Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Små mennesker mellem høje tårne

Mellem Randi & Katrines fantasifulde bygninger opstår et næsten magisk rum, hvor både kroppens sanser og hovedets tanker får lov at arbejde
Kultur
13. marts 2015
De høje tårne er intimiderende, de lave upraktiske, men hyggelige på Arkens udstilling af menneskeliggjorte tårne.

Torben Eskerod

I kunstaksen, som skærer sig gennem kunstmuseet Arken i Ishøj, har kunstnerduoen Randi & Katrine skabt installationen Mellem tårne. En installation, bestående af 11 forskelligartede tårne spredt ned gennem det 150 meter lange, mørke og kantede udstillingsrum. De første tårne er lavet i grålige nuancer og i en højde, så man må lægge nakken godt tilbage for at kunne se toppen. Inde fra dem kan man høre en genkendelig knitren af elektricitet og en mørk, monoton musik. Der er vinduer i tårnene, men man kan ikke kigge ind – kun se silhuetterne af en flok sorte svaler, der flyver forbi et enkelt af de højtsiddende vinduer.

Den dunkle stemning fortsætter dog ikke hele vejen ned gennem aksen, for hurtigt begynder tårnene at ændre karakter. De bliver gradvis lavere, nogle af dem minder mere om kirketårne, og flere er lavet i rødlige nuancer. Samtidig ophører de elektriske lyde, og et enkelt sted er der endda stillet en betænksom bænk frem, så den trætte museumsgæst kan tage sig et hvil. Uden nogensinde at bryde med følelsen af at være i en eventyrlig parallelverden bliver turen mellem tårnene en tur fra noget stort og uhyggeligt til en hyggelig verden beboet af nærmest nuttede bygninger.

Randi & Katrines tårne fungerer så godt på Arken, fordi de er lavet til rummet. De følger den eksisterende arkitekturs størrelsesforhold og er højest, hvor kunstaksen begynder, mens de bliver stadig lavere, i takt med at aksens loftshøjde mindskes. Til sidst må man næsten bukke sig for at komme under de kabler, der forbinder alle tårnene, og de alt for små døre får tankerne hen på den alt for store Alice i Lewis Carrolls Alice i Eventyrland. Legen med størrelsesforhold og perspektiver gør dels, at det i forvejen lange udstillingsrum virker endnu længere, dels at man dér mellem tårnene bliver opmærksom på, hvor meget arkitektur betyder for, hvordan vi som mennesker føler os (u)tilpasse i rum. De højere bygninger virker faretruende og gør os små, de lavere bygninger er søde og indbyder til smil og lethed. Det er et simpelt og på mange måder let forståeligt greb, at man først må lægge nakken tilbage og senere dukke sig, men det virker, og dér mellem tårnene bliver arkitektur på fornemmeste vis kropsliggjort.

Menneskelige tårne

Randi & Katrines bygninger er på mange måder af en anden verden. Selv om inspirationen til tårnene har været de transformatortårne, som man kan finde rundt om i det danske landskab, er de udstillede tårne samtidig fabuleringer over disse. For selv om de 11 tårne på Arken ikke direkte har menneskeansigter, kan man ikke undgå at se det menneskelige i dem. De uigennemsigtige vinduer bliver til øjne og dørene til munde, og efter at have besøgt Randi & Katrines tårne er det svært ikke at blive ved med at se det menneskelige i den virkelige verdens bygninger.

Det er ikke første gang, at kunstnerduoen, som måske især er kendt for deres farverige og humoristiske udsmykning af færgen M/F Ærøskøbing, har arbejdet med eventyrlige huse og tårne. I bogen The House in your Head (udgivet på Space Poetry i 2010) har kunstnerne samlet billeder af bygninger, der er mere eller mindre antropomorfe, og på udstillinger på bl.a. Gl. Strand og Oluf Høst Museet har man tidligere kunnet se bygninger i stil med dem på Arken, men med langt mere tydeligt genkendelige ansigtstræk. I Mellem tårne er skellet mellem det virkelige og uvirkelige mindre skarpt trukket op, og det humoristiske er langt mere subtilt end ved andre af kunstnernes installationer. Hvilket dog ikke gør effekten af at gå mellem tårnene mindre.

Fra tårn til tanke

Mellem tårne er på mange måder en utroligt enkel installation. Der er tårnene, og der er de besøgende, der går mellem dem. Punktum. Alligevel – eller måske netop på grund af denne enkelhed – inviterer installationen til, at de besøgende selv digter videre og danner egne forestillinger og fortællinger. For undertegnede blev de menneskelige tårne en allegori over kunsthistoriens egne kæmper, der som store, grå transformatortårne kan virke næsten afskrækkende og uindtagelige, og som man som en anden Don Quijote i særligt modige øjeblikke kan have lyst til at gå løs på og nedkæmpe.

Virkelighedens transformatortårne blev i sin tid lavet for at holde mennesker væk fra den farlige elektronik, kan man læse i informationsmaterialet til udstillingen. Men tårne er gennem historien i lige så høj grad blevet brugt til at spærre inde – tænk f.eks. bare på de mange stakkels prinsesser, som i alskens eventyr har måttet vente på, at en ridder skulle redde dem. Randi & Katrines tårne er interessante, netop fordi de både handler om, hvad der sker inde i tårnene – hvad er det, vi ikke må se gennem de slørede ruder? – og hvad der sker mellem de rum, vi ikke har adgang til. Således bliver Randi & Katrines tårne en slags afvæbning af Arkens på sin vis fremmedgørende arkitektur og af selve kunstrummet, som kan virke både ekskluderende og klaustrofobisk. For hvem skulle have vidst, at selv de højeste, mest opadstræbende og næsten falloslignende tårne med så få virkemidler kan fremstå – nuttede?

Randi & Katrine: Mellem tårne. ARKEN Museum for Moderne Kunst. Indtil den 1. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her