Læsetid: 3 min.

Det er stærkt, smerteligt – og går i tomgang

Ida Munch Christensen debuterer med romanen ’Nielsine’, der fungerer og mislykkes på én og samme tid
27. marts 2015

Forsiden af Ina Munch Christensens kæntrede debutroman Nielsine er sjældent fin, to topløse kvinder står ligesom trodsigt og gi’r sig ud ad et lejlighedsvindue. Stilen minder på en ubestemt måde om halvfjerdserne, de er ikke klassisk smukke, de to, men de er stærke, de finder sig ikke i noget. De minder slet ikke om den Nielsine, der fylder siderne i romanen, men måske om den måde, hun drømmer om at være på, den måde, hun har det på, når hun en sjælden gang har det godt.

Nielsine, altdominerende hovedperson og nogle gange jegfortæller i Munch Christensens bog, er vel et sted i tyverne, lever i København, bor her og der og især hos vennerne. Hun er hverken lesbisk eller biseksuel – »jeg er til unisex androgyni pan«, siger hun selv – men når det kommer til stykket ikke specielt glad for sex. Hun er især ramt af social angst og selvhad, medicineret, i terapi, på kanten af et sammenbrud.

Hun tager en studentereksamen og går i byen og bliver for stiv og falder om. Hun glemmer alting alle vegne. Hun kokser ud, magter ikke det normale. Hun kan slet ikke forstå, at alle omkring hende synes, hun er exceptionelt utilnærmelig. Hun har intense, ungdommelige dramaer med forelskelser i en lærer og ekskærester og en betydelig bagage med hjemmefra.

Undervejs overvejer man, om man som læser er i gang med en klassisk historie om den ødelæggende barndom, men det lægger romanen alligevel ikke op til. I det hele taget lægger romanen ikke op til så meget end sit skramlende, ufokuserede portræt af Nielsine, hvor den spinkleste handling – mest bare stadige byture – krydsklippes med erindringsglimt. Og hvor genuint stærke passager, som vel især er scener med familien og nogle mærkelige drømme, blander sig med genuin tomgang.

En mærkelig realisme

Men, altså, selv om Nielsine også handler om diagnoser og om flydende seksualitet – og om en generation og en vennekreds, hvor det er det mest naturlige i verden – så føles det som en overflade, der dækker over en ret almindelig debutroman. Jeg mener, vennerne fylder hverdagen, forpligtelser er der ikke mange af, udblik har man virkelig ikke kræfter til endnu. En ung fortæller i København er i krise og ulykkeligt forelsket. Nu bruger hun sin skrift til at arbejde sig igennem det.

Den skrift skifter mellem at være noget af det bedste og det mest irriterende ved Nielsine. Tit er der noget stakåndet over prosaen, replikker står uden gåseøjne omkring, så må man selv finde ud af, hvem der siger hvad. Så hober sætningerne sig op med komma imellem, så bobler en erindring op og overtager scenen. Her handler det om den elskede lillebror Villads, der har autisme:

»Ørerne fik det bedre, men det skulle ikke forhindre ham i at skrige. Når vi havde været på biblioteket eller i nogle forretninger, og han på vejen hjem gik fra mig, løb eller gik et andet sted hen og jeg derfor kaldte og bad ham følge med mig, skrev han også eller råbte og nev, slog eller sparkede efter mig og jeg måtte prøve at holde hans hænder og hviske at han skulle dæmpe sig, nu vi var ude i offentligheden og folk kiggede, men det hjalp ikke …«

Sådan fortsætter det, stærkt og rodet og smerteligt. Men det kæntrer altså, når Ina Munch Christensen prøver med en art en til en nedskrivning af mundtligheden. Så bliver hendes prosa fyldt af snapshots af replikker og STORE BOGSTAVER, når folk taler med hævet stemme. Her er en lykkelig eftermiddag med veninden Nancy:

»Sådan en kaffe dér lyder sgu –

Hér!

!

Ja, jeg tænkte det jo nok, så jeg har lavet den ha-ha, eller jeg havde lavet den til Elise, men hun ville hellere have te.«

Blege scener

Men lige så lidt som man mærker råb og vrede, fordi en replik er skrevet med stort – det er jo bare en konvention – får man en fornemmelse af overraskelse på grund af et udråbstegn eller noget lattermildt, fordi der står ’haha’. Det er en mærkelig idé om realisme, de passager udtrykker, især fordi det nedbarberede aldrig bliver en æstetisk pointe. Det bliver bare blege scener, det er som at læse en båndudskrift.

Nielsine er bedst, når den giver sig hen til sin hovedpersons indre snirkler, hen til erindringerne, tankerne, drømmene og alle de følelser, de bærer med sig. Resten føles altså mere ordinært.

Ina Munch Christensen: Nielsine. Gyldendal. 176 sider. 199 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu