Læsetid: 4 min.

Fornuft og følelse i det vestjyske

Filippinske Rosita kommer til den jyske vestkyst for at gifte sig med en enkemand, og et fint trekantsdrama om indvandrerens pragmatik og gammeldanskerens romantik kan begynde
Filippinske Rosita (Mercedes Cabral) får sat bevægelse i en masse følelser og eksotiske drømme i det lille hus i Vestjylland, ikke bare hos enkemanden Ulrik (Jens Albinus), men også hos sønnen Johannes.

Filippinske Rosita (Mercedes Cabral) får sat bevægelse i en masse følelser og eksotiske drømme i det lille hus i Vestjylland, ikke bare hos enkemanden Ulrik (Jens Albinus), men også hos sønnen Johannes.

Nordisk Film

17. april 2015

»Så er der fissefisse fra de varme lande.«

Skål! Og velkommen til Frederikke Aspöcks nye film, Rosita, hvor den filippinske postordrebrud af samme navn introduceres således til sin nye mand. Altså sådan lidt hvisket og gedulgt, men alligevel.

Det viser sig i hvert fald at være tonen – eller måske rettere den omgivende støj – derude i det Udkantsdanmark, hvor Rosita skal forsøge at falde i hak med enkemanden Ulrik (Jens Albinus) og hans to sønner. Men det viser sig også, at der bag hjemmets fire vægge kan findes en anden, mere inderlig kommunikation.

Den jyske fiskerby har fået plads i dansk film på ny. Sidste år dannede henholdsvis et uidentificeret isoleret øsamfund på Vestkysten og Hirtshals rammer om filmene Når dyrene drømmer og Klumpfisken. Og det er også en vestjysk fiskerby, der huser Rositas fortælling. Naboerne glor, kollegerne bræger sexistiske jokes, man drikker sig hammerhårdt i hegnet, ja, normaliteten er i det hele taget træg og dorsk. Vejret er gråt, tavsheden ved middagsbordet rungende.

Aspöck og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson leverer en forholdsvis monokrom miljøbeskrivelse og gemmer i stedet nuancerne til det solide trekantsdrama, der opstår mellem far, søn og Rosita.

Johannes (smukt underspillet med lavmælt desperation af Mikkel Boe Følsgaard) har udlængsel, og kan i modsætning til sin far tale engelsk med Rosita (lysende spillet af Mercedes Cabral). Han er også den eneste i familien, der rent faktisk fisker, mens de to andre arbejder på fiskefabrikken.

Adam Wallenstens fotografering gør ikke meget væsen af sig, men får i hvert fald fortalt om Vestkystens tristesse, om de tilrøgede, lavloftede 60’er- og 70’er-byggeriers klaustrofobi. Hvordan det æstetiske armod sætter sig i sjælen. Og det understreges af, at stort set alle dage er overskyede.

Rasmus Bille Bähnkes soundtrack fortæller en lidt mere forsonlig historie om dansk hygge, men formidler også med en minimal dosis dissonans, at Johannes og Rosita ikke kan finde sig til rette i den øllebrød, de er sat i.

Bramfri og festlige

Rosita har komiske elementer – som når far og søn er ved at dø af tørst på grund af Rositas krydrede mad, eller når de drikker bajere med præcis samme rytmik og gestik. Men det er essentielt et socialrealistisk kærlighedsdrama.

»Bare rolig, Johannes, det er kun resten af livet,« siger brormand til Johannes, da denne alligevel ender på fiskefabrikken. Jo, tak, inertien er til at tage at føle på i flækken.

Der er nogle interessante studier i old school-mandfolk: De tapre grimasser, mandfolkekrammet, bajer-gestikken, fodboldspillet som trygt teater for indbyrdes aggressioner. Mens indvandrerklanen af kvinder ikke kommer lige så meget til orde.

Bevares, de er bramfri, og de kan feste. Og de er pragmatiske og er endt med nogle ikke videre sexede mænd.

Rosita skal bare være glad for at kunne sende penge tilbage til hjemstavnen og må endelig ikke risikere, at hendes forhåbentlig fremtidige ægtemand føler sig umandig, får hun at vide af sine medsøstre. Og nu vi er ved det, er hans pik så »stor, lille eller lige tilpas?« Det forbliver en overfladisk kulturskildring sammenlignet med det dybere blik i dansk tungsind og monokultur.

Flugtveje

Man kan se et slægtskab med Janus Metz’ dokumentar Fra Thailand til Thy, der følger thailandske kvinders liv med danske ægtemænd i Nordjylland. Ikke mindst i forholdet til pragmatismen hos indvandrerkvinderne er der en klar forbindelse til dokumentaren fra 2007.

Ja, medsøstrene appellerer ofte til Rositas fornuft i forsøget på at sikre hende en tilværelse i det nordjyske, altså gennem giftermålet, og snart bliver filmen til noget så Jane Austen-agtigt som en kamp mellem fornuft og følelse.

Livet er en udtrådt muddersti mod graven i Rosita – i hvert fald for de mandlige hovedroller – og de eneste svinkeærinder fra den slagne vej er et smut til den lokale prostituerede, der duftsprayer rummet, efter at man er kommet og skal til at gå.

Men Rosita får sat bevægelse i en masse følelser og eksotiske drømme i det lille hus, ikke mindst hos Johannes. Sammen viser de hinanden flugtveje fra den sociale arvs smalle sti. Og, ja, det er da også en triviel historie, men det er livet jo for de fleste af os. Og i Aspöcks Rosita brænder skuespillerne igennem og gør det personligt banale til noget alment vedkommende.

Rosita er ikke en stor film, og det påstår den heller ikke. Men den er smukt konsekvent i sin skæbnefortælling. Jeg kunne godt have tænkt mig flere nuancer i det filippinske indvandrermiljø og måske en lidt mere forsonlig tone i beskrivelsen af dansk vestkystmentalitet. Men det er jo en vinkel, som det står enhver kunstner frit for at anlægge.

Det skaber så desværre en lidt træg dynamik i filmen, at miljøerne aldrig blødes op og kommer i seriøst spil med hinanden. Men det er måske desværre også bare sandheden om indvandreres problemer med integration og gammeldanskeres alt for sparsomme åbenhed over for fremmede mennesker generelt.

’Rosita’. Instruktion: Frederikke Aspöck. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Dansk. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu