Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Revolutionshyldest og klaverfavorit

Sjostakovitjs tvetydige 11. Symfoni blev for lang i Joshua Weilersteins fortolkning med DR SymfoniOrkestret. Men sammen var de sprængfarlige i Mozarts Klaverkoncert nr. 20, hvor solisten dog ikke var helt enig med udlægningen
Kultur
25. marts 2015

To unge amerikanere gæstede DR SymfoniOrkestret i Koncerthuset torsdag og gentog koncerten lørdag, hvor Information var til stede. Jonathan Biss (f. 1980) er allerede nået langt i sin karriere, han har koncentreret sig om at indspille især Beethoven, Schumann og Mozart og må forventes at have noget at byde på, når programmet lyder på Mozart. Men han og den syv år yngre Joshua Weilerstein havde tydeligvis uoverensstemmelser om, hvordan Mozarts Klaverkoncert nr. 20 d-mol K.466 skulle forløbe. Så er spørgsmålet, hvem af dem der burde have givet sig. For Weilerstein fik virkelig DR SymfoniOrkestret til at gløde med sprængfarlig energi.

Biss havde vanskeligheder ved at trænge igennem i forte, til gengæld nåede hans slanke, perlende spil klart igennem under mere rolige perioder. På Mozarts tid var Klaverkoncert nr. 20 dybt beundret, og i romantikken følte man sig ikke ramt af de mange tilsyneladende bekymringsfrie værker af ham, hvorimod de få mol-værker gik rent ind hos de patoshungrende enere. I dag virker tragikken i denne klaverkoncert begrænset i mine ører, og det var, som Biss også havde fulgt denne linje og derfor betonede det skønhedssøgende frem for det dramatiske. Mozart havde ikke for vane at skrive en solokadence, så flere komponister har givet deres bud, heriblandt Beethoven, som erklærede nr. 20 for den største i genren. Biss fik det maksimale ud af kadencen, så trillerne lød gennemborende, og arpeggioerne blev besjælede eller faldt som let aftendug.

Et højdepunkt, hvor Biss og orkester syntes fuldstændigt i fælles pagt, var den gådefulde andensats med den mest sangbare melodi, der omkranser et sort hul af tragik. Weilerstein holdt kyndigt igen her og faldt ikke for fristelsen til at give for meget los, men eksplosionerne af tuttinedslag ramte med lammende energi og præcision.

Hyldest eller kritik?

Gid Dmitrij Sjostakovitj, Sovjetregimets mest anvendt propaganda-redskab, i sin tvetydige revolutionshyldest, 11. Symfoni ’Året 1905’, havde ejet noget af sin wienerklassiske kollegas evne til at komme til sagen. Under Joshua Weilersteins dirigentstok var den i hvert fald 10 minutter for lang. Sjostakovitj modtog Lenin-prisen for dette værk i 1957, der sats for sats beskriver i malende tonescenarier, hvordan zaren foran Vinterpaladset dræbte fredelige demonstranter i 1905, en vigtig begivenhed i russisk historie, der ledte til revolution og zarens fald 12 år senere. Sjostakovitj bruger i rigt mål revolutionssange, som for publikum i sovjetiske koncertsale har været kendt i nogen grad, men som ikke giver associationer for udenforstående. Derfor ringer den i ekstrem grad udstrakte og tålmodige musik hult i denne anmelders ører. Det er som filmmusik, hvor man savner at se noget på et lærred.

Det er ellers ikke, fordi komponisten sparer på virkemidlerne: et stort orkester inklusive seks slagtøjsmusikere. Meget af tiden spiller orkestret dog helt svagt, førstesatsen er en simrende gryde, slow cooking food. Gennem hele værket hører vi superbe soloindsater, blandt andet med Tom Nybye på celeste, som bryder tavsheden på uforglemmelig vis.

Men som helhed blev oplevelsen i Koncerthuset for gumpetung, hvilket jeg mener er Sjostakovitjs skyld. Vi får musikken ind med skeer, pointer gentages i det uendelige.

DR SymfoniOrkestret og dirigent Joshua Weilerstein opførte Sjostakovitjs 11. Symfoni, ’Året 1905’, og Mozarts Klaverkoncert nr. 20 d-mol med Jonathan Biss som solist lørdag den 21. marts i Koncerthuset

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her