Læsetid: 2 min.

Design til det perfekte liv

Den danske stjernegruppe Mew har på sit nye album trukket sig så langt ind i poppens kræmmerhus, at det til tider vækker mindelser om et boyband
24. april 2015

Mew er en institution i dansk musik. De har haft deres udlandseventyr og sat deres mærke på verden. Når de spiller på Roskilde Festival i år, står de øverst på plakaten side om side med Paul McCartney, Pharrell og Kendrick Lamar. Deres symfoniske indie-pop-prog-rock står som en strukturelt ambitiøs og melodisk forførende bastion i dansk musikhistorie. Og forsanger Jonas Bjerres sirenesang har inspireret en legion af sangere til at forlade kroppen og stikke til himmels på ryggen af deres mikrofoner.

+ – er Hellerup-kvartettens sjette album og det første, siden bandet i 2013 annoncerede, at det ikke længere havde kontrakt med det multinationale selskab Sony, men nu ville udgive uafhængigt. Sjovt nok er det en plade, der synes mere afhængig af bred anerkendelse end de forrige. Hvor afskeden med de tunge drenge i musikindustrien traditionelt set medfører frigørelse fra kommercielle forpligtelser og dermed ofte afstikkere i mere søgende retninger, har Mew flere steder på + – trukket sig længere ind i poppens kræmmerhus.

Ja, flere steder kan der være mindelser om boybandets højstemte traktater for den aerodynamiske kærlighed. Superharmoniske, hyperproducerede, højglanspolerede, airbagmonterede fanfarer. Teknisk forrygende dygtigt. Trommespillet er tæsket, men synkoperet, elguitarerne lyder som The Edge på testosteronkur, synthesizerne partikelaccelereres ud i det uendelige, vokalerne kan forme sig som englekor med barberbladsskarpe vingefang, og omkvædene ankommer som nådesløse angrebsbølger, der ikke har tænkt sig at tage fanger.

Altså er alt ved det gamle, ja, Mew virker nærmest forældede i forhold til deres egen konvention. De opfører et udfrielsens teater i deres sange, men det er ikke længere en udfrielse, det er en hverdag, en konvention, en banalitet, som de synger i. Fordi de brillerer med en kønhed,, som ikke længere er en transcendent inklineret ungdoms anliggende, men et design til det perfekte liv.

Dog er der klare undtagelser, hvor sangskrivning eller arrangementer viser tænder. »Making Friends« og dens 80’er-slapbas og smukke keyboardharmonier er én. Og også den over 10 minutter lange »Rows«, der munder ud i en minimalistisk komposition, der lyder som Sufjan Stevens’ fortolkning af Philip Glass. Hvilket da er ok interessant. »Interview With Girls« arbejder med bølger af vokaler i omkvædet, og det virker. Og hvis du forestiller dig Beach Boys’ surfkald over Stillehavets blå bølge blive fortolket som en melankolsk gjalden fra en mørk nordisk skov, så har du sådan cirka »Water Slides«. Og det er ment som en ros.

Jeg forestiller mig også, at bandet – lige som Beach Boys’ Brian Wilson – ønsker at skabe en musik, der får lytteren til at føle sig elsket. Men det kommer på en eller anden måde mere til at handle om bandets egen blåøjede romantik, fordi det er musik, der envejskommunikerer. Det er pop-perlemor, som man ikke kan spejle sig i, men bliver blændet af. Et magtretorisk soundtrack til et modhagefrit liv ender med at være helhedsindtrykket af + -, ikke oplevelsen af et band i kunstnerisk diskussion med sig selv eller i dialog med lytteren. Udråbstegn i stedet for spørgsmålstegn.

Mew: + – (A:larm Music). Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu