Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Britpoppen genopstår med fjernøstligt fortegn

Blur har begravet stridsøksen og begået comebackalbummet ’The Magic Whip’, der ikke flytter grænser, men fint binder sløjfe på deres historie som excentrisk kunstskoleband
Kultur
24. april 2015

Pressemeddelelsen til Blurs comebackalbum fortæller en skæg lille historie. Angiveligt var det slet ikke meningen, at medlemmerne af det hæderkronede britpopband skulle lave ny musik sammen. Men i 2013, da det genforenede Blur var strandet i Hong Kong på grund af en aflyst festivalkoncert under en asiatisk turne, bookede de et studie og brugte ventetiden på en jamsession i stedet for at gå på rov i minibaren. Resultaterne af den kreative raptus er nu blevet udgivet under titlen The Magic Whip.

Det er på sin vis ikke så mærkeligt, at Blur med gendannelsen lægger så stor vægt på det pudsige tilfældighedsnarrativ. Med et overskudsagtigt skuldertræk tager det lige toppen af det præstations- og forventningspres, der automatisk følger med, når giganter vender tilbage efter lang tids fravær. Hvad der også nedtones, er, at medlemmerne tilsyneladende har begravet stridsøksen. Mens guitaristen Graham Coxon i 2002 forlod bandet under indspilningen af bandets syvende album, Think Tank, i frustration over frontfiguren Damon Albarns kontrolmani, er Blur på The Magic Whip tilbage i oprindelig opstilling.

Uden cockneyaccent

Og selv om de gamle kunstskolenørder har rekrutteret britpoppens hofproducer Stephen Street til at strukturere deres fjernøstlige hovsa-jam, så drejer det sig ikke om at genskrive arven fra britpoppen – tiden dengang i begyndelsen af 1990’erne, hvor bands som Oasis, Blur, Suede, Elastica og Pulp fortrængte amerikansk grunge, massefabrikeret eurodance, boybands og diverse voksenrock fra hitlisterne.

Her er få eller ingen reminiscenser af britpoppens tilbageskuende 60’er-æstetik, komplet med beatlesfrisurer og påtagede cockneyaccenter, som for eftertiden mest af alt står som et reaktionært, hvidt og teknologiforskrækket forsøg på at søge dækning for starthalvfemsernes multietniske og netværksbaserede britiske populærkultur. Britpoppens nestor, Damon Albarn, har dog i sin soloekskursioner kompenseret – måske endda overkompenseret – for britpoppens overvældende hvidhed. Mest markant med projektet Africa Express, der er en samarbejdsplatform for afrikanske og vestlige musikere. En slags hipt og mere kreativt klassebevidst modsvar til Bob Geldofs Band Aid kunne man indvende. Men hvorom alting er, lykkedes det Blur-medlemmerne at vikle sig fri af britpoppen, som med Graham Coxons ord var tæt befolket af »selvgratulerende coke-og-champagne-typer«.

Elskeligt poptække

For nogle er Blurs genforening måske den næstbedst tænkelige nyhed, nu hvor det ikke lader sig gøre at gendanne The Beatles. Andre tager måske imod nyheden med høflig interesse eller et skuldertræk. Men uanset hvor kære ungdomsminder man har om Blur, må man konstatere, at The Magic Whip rummer 12 stykker yderst behagelig, men på ingen måde skelsættende musik. Adskillige numre har et elskeligt poptække, der kandiderer til en plads på et greatest hits-album. Mens instrumenteringen har den samme underfundigt excentriske karakter, som man kender fra især Graham Coxons soloplader.

Det specifikke Blur-præg er de fra The Kinks direkte nedarvevede middelklassekarakterstudier, som Albarn altid har excelleret i.

»Here comes the ice cream man/parks at the end of the road,« synger Albarn med en soltørret modenhed og nu kun vagt identificerbar cockneyaccent på den finurligt blippende »Ice Cream Man«, hvis magiske pisk indgår i albumtitlen. Teknologien er både øm forening og smertelig adskillelse. »Before you log out, hold close to me,« trygler Albarn på afslutningsnummeret »Mirrorball«.

Man kan spørge sig selv, om denne omsiggribende gendannelsestrend ikke snart har nået sin logiske grænse. Ligesom man kan spørge, om det overhovedet er en opgave for musikere langt oppe i 40’erne at fastholde lige så modne musiklyttere i en nostalgisk illusion om urban ansvarsløshed og evig ungdom. Men hvis det er den opgave, Blur vil påtage sig, løser de den til ug med kryds og slange.

Blur: ’The Magic Whip’ (Warner Music). Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her