Læsetid: 3 min.

Sproget, der fører sig frem i gåder og gader

To kortromaner af nobelpristageren Modiano bidrager til at udbygge indtrykket af hans verdensbillede og inviterer til nye magiske møder
20. marts 2015

I livet finder der ofte besynderlige møder sted«. En konstatering af denne art finder man jævnligt i den 70-årige nobelpristager Patrick Modianos romaner siden hans debut i 1968 med La Place de l’Étoile. De er sparsomt repræsenteret på dansk indtil nu, hvor hans Askeblomster i anledning af prisen blev genudgivet (anmeldt her i avisen 19. december, red.). Aktuel er han med en oversættelse af to ældre korte romaner i ét bind, Et forbasket forår fra 1993 og Smertepunktet fra 1988. De bidrager til at udbygge indtrykket af Modianos verdensbillede, som har karakter af personlig mytologi med en lang række genkommende træk, motiver og lokaliteter, som varieres i tyst musikalitet. Sproget søger sig frem i gåder og gader under møde med mennesker i uventede mønstre og kombinationer, enten de er virkelige, imaginære, erindrede eller hentet frem af glemslen.

Motoren i denne aktivitet er en usikkerhed i den skrivende personlighed, den konstante grammatiske jegfigur. Er man interesseret i den biografiske baggrund hos forfatteren selv, kan man finde den skitseret i den lille, personlige stambog Un pedigree, 2005 (En Stamtavle, ikke oversat), hvor han fortæller om en barndom præget af forældresavn, moren en turnerende skuespillerinde, faren en geskæftig forretningsmand, der anbragte Patrick og hans bror på kostskoler. Denne fars gådefulde skikkelse går igen i adskillige varianter, gerne med rod i den tyske besættelse af Frankrig, hvor han som jøde blev arresteret af Gestapo, men blev hjulpet fri af en tvetydig sortbørsbande, han havde tilknytning til.

Den historie er central i den ene af de nævnte romaner, Smertepunktet, der har lidt eventyrstemning over sig i den voksne fortællers erindring om sin barndom som 10-årig og oplevet fra denne synsvinkel. Han og hans lillebror opdrages i et stort hus i en landsby uden for Paris af fire kvinder, idet moren er på langvarige turneer og faren kun kommer på visit, bl.a. ledsaget af mysteriøse venner.

Et kvindehus

Fortællerjegets erindring sættes i gang på ægte Modiano-manér: »Forleden dag stod jeg i et antikvariat og bladrede i et gammelt nummer af La Semaine à Paris fra juli 1939, hvor der var oplistet alle biografernes, teatrenes, varieteernes og kabareternes programmer. Til min forbavselse faldt jeg over et lillebitte billede af …«. Billedet forestiller en af gæsterne i hint kvindehus. Og så er handlingens eftersøgningsarbejde sat i gang med barndomserindringer og den senere 20-åriges indblanding. Vi hører om deres barnlige ekspeditioner i landskabet, især til et faldefærdigt slot, ejet af en vis fraværende markis, der vel er bagmand for noget kriminelt i farens bekendtskabskreds. Her blandes landlig idyl og bilkørsel til og fra Paris, hvis gader og adresser er ladet med fordækte møder og aktiviteter samt betydningsbærende tilfældigheder. Romanen slutter åbent med en politiransagning af det store hus. Så nu er eftersøgningen overladt til andre, mens børnene venter på at blive hentet. I baghaven befinder dr. Guillotins grav sig, makabert nok, ham der opfandt den franske form for halshugning. Et noget overdimensioneret symbol.

Et møgforår

Indledningen til den anden roman, om det elendige forår lyder: »Jeg lærte Francis Jansen at kende 1964, da jeg var nitten år gammel, og i dag vil jeg berette de få ting jeg ved om ham.« Denne Jansen er fotograf og har været ven med den verdensberømte kollega Rober Capa, kendt for sine billeder fra Den Spanske Borgerkrig, Sådanne tilknytningspunkter er ikke ualmindelige hos Modiano. Fortælleren udarbejdede dengang på eget initiativ en registrant over de utallige fotografier i tre store kufferter hos den tilbagetrukne og noget selvopgivende Jansen i hans atelier i Paris, hvor han nærmest skjulte sig for sin ivrige veninde Nicole. Den unge mand interesserer sig især for billeder af en vis Colette, som han mærker en gådefuld tilknytning til. At ordne de kaotiske billedbunker bliver for ham en detektivopgave af særlig implikation og anet forbundethed med Jansens skæbne.

Det inciterende ved denne noget stillestående roman er forholdet mellem døde fotografier og Jansens dermed forbundne distance til mennesker og sig selv, hvad der får en til at tænke på Barthes’ filosofi over fotografiet. Jansen forsvinder efter kort tid. Beretningen har karakter af jegets selvopgør i en senere opstået stilfærdig identitetskrise og er set på den måde en skrivearbejdets terapi, her baseret på gamle notater. Skriften som erkendelsesproces er en vigtig del af forfatterskabets mytologi, som gør hver enkelt bog af Modiano til del af en cyklisk helhed. En modernitetens rodløshed udtrykt som fragmentarisk mønsterdannelse.

Patrick Modiano: Et forbasket forår & Smertepunktet. Oversat af Marianne Hector (Et forbasket forår) og Karsten Nielsen (Smertepunktet). Lindhardt og Ringhof. 201 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu