Læsetid: 5 min.

Sjæleudkrængere, normflækkere og traditionslim

Modersmålet slår klare og tydelige buler i tre danske albummer. Nogle gange i blodig revysang, andre gange lige lovlig stærkt limet til 80’erne
Tidlige Armbånd charmerer på dansk. PR-foto

Tidlige Armbånd charmerer på dansk. PR-foto

17. marts 2015

Når det danske sprog tager bo i musik, så sker der noget særligt. Det gør der naturligvis på alle sprog, men her i kartoffelmundenes amelodiske smørhul bliver sprogets musik pludselig uvant klart og forsiret, overraskende poetisk, hvis ikke ligefrem højstemt. Det er som om vores lad-os-bare-kalde-det uhøjtidelige udtale først slår gevaldige buler i sangene, for at de får plads til dette vort bumlende sprog, for derefter at udøve sin egen form for ynde frigjort fra hverdagens bestilling af krasseren ved pølsevognen eller næsesprayen i 7-Eleven. Dermed ikke sagt at den dansksprogede sang kun er skønåndernes og finkulturens sanserum, blot at det er et ganske usmidigt, ofte hakkende fraseret, tit mumlet sprog, der pludselig kan folde sig så smukt ud i vores sange – og får helhederne til at arte sig som de kun kan på dansk.

Thorbjørn Radisch Bredkjær er bagmanden i et fremragende eksempel på dette, gruppen Spillemændene, der giver den danske vise nogle smukt nutidige former. Det er Radisch, der skriver og komponerer, mens Nicolai Elsbergs baryton og Anja Tietze Lahrmanns sopran synger så formfuldendt for.

Pop-snestorm

Nu har Radisch så lavet sit første – stærke – soloalbum PMS under navnet Bisse, og her synger han selv for i anderledes krassende sange. Hvorved han giver fysisk form til sine egne nedskrevne ord, der altid har været af høj karat (her i offentligheden i hvert fald), og han bevæger sig også ud i mere eksperimenterende og provokerende former, det står klart allerede i pressemeddelelsen, hvor der står, at Bisse klatter »lidt frisk blod samt en afstødt vision ud af sin skabagtige skede.«

»Denne test vil vise at du ikke er en robot,« siger Gloria92 til Loverboy87 på åbningsnummeret »inerstan Etta«, der former sig som en snart dødsdømt chat. Andetsteds fordamper en protagonist i sin egen sved i fitness-centret og ser snart det hele fra oven. Indvandrerpiger tager reb med ud i skoven. Og »de gamle drenge tager en nedringet på/Ser sig selv i spejlet/Hvorfor skulle de være så rå?/Gør det noget?/Er vi pigedrenge eller drengepiger?« Og så er der »Postkolonialistisk vuggevise«, som flipper ud i bizarre feberbilleder: »I morgen får du en negermand/Brug ham som rangle/Kraftsuseme! Krafthyleme! Kraftstejleme! Kraftedeme! Jeg’ din negermand!«

Bisse synger fra dybt under civilisationen, dernede hvor humanister og andet godtfolk står i kø til flaskeautomaten for at få pant tilbage for deres tømte meninger. Dernede hvor svinehundene står bundet uden for Folketinget og skræmmer ordentligere politikere væk. Men han synger også fra et betydningsfuldt sted, der viser sig efter kønnene og menneskekroppene, som vi kender dem; fra den højteknologiske, men stadig også fysiske mærkelighed, som vi ryster vores atomer i. Om det så er spejlet i reklamer, computerspil, chat eller gode gammeldags mareridt.

Det sker i en form for blodige revysange. Bisse komponerer og spiller med sine tre medmusikere fra både nuet og fra en dimension parallel med 80’erne. »Mareridt« kan minde om en af Lars H.U.G.’s mere kuldslåede sange, et sted i omegnen af City Slang. Synthpoppen fra samme årti farver flere andre sange, men støjbetændelse flyder også fra guitarerne, både som fræsende rockopera og hymnisk shoegazer. Og et par steder kan Bisse minde om Povl Dissing krydset med Leonard Cohen den ældre i den syntetiske fase.

Det kan være både frivolt højtideligt, umiskendeligt ukomfortabelt, dundrende yndefuldt og enerverende sanseslidende at lytte til Bisses debutalbum. Og det er aldrig kedeligt.

Med PMS træder Bisse alias Thorbjørn Radisch frem som en idiosynkratisk snestorm på dansk popmusiks skærme. En joker og en hudfletter, en sjæleudkrænger og en normflækker. Måske allermest nådesløst på bonusnummeret på vinyludgaven, det over 13 minutter lange »Nødhjælpsarbejderens historie«, som er baseret på en andenhåndsoverlevering af netop en sådan. En angiveligt sand og gruopvækkende fortælling om børnemassemord under den jugoslaviske borgerkrig og om de psykologiske følgevirkninger. Det kvalificerer altså også som en form for pop i Bisses destabiliserede teater, hvor de kollektive smertepunkter opsøges igen og igen. Der er jo heller ikke nogen, der har sagt, at det skal være nemt.

Limet til fortiden

Mens Bisse låner fra 80’erne uden at kalkere, så lever 80’erne langt mere diktatorisk i Maskinvåds verden. Deres nye andet album SOS plukker ubesværet både i detaljen og i de overordnede træk fra danske 80’er-koryfæer. En basgang fra Kliché (»Dukkefører«), en bevidst stavefejl fra TV-2 (skuld i stedet for skyld på »Skoletaskedrenge«), ekstreme kopieringer af Steffen Brandts kubistisk stramme vers og galende omkvæd fra perioden omkring Beat og Nutidens Unge (på »Enden er nær« og »Skoletaskedrenge«).

At duoen så toner rent flag og rent faktisk har Brandt med som gæstevokalist på et nummer, ændrer ikke på, at kopimaskineriet er for velsmurt. Det er virkelig habilt, og der er et par fine popsange undervejs, men det er også dét. Maskinvåds musik er formet af det danske sprog, men begge dele er desværre mestendels limet til fortiden.

Legesygt og charmerende

Gruppen Tidlige Armbånd skylder til gengæld til 70’erne med deres søgende naivisme, men de løfter sig også ud af årtiet og strejfer den eksperimenterende rock, der voksede ud af især Brooklyn, New York i 00’erne, her mest af alt bandet Dirty Projectors.

De finder så også noget særegent, ikke mindst takket være modersmålet, på deres nye album Flydende Elskende.

»Kan du elske mit hjerte rent igen?« spørger de, mens det hele ramler om ørerne på os. »Jeg mærker din hånd/Men det er så svært,« lyder det et andet sted. »Taber mit hoved i mig selv.« Ja, okay så.

Tidlige Armbånd er sjove og legesyge, af og til lidt for retningsløse, men det meste af tiden yderst charmerende. De kan minde om Synd & Skams stilistisk heterogene himmelflugte, men også om mere regelrette indierockere som danske Figurines – hvorefter de så pludselig rabler ud i rytmeboksflip og et Kanye West-gejlt autotuning-kor. Altså arter de arty larmehoveder sig altså ikke altid efter forudsigelige mønstre. Det er zappende og utidig fusions-indie, romantisk cirkulerende, ekstatisk ringlende, lystigt dekonstrueret. Hele tiden på vej steder hen. Og det er ikke så ringe.

Bisse: PMS (Selvudgivet)

Maskinvåd: SOS (SOS Records)

Tidlige Armbånd: Flydende Elskende (Aftenrutine)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu