun kan hælde deres øjne ud i havet. Lade øjnene rulle rundt mellem de små urolige bølger. Blå, brune, sorte og grønne kuglerunde, slimede gopler.«

Hun er kvinden, der lider af omvendt empatiforstyrrelse, suger andres øjne til sig, om de sidder i tilfældige forbipasserendes ansigter eller er hendes nære og kæres, kan hun ikke lade være med at leve sig dybt ind i de tanker, følelser og behov, som gemmer sig bag dem.

Kantet symbolik

Men dæmoniske billeder som de afrevne gopleøjne i havet er en sjælden fugl i Stormskader. Ofte er symbolikken mere kantet, som for eksempel når kvindens evigt udglattende flinkefætter af en mand er brobygger – han har bygget Øresundsbroen – eller når hun ligner sig selv ved en sommerfugl, der skal gennem larvestadie og forpupning, før farverne folder sig rigtig ud. Sådanne billeder ville fungere glimrende i en selvhjælpsbog, men i en koncentreret kortroman, lander de lidt tungt.

På samme måde har jeg det med Grünfelds replikbehandling. Samtalerne er erindrede og altså filtrerede gennem kvindens bevidsthed, hvilket retfærdiggør en vis afvigelse fra mundret sprog, men når en replikveksling mellem et ægtepar kan lyde sådan her: »’Du fanger mig. Jeg vil ikke fanges’. ’Pas dig selv, hvis det er sådan du har det.’ (…) ’Du synes, jeg er uegnet.’ ’Det er en ukorrekt iagttagelse. Du overanalyserer,’« så har jeg altså svært ved være med.

Katrine Grünfeld: Stormskader

Kvindens tankestrøm springer hyppigt i tid og sted, især mellem nuet med rødvinsdruk og vandren i klitterne og kuldsejlet hverdag med familien, men også barndomserindringer og øvrige indfald dukker op. Dette greb motiveres fint af kvindens situation, men det gør den skødeløse, sproglige utydelighed, hvormed det er udført, ikke.

Grünfeld udelader egennavne, hvilket gør pronominerne vigtige. ’Hun’ og ’han’ og navnlig ’de’ er grundled i størsteparten af bogens sætninger. Men alt for tit når jeg simpelthen ikke at få fat i, hvem eller hvad pronominerne peger på, fordi sætningerne savner præcision, og kvinden så hurtigt er videre til næste indfald.

På et tidspunkt langer fortælleren for eksempel ud efter ordet ’skam’, som angiveligt bruges på en bemærkelsesværdig måde i en unavngiven bog, hun er i gang med at læse, men det er svært at fatte interesse for dette spørgsmål, når man ingen detaljer får. På den måde forhindrer de introverte manerer læseren i at engagere sig i det læste.

På den anden side – hvorfor stille konventionelle forventninger op over for en prosastrøm, som skal mime et menneskeligt sammenbrud? Fordi utydeligheden virker indforstået, når man, som her, aldrig er i tvivl om, at fortælleren selv ved hvem, og hvad der sigtes til.

Sproglig skødesløshed

Sammenlignet med en prosaist som Christina Hesselholdt, der behersker den springende, knopskydende, digressionsrige bevidsthedsstrøm i kraft af sin aldrig svigtende skarphed, virker Grünfelds digressioner anonyme, fordi de tit vægrer sig ved at blive konkrete. Sprogets uskarpe kanter kommer til at fremstå enten som villet kunstfærdig mystik eller sproglig skødesløshed.

Det lyder hårdt, og det er det måske også, for Grünfeld er ikke nogen dårlig prosaist. Man mærker tydeligt, at der brænder en ild under Stormskaders prosa. Forfatteren vil sin læser noget med denne fortælling om en kvindes oprør mod de snævre rammer, som hun selv og hendes omgivelser kræver, at hun skal udfylde.

Men for mig går der damebladsfeminisme i Stormskaders opgør med tunge kønsklicheer. Ikke fordi opgøret ikke er relevant, men så meget desto mere ærgerligt er det, at det bliver uklart i sit fokus. Den fandenivoldskhed, Grünfelds hovedperson givetvis skal inkarnere med sine smadrede rødvinsflasker og afklippede hår, formår kun glimtvis at bryde ud af det pittoreske.

I store træk forekommer det mig, at det ensomme kvindelige sammenbrud på et bagtæppe af afsyrede møbler, klitroser og bølgesprøjt fastholder en stor del af de kønsklicheer, det foregiver at kæmpe imod.

Katrine Grünfeld: Stormskader. Gyldendal. 112 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her