Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det ufinere franske

Nietzsches ’Gud er død’ fik ikke helt has på Ham deroppe, derfor skrev Antonin Artaud et radiospil, der én gang for alle skulle afskaffe Guds dom over mennesker og gøre os frie, frie, frie
Kultur
6. marts 2015

Hvilken historie! Man kan læse om den franske digter og dramatiker Antonin Artaud og hans radiospil Den endegyldige afskaffelse af guds dom, at det mandag 2. februar 1948 skulle have været sendt i den franske statsradio, men at det i sidste øjeblik blev taget af programmet, fordi det ifølge direktøren for Radiodiffusion Française, Wladimir Porché, var obskønt og ville kunne »støde visse religiøse sind«.

En programchef sagde op på grund af aflysningen, og en jury bestående af bl.a. Jean Cocteau og Raymond Queneau erklærede lydværket egnet til at blive sendt. Det blev det ikke før i 1973, og da var dets skaber, der havde givet sig selv tilnavnet Galningen, død for længst.

Den endegyldige afskaffelse af guds dom – altså definitivt væk med Guds straffende eller frelsende afgørelse for mennesker i liv og død – blev Artauds sidste værk, han døde nemlig 4. marts 1948, kun fire måneder efter at han havde været i studiet og selv medvirket i indspilningen af det, som er gået hen og blevet et stykke radioteaterhistorie. Et stykke, der falder i fem dele eller, måske mere præcist, genrer. Artaud indtalte selv den første og sidste part.

Okkultisten Artaud

Som læsestykke er Den endegyldige afskaffelse af guds dom en kort tekst, et lille værk. Det er alt det, der ligger uden om værket, der gør det til en omfattende affære.

Og så den ambition og overbevisning, som er indlejret i ordene; okkultisten Artaud var overbevist om, at han med et landsdækkende radioritual kunne forårsage en forandring, at poesien har levende og magiske kræfter. Ordene var for Artaud ikke bare en handling, men en rituel handling.

Foruden altså mulighed for at læse selve teksten giver Arenas udgivelse os adgang til noget af alt det mytestof og materiale, der har dannet sig om værket: Artauds breve til bl.a. direktør Wladimir Porché og skuespillerinden Paule Thévenin, der havde medvirket i indspilningen af stykket, samt Artauds manifest Grusomhedens teater, der er et søsterværk til radiostykket.

Til nationen

Ud over breve og manifest introducerer oversætterne, Kristian Husted og Kenn Mouritzen, der i flere omgange har opført værket i København, til Artauds tekst og poetik, og radiohistorikeren Jan Høgh Stricker har skrevet et efterord, der ligesom alle gode efterord er bedre at læse før end efter. Stricker skriver, at Artaud netop havde valgt radiomediet til sit poetiske ritual, fordi han her havde mulighed for at nå ud til »frisører, isenkræmmere, snedkere og trykkere. Et arbejderpublikum, ikke en intellektuel elite. Radiomediet skulle være Artauds nye teaterscene. En scene, hvor grusomhedens teater for alvor kunne udfolde sig, og hvor hans ritualer med inspiration fra de indianske folk kunne udføres med hele det franske folk som deltagere.« Det medie som både Hitlers og Churchills radiotaler få år forinden var blevet sendt gennem.

Artauds version af en tale til nationen handler om sperm og »om en af de mest sensationelle officielle rutiner i de offentlige amerikanske skoler«, nemlig at man afkræver de små drengebørn en spermprøve med henblik på senere kunstig befrugtning, fordi man i USA mangler »ikke arbejdere, men soldater«.

Artaud begynder med A som i Antireligiøs og Antiamerikansk, hans metode er ud over riten og tungetalen, der jo interessant nok både kan kædes sammen med en religiøs handling og med lyddigtningen, at mime den form for (magtens) sprog, han ønsker at udrydde. Derfor indeholder Den endegyldige afskaffelse af guds dom flere forskellige teksttyper. Som nævnt statsfaderens tale til nationen, men herudover en ekspertkommentar og et journalistisk interview, f.eks.:

»– Hvad ønsker De at sige, hr. Artaud?

– Jeg ønsker at sige, at jeg har fundet midlet til én gang for alle at blive færdig med denne abe, og at hvis ingen længere tror på gud, så tror hele verden mere og mere på mennesket.«

Blod, lort, tarmluft og bakterier

Stykkets anden del, ’Tutuguri – Den sorte sols rite’, er skrevet over Johannes’ Åbenbaring. Altså ud med Bibelen og ind med det okkulte. Oversætterne skaber et bemærkelsesværdigt system i værket ved at ordne hver af stykkets fem tekster efter en kropslig materie. Ud over radiotalens sperm omhandler stykket blod, lort, tarmluft og bakterier. Fra en, der kunne være en forrykt videnskabsmand, lyder det f.eks.: »Dér, hvor der lugter af lort,/lugter der af væren.« Artauds forestilling om et frit menneske er en »krop-uden-organer«. Han er allermest klog at lytte til, når han optræder allermest dum, når han fiser af ufornuft, eller når han interviewer sig selv:

»– Og ved De så, hvad grusomhed i grunden er?

– Nej, det ved jeg ikke sådan uden videre.«

Oversætterne sætter streg under Artaud som økobevidst kapitalismekritiker, og det er vildt nok, at han var det allerede i 1947. Men måske er det vildere endnu, at den adskillelse af stemmen fra kroppen, som han netop så radioen som en mulighed for, også hører med til historien. Nok døde Artaud (af endetarmskræft! Ham, der ifølge Stricker mærkede Gud som en dæmon i sine tarme!), men hans stemme lever på nettet. Den taler, og nu kan den danske nation med dens frisører, isenkræmmere, snedkere og trykkere omsider læse Artauds ord, mens den lytter. Det skal Arena & co. alligevel have tak for.

Antonin Artaud: Den endegyldige afskaffelse af guds dom. Oversat fra fransk af Kristian Husted og Kenn Mouritzen. Efterord af Jan Høgh Stricker. Arena. 96 sider. 130 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her